Sveriges laissez-faire coronastrategi har i skrivende stund (28. 5. 2020) resulteret i 4266 døde. De ansvarlige på Folkhälsomyndigheten (FMK) prøver at afvise, at de har ansvaret for de mange tab. Da særligt mange gamle på plejehjem (äldreboende) dør, placerer FMK skylden på Sveriges regioner, hvad angår beredskabet, og på kommunerne, hvad angår alderdomsforsorgen (äldrevården). Hertil kommer at FMK igen og igen helt fra starten har givet udtryk for, at antallet af døde ikke var hovedprioriteringen. Og det er det, der efter min mening er både overraskende og ildevarslende. Det vigtige er derimod situationen om 4 – 5 år, alt i alt, iflg Folkhälsomyndighetens generaldirektør Johan Carlson. Hans afdelingschef, den verdenskendte Anders Tegnell var antallet af døde blot toppen af isbjerget og ikke det mest interessante.
Man behøver ikke at være medlem af Etisk Råd for at opfatte sådanne udtalelser som udtryk for en demonstrativ ligegyldighed over for befolkningen, og det er et veritabelt nybrud i nordisk politik.
Nu har ordet ’befolkning’ faktisk to sider, befolkning i betydningen befolkningen som helhed. Det er makrobetydningen af befolkning, men ’befolkning’ har også en mikroside, det enkelte menneske. Det svarer til forskellen mellem skoven og træerne. FHM prioriterer tydeligvis makrobetydningen (skoven) over befolkningen i mikroforstand, individerne (træerne), så langt endda at det bliver uinteressant, hvor mange træer, der dør. Den svenske regering og de svenske myndigheder trækker på skulderen af et gammelt menneskes coronadø. Herregud hvor tragisk, synes man at sige, men vedkommende på 81 år ville med stor sandsynligvis være dø om kort tid alligevel, Varför bryr sig. Som den svenske udenrigsminister Ann Linde (ikke at forveksle med den tidligere statsepidemiolog Annika Linde og de er ikke i familie) udtaler til TT, Sveriges Ritzau:
»Det er uhørt sørgeligt, men faktum er, at gennemsnitsalderen for de døde i Sverige er 81 år. 75 procent af dødsfaldene har fundet sted på landets plejehjem eller i ældreboliger. Blandt den øvrige befolkning er smittespredningen lav og i øvrigt meget regionalt centreret,« siger hun til TT[i].
Og det er jo fuldstændigt rigtigt at en 80-årig har en væsentlig kortere restlevetid end en 50-årig, men ældreforsorgen er netop i vor del af verden bevidst bygget op som en bedre erstatning for familiens omsorg, end den var det i det traditionelle og i det tidligtindustrielle samfund. Her har den svenske stat svigtet én af velfærdssamfundets bærende søjler.
DEN SVENSKE PROVOKATION
Det virker voldsomt provokerende på mig, at de højeste repræsentanter for en tidligere højt anset nordisk stat kan sige noget, vi kun er vant til at høre fra tredjeverdens diktaturstater. Derfor vil jeg lade mig inspirere af den franske præsident Emmanuel Macrons tale til den franske nation mandag 16. marts kl 20,00. Jeg hørte den tilfældigvis på France 2 TV. Her kaldte han kampen mod coronavirus for ”une guerre sanitaire”, en sundhedskrig. Han sagde bl.a.:
”Vi er i krig, en sundhedskrig visselig. Vi kæmper hverken mod en hær eller en anden nation, men fjenden er dér, usynlig, umærkelig, og den rykker fremad. Og det kræver vores generalmobilisering.” (min oversættelse efter hele talens tekst i Le Monde[ii])
Jeg synes, det var en flot tale, den gjorde indtryk på mig. Hans krigsmetafor gav mig desuden idéen til at foretage et tankeeksperiment for Sverige.
Jeg er siden 1997 kommet regelmæssigt i Sverige og boet der til tider flere måneder ad gangen.
Det støder mig voldsomt, at svenske myndigheder tydeligvis ikke fra begyndelsen har ønsket at beskytte sine borgere mod den nye og ukendte coronavirus, så langt det lod sig gøre. Derfor vil jeg stille det ud fra Macrons krigsmetafor indlysende spørgsmål:
Ville de svenske borgere have været bedre beskyttet af loven, hvis der havde været tale om en rigtig krig, idet virussen i så fald havde været en fremmed militær magts angreb på Sverige? Min påstand er JA! Under forudsætning af, at de svenske forsvarsstyrker ville følge krigens love, altså de folkeretslige regler for krigens førelse, eller som det hedder nu om stunder, den humanitære folkeret. Jeg er faktisk sikker på, at Försvarsmakten er bedre til at følge gældende regler end den svenske regering og FHM.
