Amerikanere med rødder i Europa er ved at komme i mindretal – nye migranter løber stormløb mod USA

Skærmprint/YouTube

Det står klart, at USA’s præsident Joe Biden er konfronteret med de samme udfordringer som sine forgængere, hvad angår illegal indvandring og såmænd også den legale af slagsen, hvis det er af interesse at finde ud af, hvor USA er på vej hen.

 

I nyhedsudsendelserne har man set levende billeder af latinamerikanere fra Mellemamerika, der forsøger at krydse Mexico for at nå til, hvad de må se som det forjættede land, USA.

 

De vil forsøge at krydse Rio Grande og enten hævde, at de er flygtninge, eller også vil de, som millioner af andre har gjort, forsøge at komme illegalt over grænsefloden mellem USA og Mexico.

 

Denne trafik har med vekslende intensitet stået på i mere end halvtreds år, ja såmænd også væsentligt længere end det, men der er en afgørende forskel på tiden før og efter 1960’erne.

 

Eisenhower bevogtede grænsen

Indtil da udviste de amerikanske myndigheder illegale indvandrere i store tal. I 1954 under præsident Eisenhower gennemførte man den såkaldte ”Operation Wetback”, hvor man fik mere end én million mexicanere og andre latinamerikanere til at forlade USA, enten ved at tvinge dem til det, men for manges vedkommende ”frivilligt”, fordi de vidste, at USA faktisk vogtede over sin landegrænse.

 

I 1960 definerede mere end 85 pct. af amerikanerne sig som hvide, altså som efterkommere fra Europa.

 

Lyndon B. Johnson liberaliserede de amerikanske indvandringslove

Men i 1965 fik præsident Lyndon B. Johnson med Kongressens store flertal så gennemført en meget betydelig liberalisering af de amerikanske indvandrerlove, som siden 1924 gav forrang for lande, hvor i forvejen mange var udvandret fra. Det gav Nordvest- og Nordeuropa en stor fordel, fordi det var herfra, at europæerne de første flere hundrede år næsten udelukkende kom fra.

 

Alt dette blev radikalt ændret i 1965, fordi mulige indvandrere nu kunne komme fra hele denne verdens kulturer.

 

En sådan lovændring synes ikke af meget i begyndelsen. Eftersom der kun var en meget beskedent antal amerikanere, der ikke var enten hvide eller sorte, så tallene ikke ud af meget de første år.

 

Voldsom ændring af befolkningens sammensætning får store konsekvenser

Lad os springe frem til nutiden, til år 2021. Resultatet af folketællingen i 2020 (sker hver tiende år) viste, at kun ca. 58 pct. af amerikanerne ser sig som hvide med rødder tilbage i Europa. Imens er andelen af latinoer steget fra tre-fire pct. i 1965 til i dag knap 19 pct.

 

Har det da nogen konsekvenser, vil man måske spørge? Ja, det har det i høj grad og af meget de samme grunde, som vi kender til fra Danmark og andre vesteuropæiske lande.

 

Latinoer (og sorte, men denne gruppe vokser ikke særligt hurtigt) klarer sig i snit langt ringere end hvide og især asiater i uddannelsessystemet og derfor også efterfølgende på arbejdsmarkedet.

 

De forskellige etniske grupper lever stærkt adskilt, og hvor de mødes, vil der derfor oftere være konflikt end det modsatte, som det nærmest altid er tilfældet med grupper, der ellers lever hver for sig.

 

USA’s valgsystem og de to store partier

Samtidig har USA et valgsystem, der gør det noget nær umuligt for et tredje parti at hævde sig. Tidligere gjorde det mindre, fordi de to partier – Demokraterne og Republikanerne – i ganske høj grad byggede på klasseskel, ikke etniske skel.

 

Det er for længst blevet sådan, at Demokraterne er mindretallenes parti, mens Republikanerne næsten kun får stemmer fra hvide amerikanere. Det fører allerede i dag til nogle langt hårdere skillelinjer end de klassebestemt.

 

En samfundsklasse kan man flytte ud af, så længe muligheden for social mobilitet er til stede. Et etnisk opdelt samfund kan man ikke fjerne sig fra. Man er så at sige låst i egen etniske gruppe.

 

Det skal blive interessant at se, om Joe Biden kan og vil gøre noget ved denne bekymrende udvikling i USA.

Del på Facebook