**** Fire stjerner ud af seks
Filmen SKAKNOVELLE er baseret på Stefan Zweigs lange novelle af samme navn. I bogen følger vi verdensmesteren i skak, den udannede og upolerede Mirko Czentovic, ombord på passagerdamperen fra New York til Buenos Aires. Han bliver af den rige McConnor betalt for at spille en række partier mod de passagerer, der måtte ønske det.
Mirko Czentovic vinder rub og stub, lige til han møder Dr. B., som slår ham. Hvordan er det muligt? Svaret er, at Dr. B. har været juridisk rådgiver for aristokratiet. Da Hitler besætter Østrig, tager Gestapo Dr. B. til fange og anbringer ham i isolation.
Under et forhør lykkes det Dr. B. at stjæle en bog, der viser sig at rumme 150 mesterpartier i skak. Et lille lyspunkt i en fuldstændigt tom hverdag. Men hvad der i første omgang opleves som en vej ud af meningsløsheden, udvikler sig skridt for skridt til en psykose.
Instruktøren på ”Skaknovelle” hedder Phillipp Stölzl (født 1967), og han instruerer ikke bare film, men også operaer. Af film, han står bag, kan nævnes: ”Young Goethe in Love” (2010) og ”The Physician” (2013).
Handling
Vi befinder os i Wien i 1938. Østrig bliver besat af nazisterne, og det lykkes ikke for advokaten Bartok (Oliver Masucci) at slippe væk i tide. Han skal først brænde vigtige papirer med koder til hans klienters bankkonti, der indeholder gigantiske summer.
Bartok bliver arresteret og ført til Hotel Metropol, hvor Gestapo har etableret deres hovedkvarter. Her nægter han at udlevere koderne, som han har lært udenad, inden papirerne går op i røg. Det tyske svar er at placere ham i isolationsfængsel uge ud og uge ind – for at knække hans vilje.
Under et forhør lykkes det Bartok at få fingre i en bog. Ikke den roman som den litterært dannede mand havde håbet på, men en bog om skak.
I sin desperation beslutter han sig for at skabe et skakbræt og -brikker ud af de få tilgængelige genstande på hans værelse.
Men kan han holde manøvren skjult for sine fangevogtere, og hvad vil der ske, hvis hans beskæftigelsesterapi bliver opdaget?
Kampen mellem gode og onde kræfter
Filmen er utroligt sindrigt bygget op i en kombination af nutid og tilbageblik – alt anskuet igennem Bartoks øjne. Fortælleteknikken skal opleves frem for at forklares.
Oliver Masucci, der spiller hovedrollen strålende, er til stede i næsten hver eneste scene, og vi følger, hvordan manden udvikler sig fra en kultiveret, charmerende, arrogant-humoristisk repræsentant for Wiens øverste borgerskab til et menneske, der går psykologisk i opløsning under den bestialske isolations-tortur.
Men som ikke desto mindre bliver ved med at kæmpe for at fastholde sin værdighed og integritet.
Både novelle og film kan tolkes symbolsk – som en historie om kampen mellem gode og onde kræfter i mennesket. Mellem borgerlig, intellektuel, humanistisk dannelse og kultur på den ene side, rå magt og ondskab, her inkarneret i Bartoks nazistiske plageånd, på den anden.
En film vidunderligt langt fra Hollywood-skabelonen.
Længde: 110 minutter
- Medvirkende: Oliver Masucci, Albrecht Schuch, Birgit Minichmayr m.fl.
- Instruktør: Phillipp Stölzl
- Manus: Eldar Grigorian baseret på Stefan Zweigs ”Skaknovelle”
- Censur: 11 år
- Premieredato: d. 14. oktober