Fremragende bog af Merete Riisager: Om de voksne, der svigtede ved at overlade det til børnene at opdrage sig selv

Tidlige undervisningsminister Merete Riisager læser og påskriver i ny bog, der gør op med myter om børns og unges mistrivsel. 

 

Merete Riisager: SELVBYGGERBØRN. Hvordan vi overlod en generation til at opdrage sig selv. Hæftet med omslag. 240 sider. Kristeligt Dagblads Forlag. Pris 249,95 kr. Udkommet 03.09.20.  

 

***** fem stjerner ud af seks  

___________________________________________________________________ 

Stadig flere børn og unge føler sig ensomme, fortvivlede og stressede. Men hvorfor er mange så bedrøvede i en tid, hvor børn bliver forkælet ud over alle grænser, og de materielle betingelser aldrig har været bedre. Er Danmark alligevel ikke det børnevenlige land, som den officielle version bryster sig af? 

 

Hovedforklaringen på mistrivslen, der normalt diskes op med i den offentlige debat, lyder: Præstationskulturen, herunder alt for store krav i skolen og karakterpres.  

 

Nej, siger tidligere undervisningsminister Merete Riisager i ”Selvbyggerbørn. Hvordan vi overlod en generation til at opdrage sig selv”. Vi stiller ikke særligt høje faglige krav i det danske uddannelsessystem sammenlignet med andre europæiske lande.
Problemet kan derimod beskrives dels med begrebet ’perfekthedskultur’, dels med titlen på bogen, der ret præcist angiver årsagen til miseren: De voksne, ikke mindst forældrene, har et langt stykke ad vejen overladt børnene til at navigere selv (selv-opdragelse), fordi de voksne ikke har lyst til / magter / orker at tage voksenautoriteten og myndigheden (jeg-ved-bedre-fordi-jeg-er-så-meget-ældre) på sig.
Det betyder, at mange børn vokser op uden at have fået stillet tydelige krav om, hvad der forventes af dem. Konkrete krav, der gradvist – når de opfyldes – ellers kunne have givet dem selvværd, selvtillid og – yndlingsordet – robusthed. 

 

Forældre lader deres børn i stikken ved at foregøgle dem, at alt er muligt i dette liv – hvilket det selvklart ikke er – og når disse så ikke opnår deres drømmes mål, oplever de, at det må være deres egen skyld og eget ansvar. Derfor er de også så hunderædde for at fejle. Det alt for spinkle fundament, de står på, betyder, at de har svært ved at klare pres, forandringer og nederlag.
  Så den er gal, og derfor har de unge brug for, at noget af ansvaret fjernes fra deres skuldre. Med voksne, myndige personer som vejledere og opdragere.  

 

Citatmosaik
Her følger en række citater fra bogen, der angiver ærinde og bud på løsninger:

 

”(…) ”selvbyggerbørn” (…) De må på egen hånd flikke en identitet, en fortælling og et værdimæssigt ståsted sammen uden nogen nævneværdig hjælp fra de voksne.” (s. 13-14) 

 

Paradokset: På den ene side mødes børn og unge med alt for få konkrete krav. På den anden side ”mødes børn og unge med store og uoverkommelige abstrakte krav.” (s. 15)

 

Fx at tage stilling til klimakrise, sult og fattigdom!

 

Jeg [Merete Riisager] glemte, ”at kristendommen ikke kun handler om at tro og tilbede, men at det er en måde at betragte mennesket på, som vi har givet i arv igennem generationer, og som har været medvirkende til at give os en fælles forståelse af, hvad det gode er, og hvilke pligter vi har som mennesker.” (s. 26) 

 

”(…) selvom man ikke er troende, så eksisterer kristendommen som en form for grundtekst og kulturel kode i samfundet.” (s. 29) 

 

”Hvis vi ikke tillader os selv at lukke tvivlen, frygten og fejlen ind, bliver buen ganske enkelt spændt for hårdt. Både i vores egne liv, men også i børn og unges liv. Det fejlbehæftede liv er det normale. Det perfekte liv er det unormale. Det er det, vi bør lære dem. Ellers risikerer vi, at de segner under et forventningspres, de ikke kan definere, men som hviler over dem som en ond ånd eller en skygge, de ikke kan undslippe.” (s. 56, min fremhævelse LN).   

