To tidligere konservative MF’ere efter kinesisk provokation: Hold fingrene fra Taiwan

Taiwans flag: Blå himmel, hvid sol, hellig rød jord (skærmprint Youtube)

I sidste uge sendte Kina over 56 militære fly ind over Taiwan.

 

Det rekord store antal militære fly er ifølge Taiwans udenrigsminister udtryk for, at forholdet mellem militæret i Kina og Taiwan er det værste i 40 år.

 

Taiwans præsident, Tsai Ing-wen, har også reageret. Se video i bunden.

 

I anledning af denne situation har vi modtaget dette indlæg fra Viggo Fischer og Niels Jørgen Langkilde, begge tidligere folketingsmedlemmer (kons.):

 

Nogle taler om en krig på ord mellem det kommunistiske Kina og det demokratiske Taiwan.

 

Det er værre end som så.

 

De gentagne kinesiske provokationer overfor Taiwan udgør en krigstrussel.  Når man sender et stort antal militære fly ind mod Taiwan, er der alvorlig risiko for fejl.

 

Måske tror Kina, at det hurtigt vil kunne nedkæmpe Taiwans forsvar.

 

Det kan vise sig at være en stor fejlvurdering.

 

Omfattende krig kan blive resultatet.

 

Kina ved det ikke, vi ved det ikke, men det er sandsynligt, at USA vil komme Taiwan til undsætning.

 

Uanset hvad, det er det kommunistiske Kina, der provokerer.

 

Taiwan har på ingen måde krænket Beijing Kina.

 

Hvorfor skulle Taiwan dog bøje sig for det kommunistiske pres.

 

Præsident Xi i Kina, der fremstår som en mand på jagt efter hurtige resultater, fortsætter med den historiske løgn, at Taiwan udgør en løsreven kinesisk provins.

 

Men den afgørende sammenhæng er, at Taiwan aldrig har været en del af Folkerepublikken Kina.

 

Borgerkrigen, der i 1949 sluttede med kommunistisk sejr på fastlandet, betød at den hidtidige nationale regering flyttede sin hovedstad til Taipei på Taiwan, fortsat med det formelle navn Republikken Kina.

 

Flere europæiske lande har meldt klart ud med deres politiske støtte til Taiwan.

 

Der er også brug for en klar politisk melding fra dansk side.  Den danske regering bør tage afstand fra de kommunistiske trusler mod Taiwan.

 

Først og fremmest er der her tale om en konfrontation mellem frihed og diktatur.  Men for en stor skibsfartsnation som Danmark vil det være et betragtelig nederlag, hvis Kina får kontrollen over området omkring Taiwan.  Det vil være et slag mod havenes frihed.

 

Dertil kommer blandt andet det danske hovedprodukt vindmøller.  En stor dansk virksomhed har haft stort held med havvind med base i Taiwan.  Der står også fremtidige danske muligheder på spil på dette og en række andre områder.

 

Danmark bør ikke stikke hovedet i busken i Taiwan problematikken.  Vi bør melde klart ud, når friheden er truet, som tilfældet er i disse måneder i Østasien.

 

Af Viggo Fischer og Niels Jørgen Langkilde, begge tidligere folketingsmedlemmer (kons.)

 

Del på Facebook