Og i granens duft forventes noget, som skal komme;
freden frem af sindet hentes, snart er mørket omme.
Hvis man er gammel nok, kan fra sin barndom huske, at en Radioudsendelse hed ’Pressens Radioavis’. Titlen opfattede vi børn fejlagtigt som ”Præstens radioavis”. Det var godt nok underligt, for det var ikke kun ved juletid, den kunne høres.
Men lidt havde det med jul og præster at gøre. For i begyndelsen af december blev det netop i denne udsendelse bekendtgjort, at nu var ”Juleskibet” ankommet til Københavns havn. Og med sig bragte det Jaffa-appelsiner, og så kunne julen begynde. For ingen jul uden appelsinduft.
Og så skøn var duften, at vi søskende kappedes om at erobre det tynde papir, der var foldet om ca. hver tiende appelsin. For når skolen igen begyndte efter Nytår, kunne man i sin læsebog have dette himmelsk duftende papir som bogmærke. Det forlængede juleglæden, og kammeraterne duftede med i frikvarteret.
I vore dage findes utallige julegodter. Appelsiner og andre sydfrugter kan købes året rundt, og tilbud til slikmunde er fristende over evne. Noget forhandles dog stadig kun ved juletid: Dadler fra Grækenland, figner fra Tyrkiet, og valnødder fra Frankrig.
Israel hører af gode grunde med til julens fest. Det lærte vi allerede som børn. Profeten Esajas skrev flere hundrede år før Kristus om en fremtid i Israel, hvor befolkningen slog sig ned i landet, hvor tingene ville skyde op og blomstre, og landet skulle fylde hele verden med frugt. (Esajas, kap. 27, vers 6).
Jeg er fortsat stor tilhænger af israelsk frugt. Og i de butikker, jeg frekventerer ved juletid, kikker jeg altid efter, om der er varer, der har Israel som oprindelsesland. Men ikke alle har dem med i sortimentet. Irma i Birkerød var det sidste sted, jeg fandt Jaffa-appelsiner. Det var for en halv snes år siden. Spanske appelsiner har overtaget næsten hele markedet.
Både i år og sidste år var der israelske dadler i Irma på Østergade i Hillerød. Salomondadler, hedder de. De er kæmpestore, saftige og smager henrivende. Og så er de pakket enkeltvis, i modsætning til de tyrkiske, så man kan spise himmerigsmundfulden uden at få sukret klister på fingrene.
På emballagen bemærker man, at der som oprindelsesland ikke bare står ’Israel’, men ydermere – efter en tankestreg – er anført: ”Fra ikke-besatte områder”. Og det er jo bare så fint, tænkte jeg. Så kan Røde Halvmåne, Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp, Mellemfolkeligt samvirke og andre af de mange Ngo’er og nødhjælpsorganisationer ikke blive stødt eller få ammunition til stillingtagen i Palæstinakonflikten og boykot af Israelske varer. Og således kan en lille del af julefreden vel opretholdes.
Klogt af producenterne. Hvem husker ikke, at der for en snes år siden opstod ”industri-terror”, hvor politiske aktivister sprøjtede giftstoffer i israelske appelsiner, så hele sendingen måtte destrueres. Men nu har der i flere år været fred og ingen fare på den konto.
Der er intet som granens duft: Nordens naturlige parfume. Hvad enten træet står ude eller inde. I de større byer pryder store grantræer torve og pladser. Også guirlander hænger julepyntede i gaderne. De fleste er nu om stunder af plastic, og vi gamle savner duften.
Men indenfor er naturlige grantræer mest brugt. Og når lys, kræmmerhuse, engle, stjernen i toppen, gaver og granduften forenes, skaber det tilsammen den indre fred og glæde, som ingen kan tage fra os.
Snart er alting rent og pyntet
til den stille julenat;
granen er til stuen hentet,
lysene er på den sat.
Levende de skygger sprede,
også over Skriftens ord,
som fra åbne bibelblade
tolker lys, hvor mørke bor.
Glædelig Jul!