 

”Ansvaret for egen læring lægger et enormt ansvar på barnet.” (s. 117) 

 

Om projektorienteret og såkaldt innovativ undervisning: 

 

”Vil en elev eksempelvis nogen sinde af sig selv vælge at beskæftige sig med reformationen eller stavnsbåndets ophævelse (…) Vil eleven af sig selv vælge at træne stavning og kommatering til perfektion?” (s. 116) 

 

”Hyperindividualisme beskriver den tendens, at når det det enkelte individ oplever problemer eller har svært ved at finde sig til rette i fællesskabet, reagerer han eller hun ved at forvente, at fællesskabet tilpasser sig hans eller hendes behov.” (s.170) 

 

”Børn, der både bliver opdraget med, at alle muligheder er åbne, og at de selv er kaptajn på skibet og bestemmer, hvor det skal sejle hen, og som samtidig præsenteres for en konstant strøm af succes, de ikke er en del af, er i risikozonen for at udvikle en konstant forurettethed. Hvorfor har de ikke fået den del af kagen, de skulle? Hvorfor er de ikke mere populære, end tilfældet er? Hvorfor lukkes døre, når alle døre burde stå åbne?” (s. 211) 

 

(…) manglende dannelse og fraværet af kulturelle pejlemærker har bidraget til at skabe et identitetsmæssigt vakuum, hvor ekstreme bevægelser trives og vokser.” (s. 225). 

 

Med det sidste citat peges også på ’løsningen’: En ny tilgang til (ud)dannelse, et opgør med værdirelativismen, fokus på kulturarven, herunder kristendommen, den danske litteratur & sangskat mv. samt vægten flyttet over på fag(lighed), indsigt og myndighed. 

 

For børn skal have adgang til autoritative voksne (forældre, pædagoger, lærere), der hjælper og støtter dem og giver børn lov til at være børn.  

 

Bogen er et ’must’
Inden jeg læste denne bog, var jeg 99,9 procent enig med Merete Riisager i hendes syn på (ud)dannelse, pædagogik, digitalisering, misfosteret heldagsskolen etableret med folkeskolereformen 2013 mv. Derfor ikke underligt, at jeg er begejstret for bogen.
Forfatteren laver i øvrigt et af de bedste forsvar, jeg har læst, for, hvorfor kristendommen skal fylde mere i opdragelse og uddannelse – ud over hendes generelt solide argumentation for, hvor skoen (ikke) trykker blandt børn og unge.   

 

Derfor får debatskriftet også (næsten) topkarakter. Bogen er et ’must’ i den aktuelle diskussion om børn, opdragelse og (ud)dannelse. 

 

Jeg har dog et par indvendinger. Bogen er rodet opbygget med for mange gentagelser, der så optræder i forskellige kapitler. Og jo, gentagelse fremmer som bekendt forståelsen, men alligevel. En slankning af teksten med mindst 30 sider ville have gjort godt. Og det uanset at pointerne er lige sande, den tredje gang de nævnes!

 

Riisager burde også have krediteret Jordan B. Peterson, fordi hun så tydeligt trækker på hans tænkning, og at den kloge kvinde roser Bertel Haarder og kalder ham et lyspunkt – hans historik taget i betragtning – går over min forstand. 

 

OM FORFATTEREN

Merete Riisager, født 1975, uddannet cand.pæd. fra Københavns Universitet.  Tidligere folketingsmedlem for Liberal Alliance 2011-19 og undervisningsminister 2016-19.   

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…