TANKEEKSPERIMENTET
Lad os nu forestille os, at coronavirus var en invaderende fremmed magt og at det svenske sundhedspersonale var Sveriges militære forsvarsstyrker, mens resten af befolkningen, herunder de syge og gamle var civile i den humanitære folkerets og krigens loves forstand. I så fald ville de være non-kombattanter og dermed ikke være folkeretsligt legale mål for hverken forsvarers eller angribers militære styrker. Det ville være den svenske øverstkommanderendes (överbefälhavare, ÖB) pligt at sørge for, at hans styrker fulgte den humanitære folkerets regler. I det omfang, der under krigens gang skete alvorlige overtrædelse af krigens love foretaget af hans styrker, ville ÖB og hans chefer risikere at blive stillet for en domstol efter krigen, svensk, eller hvis det blev afvist, en international domstol, som f. eks den internationale strafferetsdomstol ICC i Haag.
I det omfang civile befandt sig på krigsskuepladsen [læs i virkeligheden: var på bar, restaurant, café, koncert, stranden, dyrkede sport, o.s.v.] skulle den øverste svenske militære ledelse [læs: Folkhälsomyndigheten] sørge for at bringe dem i sikkerhed uden for krigsskuepladsen [læs: holde 1-2 m afstand, vaske hænder eller spritte dem af hyppigt, gå i karantæne, arbejde hjemmefra, o.s.v.].
Det ville være en soleklar krigsforbrydelse fra den militære ledelses side at lade de civile færdes fuldstændigt frit på krigsskuepladsen, som om der ingen fare var, og dermed udsætte dem for fjendens ild. Det ville ligeledes være en soleklar overtrædelse af krigens love at sende syge og gamle i påstået beskyttelse i udpegede sikre zoner i analogi til de 6 byer, som FN’s Sikkerhedsråd ved resolution 836 (1993) erklærede som ’safe heavens), men hvor UNPROFOR viste sig ude af stand til at forsvare Srebrenica og Zepa[iii] med det kendte tragiske resultat, at o. 7000 personer blev dræbt. I dette tankeeksperiment indtager svenske hospitaler og navnlig plejehjem o.l. Srbrenicas plads, for derefter at lade fjendens styrker angribe dem og forsøge at udslette dem [læs: at lade plejepersonalet uden det, vi i Danmark kalder værnemidler, have ukontrolleret adgang til hospitaler og plejehjem].
Hvis tankeksperimentet ikke var et tankeeksperiment, men virkelighed, ville de reelt eksisterende svenske tilstande navnlig i coronavirussens første tid med en til vished grænsende sandsynlighed bringe både statsminister Stefan Löfven, socialminister Lena Hallenberg, generaldirektør Johan Carlson og statsepidemiolog Anders Tegnell til i sidste ende den internationale strafferetsdomstol i Haag, fordi de ikke havde beskyttet deres borgere tilstrækkeligt iflg. krigens love (den humanitære folkeret). MEDMINDRE det svenske retssystem selv håndterede problemet. Det står tilbage at se, hvordan Sverige politisk og juridisk efterfølgende vil håndtere katastrofen.
VIRKELIGHEDEN ER IKKE NOGET TANKEKSPERIMENTET
Nu var det jo kun et tankeeksperiment. Det betyder imidlertid ikke, at Sverige er uden folkeretslige forpligtelser i den nuværende fredstid. Sverige har ratificeret en række internationale konventioner, hvori individets beskyttelse indgår. Her vil jeg for overskuelighedens skyld lade den europæiske menneskeretskonvention fra 1950 stå for alle.
Den europæiske menneskerettighedskonvention ratificerede Sverige i 1952 og besluttede i 1966 at anerkende den i 1959 oprettede Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols jurisdiktion i forhold til Sverige. Det er denne domstol, der dømmer i spørgsmål om overholdelse af konventionen[iv]. I 1995 i forbindelse med Sveriges medlemskab af EU blev konventionen inkorporeret i svensk lov via en henvisning til konventionen i Regeringsformens kap. 2, §19, den ene og i denne forbindelse relevante af de 4 svenske grundlove. Regeringsformens §19 lyder:
”Lov og anden forskrift må ikke meddeles i strid med Sveriges forpligtelser på grund af den europæiske konvention angående beskyttelse af de menneskelige rettigheder og de grundlæggende friheder.”[v] (min oversættelse)
Menneskerettighedskonventionens art. 2 er den centrale i forbindelse med dødsfaldene: ”Enhvers ret til liv skal være beskyttet af loven.”[vi] (min oversættelse af den engelske tekst), men også art. 15, stk 1 & 2 er centrale, idet stk 1 slår fast at de traktatbundne medlemmer kun må tilsidesætte deres forpligtelser iflg. den europæiske menneskerettighedskonvention ”I krigstid og andre offentlige nødsituationer (public emergency)…” og stk. 2 slår fast, at ”Ingen afvigelse (derogation) fra artikel 2 med hensyn til dødsfald, undtagen det sker som lovlige krigshandlinger… .”[vii]
Det vil sige, at Sverige ikke kan tilsidesætte art. 2 om retten til liv, da der hverken er tale om krigstid eller er en erklæret nødretstilstand i Sverige.
