De etablerede medier er lettede over, at Joe Biden vandt det amerikanske præsidentvalg, og sandt at sige må man da også medgive, at Donald Trump endegyldigt har skandaliseret sig selv ved sin uhørte optræden, hvor han nægter at acceptere sit nederlag. Donald Trump har skadet sin egen politiske sag, og han har groft svigtet sine vælgere. De kriminelle optøjer i Kongressen var den endelige dråbe.
Men nu til Joe Biden, som indsættes om ganske få dage, den 20. januar. Mange eksperter har givet udtryk for, at Biden har en mulighed for at hele de politiske sår i USA, hvor splittelsen imellem to overfor hinanden uforsonlige lejre kun er blevet værre og værre i en efterhånden længere årrække.
Den 11. januar udtalte Joe Biden så følgende i en video på youtube i forbindelse med økonomisk hjælp til små virksomheder, der er hårdt ramt af coronakrisen:
”Vores prioritet vil blive sorte, latinoer, asiater, oprindelige amerikanere og virksomheder ejet af kvinder.”
Værsgo og spis. Samtlige minoritetsgrupper i USA er nævnt, og kvinderne er nævnt, men det er hvide mænd ikke. Tyder en sådan udtalelse på, at en Joe Bidens administration vil hele de politiske sår i USA? Ikke rigtigt.
Joe Bidens udtalelse, hvor han udtrykkeligt lover at diskriminere negativt mod hvide mænd, er ret beset uhyrlig, fordi den ophæver ligheden for loven. Hvis to forretninger ved siden af hinanden, der leverer den samme vare, er ejet af henholdsvis en sort og en hvid mand, kan kun den sorte ejer forvente økonomisk hjælp. Det er, hvad Joe Biden siger, at han vil stå i spidsen for.
Et dybt splittet land
USA er et land i dyb politisk krise, og det har intet at gøre med Trumps katastrofale håndtering af embedet. Donald Trump er ikke ondet (på trods af hans forfærdelige og skadelige optræden), men symbolet på, at noget er gået helt galt i USA i de senere årtier.
Det er en række forhold, der her er tale om, f.eks. nedlukning af mange millioner af tidligere godt betalte industrijobs for amerikanske arbejdere uanset etnisk baggrund. Det er en galoperende stigning i uligheden, der har nået et niveau, hvor man må befrygte sociale spændinger af stedse mere alvorlig karakter. Selvfølgelig er der en række årsager.
Befolkningen ændre sig voldsomt
Men den uden sammenligning vigtigste er den voldsomme befolkningsforandring, der har fundet sted i USA siden 1965, hvor nogle meget liberale indvandringslove gik igennem Kongressen, og loven blev underskrevet af daværende præsident Lyndon B. Johnson.
Hvor hvide vælgere i 1976 udgjorde 88 pct. af dem, der stemte ved præsidentvalget, var den andel faldet til 67 pct. i 2020, et fald fra 70 pct. i 2016. Sortes andel er mellem 1976 og til 2020 gået fra 10 til 13 pct., en moderat stigning. Latinoers er til gengæld vokset fra 2 pct. i 1976 til 13 pct. i 2020, asiaters fra 0 pct. (må være lavere end 0,5 pct.) til 4 pct. i 2020.
Det gavner Demokraterne og rammer Republikanerne
Alle disse minoritetsgrupper – også asiaterne, der klarer sig bedst økonomisk af alle grupper, også en hel del bedre end de hvide – stemmer massivt på Demokraterne. Trump vandt marginalt større andele af de tre minoritetsgrupper, men slet ikke så meget, som nogen har påstået.
Sorte i 2016 og 2020, 88-8 pct. til Clinton, 87-12 pct. til Biden. Latinoer fra 65-29 pct. til 65-32 pct. og endelig asiater fra 65-29 til Clinton og i 2020 61-34 til Biden. Trumps og Republikanernes indhug i andelen af minoriteternes vælgere er således beskeden, og den større fremgang hos asiaterne skal holdes op imod, at de er udgør en meget lille andel af den samlede vælgerskare.
Kun blandt hvide amerikanere har Republikanerne flertal, denne gang 57-41 i pct. til Trump mod 57-37 pct. til Trump i 2016.
Hvad bliver konklusionen, når man læser disse tal? Efter min vurdering, at Republikanerne aldrig igen kan vinde et valg på nationalt plan til enten præsidentembedet eller til et af de to kamre i Kongressen, Senatet og Repræsentanternes Hus. Om to år ved midtvejsvalget får vi en strømpil for, om min forudsigelse er korrekt.
Klasseskel er afløst af etniske skel
Stemmeafgivning i USA foregår ikke længere efter klasselinjer, men i høj grad efter etniske skel. En sådan skillelinje er langt hårdere, fordi man ikke selv bestemmer sin etnicitet. Etniske brudflader er næsten altid mere potentielt problemfyldte end klasselinjer, fordi de sidste kan udjævnes af tilstrækkelig høj økonomisk vækst, hvor alle grupper får gavn af den større rigdom.
Etniske skel kan i sagens natur ikke ophæves. Jeg frygter ærlig talt alvorligt for det politiske klima i USA i de kommende år. Man må erindre, at det næsten altid kan blive værre, en historisk lovmæssighed, der gælder på tværs af tid og sted.