I sin seneste bog kaster historikeren Torben Snarup Hansen nyt lys over den spanske borgerkrig, republikken og Franco-styret.
Torben Snarup Hansen: Spanien i krig og fred. Hæftet. Ill. 129 sider. Peter La Cours Forlag. Vejl. pris 214 kr. Udkommet 01.09.20.
**** fire stjerner ud af seks
___________________________________________________________________
Torben Snarup Hansen er historiker og vil af Den Korte Avis’ læsere nok især være kendt for en række indsigtsfulde artikler om bl.a. Israel, Palæstina, Romerriget og islam. Sammen med Lars Hedegaard og Helle Merete Brix er han medforfatter til en af de vigtigste bøger i dansk islamkritik: ”I krigens hus” (2003).
Snarup Hansens speciale og interesse er først og fremmest Spanien, og i sin seneste bog stiller han skarpt på den spanske borgerkrig – både før, under og efter. Hans ærinde er at give et langt mere nuanceret billede af, hvad der foregik i Spanien 1935-39, for at korrigere den herskende ensidigt fordømmende version om Franco: En diktator, der gik til angreb på en påstået lovligt valgt demokratisk regering.
Med kildebelæg stiller teksten sig kritisk over for den daværende marxistiske folkefrontsregering og dens ansvar for krigens optakt samt det kaos, der fulgte, med politisk vold og terror – rettet ikke mindst mod den katolske kirke.
”Et Himalaya af løgne”
Ifølge den anerkendte spanske historiker Laureano Benitez Grande-Caballero ønsker skiftende spanske regeringer at indføre en officiel ideologi, en hjernevask-operation, som overføres til uddannelsessystemet, medierne og underholdningsindustrien. Med det formål at frembringe en anti-Franco-holdning, der skal bane vejen for at illegalisere patriotiske partier. Ja, Grande-Caballero taler ligefrem om et ”Himalaya af løgne”.
Det er disse usandheder, Torben S. Hansen afdækker med sin lille bog, og han står altså langt fra alene med de nødvendige rettelser af den officielle historieskrivning. Som historikeren Uffe Østergaard skrev allerede for 20 år siden i et bidrag til ”Den Jyske Historiker”:
”Tværtimod kan vi i dag i lyset af den relative lethed, hvormed demokratiet sejrede efter 1975 [Franco døde i 1975], at Francos styre (…) netop ikke repræsenterede en totalitær ideologi som fascismen, endsige nazismen (eller kommunismen).
Regimet var katolsk konservativt, undertrykkende og ofte blodigt, men ikke totalitær ensrettende. Af den grund overlevede det civile samfunds institutioner, hvilket muliggjorde en hurtig tilbagevenden til demokrati og kontraktlig markedsøkonomi efter diktaturets fald i modsætning til situationen i det kommunistiske Sovjetunionen (…)”
En bog der vender op og ned på manges fordomme
Torben S. Hansen har skrevet en bog, der vender op og ned på manges fordomme om Franco som hovedskurken i og efter den spanske borgerkrig. To eksempler må række her, men der er mange:
”Franco greb ind og forbød henrettelser uden en dommerkendelse (…)” (s. 80)
”(…) Franco må således siges at have spillet en nøglerolle i forberedelserne af de allieredes sejr i foråret 1945.” (s. 110)
Men nutidens spanske journalister, politikere og undervisere er altså i fuld gang med at formidle myter og løgne om Franco-diktaturet. Til trods for at den nationale rejsning, som Franco stod i spidsen for, ikke var et fascistisk statskup mod en legitim og demokratisk regering. Tværtimod forhindrede opstanden, at et folkefrontsregime kunne gennemtvinge en kommunistisk revolution, der ville have omdannet Spanien til en sovjetrussisk satellit.
Heller ikke uvæsentligt påviser forfatteren, at Franco-styret havde færre ofre end den republikanske side, og at tilværelsen under Franco var forbundet med økonomisk fremgang.
Et langt mere facetteret billede af Franco
”Spanien i krig og fred” fylder kun 129 sider. At skrive kort og præcist er så sandelig meget ofte en dyd, men i dette tilfælde kan den stærkt koncentrerede/ komprimerede tekst med en syndflod af aktører godt virke overvældende. Personlisten bagerst over de mest centrale er på ikke mindre end 25 navne.
I hvert fald løb jeg flere gange sur i egennavnene på både mennesker og geografiske områder. Det er derfor hensigtsmæssigt at have et Spanienskort slået op ved siden af bogen under læsningen.
Tilbage står et langt mere facetteret billede af Franco – et vidnesbyrd om, hvordan ægte, ikke-ideologiske, sandhedssøgende historikere er uerstattelige, fordi de laver det seje og nødvendige gravearbejde i kilderne. Og bliver ved, også når ’fundene’ ikke harmonerer med aktuelle politiske og økonomiske interesser.
