Hvis briterne får en god løsning, bør vi i Danmark gå samme vej. Ellers må vi se på Norges vej, lød det Grundlovsdag fra Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl
Under sin Grundlovslovstale, der blev sendt online fra Lykkesholm på Fyn, tog DF-formanden udgangspunkt i Grundlovens frihedsrettigheder med vægt på magtens fordeling med den lovgivende, dømmende og udøvende magt.
Efter blandt andet at have været en tur inde over Folketinget med krav om større åbenhed i regeringens beslutningsprocesser, som efter Thulesen Dahls mening har ladet meget tilbage at ønske her under corona pandemien, kom turen til EU.
Bruger enhver anledning til at få magt
Indledningsvis konstaterede Thulesen Dahl, at EU bruger enhver anledning til at rage mere magt til sig. Selv corona pandemien bruger man.
”Vores demokrati bygger på, at Danmark er et selvstændigt land. At danskerne bestemmer i Danmark. Men i stadigt større omfang undergraves det af et EU, der bruger enhver anledning til at rage mere magt til sig,” sagde Kristian Thulesen Dahl og fortsatte:
”Selv corona-krisen bliver brugt til netop det. Senest med det forrykte forslag om at EU skal optage endnu mere gæld på vores alle sammens vegne og så forære de fleste penge til landene i Sydeuropa. Mere end 5.500 mia. kr. foreslår EU-kommissionen, at EU låner – og hovedparten skal så gives til Sydeuropa uden krav om tilbagebetaling.”
”Men hvordan kan vi bede danskerne knokle – også med en højere og højere pensionsalder – betale høje skatter – for at sikre en god samfundsøkonomi. For at holde styr på økonomien her i Danmark. For så at se at lande, der ikke holder styr på deres økonomi, blot skal have foræret beløb i den størrelsesorden?” spurgte DF-formanden retorisk.
I den forbindelse kom Thulesen Dahl også ind på EU-Kommissionens forslag om at forhøje Danmarks årlige kontingent til EU med 6,7 milliarder kroner.
”Det svarer til, at alle pensionisters grundbeløb kan sættes op med cirka 12.000 kroner om året,” pointerede Thulesen Dahl og fortsatte;
”Det er virkelig voldsomt. Og det kommer oveni alt det andet, som EF beslutter hen over hovedet på os alle sammen. Det er simpelthen gået for vidt.”
Modstanden mod EU var sporen til politisk engagement
Det var kampen imod den Europæiske Union, der for alvor blev afgørende for Thulesen Dahls politiske engagement.
”Jeg frygtede, at EU ville blive en magtmaskine, der bid for bid tapper nationalstaten for indhold. Siden dengang er jeg kun blevet bekræftet i frygten fra dengang. Også i at en krise nu bruges igen til mere EU,” sagde Kristian Thulesen Dahl og fortsatte:
”Så det er mindst lige så nødvendigt nu som dengang at sige fra. Gøre det klart, at det er i Danmarks interesse at gøre sig fri af den tyngende overfrakke som EU er. Gøre sig fri af den politiske overbygning, som tager mere og mere og mere af den ilt, som ellers sikrer et levende demokrati.”
Frihandel uden den politiske union
Af samme grund ønsker Dansk Folkeparti, at Danmark får en anden tilknytning til de andre europæiske lande, og hvor:
”Vi bevarer frihandelen med de øvrige europæiske lande, men hvor vi vrister os fri af den politiske omklamring. Den omklamring, der er i færd med at gøre Europa til en omgang leverpostejfarvet gennemsnits-tristhed. Hvor de gamle nationalstater med deres særkender står for fald til gengæld for et bureaukratstyre fra Bruxelles.”
Og derfor, understregede Kristian Thulesen Dahl:
”Hvis briterne får en god løsning, bør vi i Danmark gå samme vej. Ellers må vi se på Norges vej. Frihandel uden den politiske union er vores mål. Vejen dertil kan vi diskutere,” sagde Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, blandt andet i sin Grundlovstale på Lykkesholm Slot.