Elise og Otto Hampel mistede en bror ved fronten- så begyndte de en modig og effektiv kamp mod nazismen

Både jeg og en anden (Torsten Dam-Jensens anmeldelse 18.marts, red.), har på disse sider rost bogen, ”Lov mig, at du skyder dig selv” og det med rette. Karakteristika for de personer der omtales i denne bog er, at de alle på de ene eller den anden måde optræder aktive eller passive over for nazismen i Tyskland, ikke en eneste gør modstand, eller blot overvejer det. Derimod er de en del af problemet.

 

På den måde kan man meget let få det indtryk, at der ingen opposition var til det nazistiske styre. At alle blot knaldede hælene sammen og adlød kritikløst. Det er ingenlunde korrekt. En del tyskere trodsede regimet ved, at hjælpe allierede piloter til Frankrig til den franske modstandsbevægelse ‘ Maquis’, der så gelejdede dem videre til Spanien, hvorfra de kom tilbage til England, hvor de kunne genoptage deres nødvendige arbejde, at bombe Tyskland. Enkelte RAF piloter har senere besøgt deres tyske redningsmænd og takket den for deres hjælp.

 

Men der var også en anden form for modstand, måske nok ret spredt, men nogen rejste sig i protest. Den tyske forfatter Rudolf Wilhelm Friederich Ditzen påtog sig at skrive en bog over en virkelig hændelse, derom senere. Han skriver bogen på rekord tid 3-4 uger. Det er historien om Anna og Otto Quangel, der i virkeligheden hed Elise og Otto Hampel. i borgen mister Anna og Otto deres eneste søn ved fronten. Anna blive lamslået af sorg og lukker sig inde i sig selv, Otto derimod indser at han må gøre noget, et eller andet.

 

Otto begynder at skrive anti Hitler kort, som han, når han går til og fra arbejde, anbringer i trappeopgange og dets lige, alle steder hvor der kommer mennesker, der vil kunne se og læse disse kort. Anna opdager det, vil gerne deltage, hun kommer ud af den trance som dødsbudskabet havde bragt hende i. Sammen går de rundt og lægger deres hjemmelavede protest kort for andre at læse.

 

Både det tyske politi og Gestapo (Geheime stats polizei) forsøger at finde ud af hvem det er der placerede disse kort. På den tid er sligt forbudt og straffes med døden. Både Anna og Otto er helt klar over faren der ved deres handlinger, det er deres måde at komme ud af sorgen på. Det forener dem, og gør dem stærke. Bogen hedder ”Jeder stirbt für sich allein” på dansk ”Alene i Berlin”.

 

Ironien i protesten er, at næsten alle de kort de lægger rundt omkring ender hos politiet eller Gestapo. Meget få tør beholde kortene af frygt for repressalier, de afleverer dem omgående til myndighederne.

 

Det ville være forkert, at afsløre Ditzen’s afslutning i bogen, men en ting kan siges, den er ikke fuldstændig i overensstemmelse med virkeligheden.

 

Virkelighedens Anna og Otto Quangel hed Elise og Otto Hampel, det er Elses broder, der falder i krigen, som udløser handlingen. Processen mod de to ledes af Roland Freisler, dommeren der også ledede processen mod 20. juli attentat folkene. Begge bliver de dømt til døden, og begge bliver på den samme dag henrettet i Plötzensee fængslet ved guillotinering. I øvrigt det samme fængsel som attentat folkene blev hængt i efter deres dom i 1944.

 

Samme Rudolf Ditzen skrev bogen ”Mareridt i Berlin”, der af mange anses for at være forløberen for førnævnte bog. Den beskriver tiden efter kapitulationen. Den kan ses som en slags selvbiografi.

 

Rudolf Ditzen’s mest berømte bog, handler om den lille flipproletar Pinneberg, hans fald fra middelklassen til arbejder proletariatet og socialismen, ”Lille mand hvad nu” er bogens titel.

 

Så er der vel ingen tvivl om hvem forfatteren er, Ditzen skrev under pseudonymet Hans Fallada, et navn han havde taget fra to bøger, skrevet af brødrene Grimm, den ene ”Hans im Glück” og den anden ”das Gänsemädchen“ hvori den magiske talende hest, Fallada, optræder.

 

Hans Fallada er en excellent forfatter der også kan læses i det 21 årh.

 

Rudolf Ditzen døde i 1947, før udgivelsen af hans sidste bog, ”Alene i Berlin”. Det kommunistiske regime i Østtyskland redigerede i hans manuskript, der var passager hvor kommunister fik en dårlig fremstilling, disse blev bortredigeret af systemet.

 

I den danske nyudgivelse fra 2012, er disse passager genindsat, og bogen fremstår som den var tiltænkt af forfatteren.

 

Bag alt dette skal man måske erindre sig, at det ‘kun’ var max 37,2% der stemte på Hitler, de 62,8% stemte imod. Altså en væsentlig majoritet.

 

Dette forhold ændre ikke ved det faktum, at så godt som alle tyskere vidste hvad foregik, enten ved selvsyn eller gennem beretninger fra de soldater den kom hjem på orlov, specielt fra østfronten.

 

På det område er en bog som ”De velvillige” skrevet af Jonathan Littell, glimrende læsning. Den beskriver tingene set gennem en tysk SS officers briller. Forfatteren er fransk.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…