I den anerkendte tyske folkeretslærebog af Knut Ipsen: Völkerrecht (2018) hedder det om art. 2: ”Som grundlæggende menneskeret skal retten til liv beskyttes af loven uafhængig af alder eller sygdom (art.2, stk 1). Det kræver en passende lovgivning, en effektiv udførelse af loven såvel som en adækvat organisation af sikkerhedsorganerne. Artiklen begrunder ikke kun pligten til at undlade urimelige (ungerechtfertigte) indgreb i livet, men således også pligten til positiv handling, for at beskytte livet på en virksom måde.” (Jeg har valgt at oversætte så tæt på de tyske ord som muligt! Men indrømmet, det er ikke elegant!)[viii].
KONKLUSSION
Jeg vil lade Iain Cameron, professor i international ret ved Uppsala Universitet, får de sidste ord, der konkluderer min undersøgelse. Cameron ligger både på linje med og supplerer Knut Ipsen:
”Konventionsorganer er ikke så tit blevet konfronteret med problemet, hvorvidt staten er forpligtet til at tage skridt til at bistå individer i at realisere deres ret til liv.
Ikke desto mindre er det klart at artiklen kan medføre en sådan pligt for staterne. Det kan således være et brud på artikel 2, hvor et individs ret til liv kunne siges at trues af statens svigt (failure) med hensyn til at tage skridt til at levere passende basic care eller safety care… .
Vedrørende eutanasi er rettens position at artikel 2 ikke kan fortolkes sådan at den inkluderer retten til at dø.”[ix] (min oversættelse fra engelsk original)
Det bliver interessant at se, om den svenske herskende elite evner at se sin egen fiasko og den katastrofe, de har forvoldt på mennesker, der stolede på dem, i øjnene og tage det nødvendige retsopgør med den svenske coronastrategi, der ved myndighedernes dumsmarte stædighed og ligegyldighed har taget livet af alt for mange svenskere, eller om man finder en stor matta (gulvtæppe) at feje det hele ind under?
- maj 2020
Henning Duus
Henning Duus er født i 1945 og pensioneret, men har arbejdet 28 år for Forsvaret som lektor i statskundskab først ved Søværnets Officersskole, derefter Flyvevåbnets Officersskole og Forsvarsakademiet, men fra 1991 ved Hærens Officersskole, hvor han siden begyndelsen af 1990’erne først og fremmest har undervist i international politik og folkeret samt kulturforståelse. Han er cand. mag. i samfundsfag og idehistorie fra Aarhus Universitet og næsten bachelor i religionsvidenskab og minoritetsstudier fra Københavns Universitet (Åbent Universitet). Han har inden tiden ved Forsvaret undervist ved Aarhus Universitet i studietiden, i gymnasiet og ved Københavns Universitet (kandidatstipendiat).
[i] ) Citeret efter artiklen: ””Har omverdenen fået det forkerte billede af Sveriges strategi? Nu frygter udenrigsminister konsekvenserne”, Berlingske Tidende, 21. 5. 2020
[ii] ) https://www.lemonde.fr/politique/article/2020/03/16/nous-sommes-en-guerre-retrouvez-le-discours-de-macron-pour-lutter-contre-le-coronvirus_6033314_823448.html
[iii] ) Christine Gray: International Law and the Use of Force. 3rd ed. Oxford University Press, 2008, s. 290 og Katinka Svanberg-Torpman: “The Security Council as a Law Enforcer and Legislator” i Diana Amnéus & Katinka Svanberg-Torpman (Eds.): Peace and Security-Current Challenges in International Law. Studentlitteratur, 2004, ss. 85 – 144, her, s. 215.
[iv] ) Håkan Strömberg & Bengt Lund: Sveriges förfatning. 22:a upplagen. Studentlitteratur 2016, s. 111.
[v] ) Regeringsformen (1974) https://lagen.nu/1974:152
[vi] ) Efter konventionsteksten i Iain Cameron: An Introduction to the EUROPEAN CONVENTION ON HUMAN RIGHTS. 8th ed.. iUSTUS, s. 215.
[vii] ) Iain Cameron, s. 219.
[viii] ) Knut Ipsen: Völkerrecht. 7. Auflage. C. H. Beck, 2018, s. 725.
[ix] ) Iain Cameron, s. 85f.
