Er der tale om besættelse, når folk fra fjerne himmelstrøg såsom Mellemøsten, Afrika, Sydasien over for befolkningerne i de vestlige EU-lande stort set ustraffet kan udøve meget grov kriminalitet? Ydermere overtager de gader eller hele kvarterer, som de kalder ”vores” og indfører no-go zoner, som landets egne borgere skal holde sig fra. Kan det karakteriseret som besættelse?
Kriminaliteten består i vold, mord, voldtægt, trusler, (hjemme)røveri, bilafbrændinger, afpresning, tyveri, hærværk, terror, angreb på infrastrukturen og bombeeksplosioner. Yderligere skyder de fremmede vildt om sig på gader og stræder, kommer med nedværdigende udtalelser om og til den kvindelige befolkning, overfalder jøder, kristne, homoseksuelle, børn, kvinder, gamle, handicappede og politi. Ja, der er stort set ikke den forbrydelse, de ikke er eksperter i.
Er så krig en mere korrekt betegnelse for det, befolkningerne må gennemleve? På trods af, at krigen ikke som i konventionelle krige er erklæret, og de fremmede ikke bærer militæruniformer. Det nærmeste, vi kommer uniformer, er de fremmede kvinder, der ifører sig islamismens flag, for at de ”kan kendes” og signalere, at de er en del af umma’en, ikke en del af os.
Uden militæruniformer kan der umuligt være tale om besættelse eller krig, synes politikere, medier og kulturrelativister at mene. Der er i stedet tale om en bagstræberisk befolkning, der ikke har fattet, at den såkaldte integration ville fungere meget bedre, hvis danskerne tog ansvar for de politisk katastrofale fejltagelser. I stedet hyler de hele tiden op om nedslidte hospitaler og skoler, ja nedslidte stort set alt. Og nu skal kommunerne sørme også klandres for inddragne klippekort til pensionisterne til en halv times selvbestemmelse om ugen.
Befolkningerne protesterer
I mange vestlige EU-lande er der nu røster, der hæver sig i protest mod dét, de ser som en overtagelse af deres kulturelle værdier og deres land. De østlige EU-lande har for længst set skriften på væggen og skal ikke nyde noget af de eklatante bommerter, som de har set udfolde sig i de vestlige.
Men de fremmede ville imidlertid ikke have været i stand til at alene at forårsage de tilstande, som vi har nu. Det kræver hjælp. Og den får de i rigt mål fra uvidende politikere og medier, der berømmer de tilvandrede og klandrer danskerne.
Men lidt muskelkraft er nu heller ikke af vejen. Når et land stander i våde, har det aldrig skortet på hjælp fra landets egne voldsparate grupper. Det har danskerne jo oplevet før.
Hvor de fremmede (i samlet flok) foretrækker at overfalde en eller højst et par stykker ad gangen, tager de voldsparate sig af grupper, som de ikke er enige med.
Undtaget fra deres overfald er (foreløbig) de landsmænd, der for længst har bøjet nakken og har imødekommet ethvert krav, de fremmede har stillet, eller som de regner med, disse måske vil stille. Måske fordi de agerer som de berømte tre aber, eller fordi deres hjerte bløder for de tilvandrede ”stakler” og deres efterkommere.
I to EU-lande, nemlig Sverige og Frankrig, er det nu ikke blot dele af befolkningerne, der åbent taler om en gråzone mellem krig og fred, eller en lurende eller allerede påbegyndt krig samt nødvendigheden med hjælp fra militæret. Også politiet har nu fået nok og har kastet håndklædet i ringen.
Sverige – landet som ikke ved om det er i krig eller fred…
Mange svenskere er sikkert forbløffet over, at det lige netop er i Sverige, at politiet taler om krigszoner, ”for de skyder over det hele”. Samtidig ønsker rigspolitichefen, at forsvaret skal kunne støtte politiet mere end i dag, såfremt Sverige rammes af en optrappet gråzonepolitik, som DKA skrev om den 14. januar.
Ja, politiet har endog skriftligt henvendt sig til regeringen for at få støtte, dog indtil videre uden held. Problemerne er ifølge forfatteren Lars Åberg, at de er blevet fornægtet og ignoreret fra højeste sted, og ansvaret for, at situationen er nået dertil, er politikernes. Og det er nok ingen uenige i – undtagen politikerne.
Bianca Muratagic, der i sin tid flygtede fra Jugoslavien, kalder forholdene i Sverige for en lavintensiv borgerkrig. For dét, hun nu ser foregå i Sverige, var nøjagtigt, hvad der gik forud for borgerkrigen i Jugoslavien. Det var dét, hun flygtede fra, og det er dét, hun nu genoplever.
Og så en lille hverdagsforeteelse, der næppe er værd at nævne. Der har de sidste par dage været flere bombeeksplosioner i Sverige: i Malmö, i en boligblok i Norrköping, og i to boligblokke i Stockholm forstæderne Husby og Kista.
Den 13. januar var det Östermalm-bydelen i Stockholm, der blev ramt af en bombeeksplosion. Det er dér, de velhavende – og alle, der er noget – bunker sig sammen langt væk fra multikulturen, som de måske derfor elsker højt. Lad os nu se, om kærligheden holder, efter at multikulturen er kommet lidt for tæt på.
Frankrig afventer borgerkrigen
Frankrig har igennem 2 år haft undtagelsestilstand, efter at landet flere gange var blevet ramt af terrorangreb. Da den i 2017 blev ophævet, vedtog man en meget streng terrorlov.
Allerede i 2015 advarede lederen af Frankrigs interne sikkerhedstjeneste DGSI (Direction générale de la sécurité intérieure), Patrick Calvar, om risikoen for en borgerkrig.
Det kunne man læse om den 24. juli 2016 i DKA, hvor en artikel fra Gatestone (oversat til dansk) var skrevet af journalisten Yves Mamou.
Heller ikke den tidligere indenrigsminister Gérard Collomb er i tvivl om, at risikoen for, at Frankrig kommer i borgerkrig, er stor.
På trods af dette sættes der ikke navn på fjenden. Det nægtede (skriver Mamou) den tidligere præsident François Hollande, ligesom han også nægtede at nævne islamismen – og specifikt nægtede at tale om franske islamister – som fjende af franske borgere.
Den dag i dag bliver terrorangreb og mord på enkeltpersoner, hvor jøder især er i farezonen, opfattet som noget i retning af en tragisk misforståelse.
Sabelraslen
Her kan Danmark også være med. Elefanten – fjenden af danske borgere – i glasbutikken nævnes ikke med et ord. Og hvis det er helt uundgåeligt at nævne islam, er det, jf. tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen, for at præcisere, at den er voldtaget (sic). En imponerende udlægning fra en person, der igen og igen har demonstreret, at han ved mindre end intet om islam.
Men politikerne har nu ikke noget at lade den anden høre. Eftergivenhed er nøgleordet, men den værst tænkelige fremgangsmåde, når det gælder islamister.
Nogle lande taler rent ud om en uundgåelig krig eller borgerkrig. I langt de fleste lande foregår ”sabelraslen” dog ved at undgå at nævne det unævnelige ord: Borgerkrig. Der er ingen grund til at vække den slumrende løve.
I stedet protesterer befolkningerne på nettet i håb om at vække politikerne, der dog sover ret tungt. De er ude af stand til at tage bestik af nabolandenes tilstand og forstår simpelthen ikke, at tiden er ved at rinde ud.
