**** fire stjerner ud af seks
Céline Sciamma er fransk instruktør og manuskriptforfatter. Hun har en række spillefilm bag sig: ”Water Lilies” (2007), ”Tomboy” (2011) og ”Girl Hood” (2014), der tematiserer forelskelse, kærlighed og seksualitet. Vel at mærke ’flydende seksualitet’, så på den front er hun i sync med tidsånden og de luftige forestillinger om mange kønsidentiteter frem for de traditionelle og biologisk forankrede to.
Hendes seneste film bærer titlen PORTRÆT AF EN KVINDE I FLAMMER og fortsætter ad det spor, de tidligere film har lagt ud.
Handling
Historien er henlagt til 1700-tallet. Kunstneren Marianne (Noémie Merlant) skal male et portræt af adelsfrøkenen Héloïse (Adèle Haenel), en ung kvinde, der netop har forladt klosteret.
Héloïse skal nemlig giftes, men hendes kommende brudgom vil have syn for sagn via et maleri af den måske-tilkommende, før han beslutter sig for at indgå ægteskab.
Héloïse er imidlertid slet ikke interesseret i at blive gift. Der er tale om et tvangsægteskab, og af indlysende grunde er hun ikke indstillet på at sidde model til et portræt, der vil besegle hendes skæbne. Hun er nemlig så smuk og attraktiv, at det er overvejende sandsynligt, at den potentielle ægtemand vil slå til.
Marianne får derfor af Héloïses mor (Valeria Golino) pålagt at agere under dække af, at hun er hidkaldt som selskabsdame. I den funktion kan Marianne iagttage Héloïse i dagtimerne og siden ud fra hukommelsen male hende i hemmelighed om natten.
Langsomt kommer de to kvinder tættere på hinanden, og deres relation udvikler sig til et passioneret kærlighedsforhold.
Rider filmen på en politisk korrekt bølge?
Fortællerytmen er vederkvægende langsom, og cirkelkompositionen fungerer fint. Der er adskillige meget smukke og gribende billedsekvenser, og de hyppige nærbilleder af de to kønne, unge, velspillende hovedrolleindehavere er en æstetisk fornøjelse.
At ”Portræt af en kvinde i flammer” har fået queer-palmen i Cannes i 2019 (ja, sådan én er der altså også!) kan måske nok ikke undre, men at filmen har vundet både manuskriptprisen og været nomineret til Golden Globes i kategorien bedste udenlandske film forekommer knapt så oplagt.
Min fornemmelse er, at filmen rider på en politisk korrekt bølge, for manus’et lider af flere brister og usandsynligheder, der smitter af på fortællingens historiske troværdighed.
Instruktøren Céline Sciamma oplyses at være feministisk aktivist og bl.a. medlem af 50/50 by 2020 bevægelsen, der arbejder for ligestilling i filmbranchen. Åbenbart ud fra den forudsætning, at også inden for filmindustrien er kvinder nogle stakler, der aldrig rigtigt kan få lov til at komme til grødfadet. De bliver diskrimineret og holdt nede af mandsdominerede strukturer, og deres fåtallige repræsentation (instruktør, producent mv.) skyldes aldrig manglende kvalifikationer eller utilstrækkelig meritering.
”Portræt af en kvinde i flammer” er bestemt en god film, men den kommer ikke i nærheden af fx Ang Lees ”Sense and Sensibility” eller Jane Campions “The Piano” – med lignende tematikker.
Jeg vil ikke afvise, at min næse svigter mig, men under hele filmen lugtede jeg en politisk korrekthed i fremstillingen af undertrykte kvinder i et patriarkalsk samfund, der lige er vand på den aktuelle identitetspolitiks mølle.
Som ex-ligestillingsfeminist har jeg selvfølgelig læst klassikere som Mathilde Fibigers (1830-1872) ”Clara Raphael, Tolv Breve” (1851), Søstrene Brontës romaner, og Amalie Skrams hjerteskærende forfatterskab – så ja, kvinder med begavelse og (kunstnerisk) talent HAR haft ringere muligheder for at realisere deres potentialer i både 1700-tallet og 1800-tallet. Ingen tvivl om den sag.
Men i dag i Vesten? Kvindeundertrykkelse – altså uden for de islamiske miljøer? Jeg køber den ganske enkelt ikke.
Længde: 121 minutter
- Medvirkende: Adèle Haenel, Noémie Merlant, Luàna Bajrami, Valeria Golino m.fl.
- Instruktør: Céline Sciamma
- Manus: Céline Sciamma
- Premieredato: torsdag d. 6. februar
