Der er noget galt i Frankrig – republikken er rystet 

Frankrig er ikke mere indbegrebet af civilisationen og det gode liv – Frankrig har problemer. Aske Munck forsøger at afdække årsagerne i en ny bog. 

 

Aske Munck: DEN RYSTEDE REPUBLIK – hvad i alverden er der galt med Frankrig. Hæftet med omslag. 162 sider. Forlaget 28B. Vejl. pris 234, 95 kr. Udkommet d. 2.12. 20.  

 

*** tre stjerner ud af seks ___________________________________________________________________

 

Det er en spændende opgave, journalist Aske Munck har sat sig for at føre ud i livet: At få sat ord og forklaringer på, hvad der er sket i og med Frankrig siden præsident Charles de Gaulles død i 1970. Med særlig fokus på de seneste 25 år. 

 

Han tager afsæt i den klassiske forestilling om det franske: Indbegrebet af civilisationen og det gode liv – der forbindes med kunst, filosofi, litteratur og gastronomi, alt krydret med erotik og elegance. Men denne glansfulde (selv)fremstilling rimer meget dårligt på det Frankrig, der er plaget af strejker, høj arbejdsløshed og store forskelle på land og by. Af et vildtvoksende bureaukrati, korruption, politikerlede, de gule veste og spændinger mellem etniske franskmænd og migranter og efterkommere.   

 

I forordet præciserer forfatteren sit afsæt og fokus.  Han ser Frankrig som en nation, der har meget vanskeligt ved at acceptere de udfordringer, der følger med den tiltagende globalisering. (Jf. fx også Michel Houellebecqs roman “Serotonin”, der i fiktionsform analyserer den tilsvarende problemstilling). 

 

For et land, der har en dybfølt trang til orden, hierarkier og rationelle systemer – med eftertryk på RATIONEL – er globaliseringens kaos og uforudsigelighed en stor og ubehagelig mundfuld. Seks områder er blevet valgt ud til at belyse, hvor det brænder på, og de har fået hver deres kapitel: 1.  Det politiske system, 2. Økonomi og arbejdsmarked, 3. Forstæder og udkants-Frankrig, 4. Religion og terrorisme, 5. Sprog og gastronomi og 6. Den franske nations rolle internationalt. 

 

Citatmosaik – springbræt for stjernetildeling
Følgende citater afspejler den position ”Den rystede republik” er skrevet ud fra og kommer samtidig til at fungere som springbræt for min stjernetildeling. Jeg kommenterer på citaterne undervejs. 

 

”(…) højreekstremisten Marine le Pen (…)” (s. 18) 

 

Kommentar: Hvorfor er Marine le Pen højreekstremist? Hvordan kan en journalist uden gnist af argumentation tillade sig at hæfte et så stigmatiserende adjektiv på en politiker?

  

”Præsidentvalgets anden runde blev et valg mellem Marine Le Pen og Emmanuel Macron, et valg mellem en fremmedfjendsk populist, der så Europa som en trussel, og som ville snøre grænserne til i forsøget på at klynge sig til en forgyldt forestilling om landets fortid (…)” (s. 32-33). 

 

Læs også
Den traditionsrige, danske præstegård er truet. Vil den overleve i en forandret verden?

Kommentar: At være imod migration fra lande, hvis kulturbagage har vist sig umulig at integrere i Vesten, er ikke fremmedfjendsk. Det er sund fornuft. Mht ordet populist har Aske Munck tydeligvis ikke fået læst sin kollega Anna Libaks bog Forstå populismen, der argumenterer overbevisende for, at alle politikere er populister. I øvrigt er det tåbeligt at bruge glosen som skældsord.
Endelig er det ikke Europa, der er en trussel – det er EU. Denne sondring mellem et kludetæppe af (tidligere) suveræne nationalstater, Europa, og den totalitære imperiebygger, EU, er ikke uvæsentlig at holde sig for øje.  

 

”(…) hun [Marine le Pen] forsøger at fange globaliseringens ofre og skeptikere ved at tordne mod EU, frihandel og neoliberalisme.” (s. 39)

 

Kommentar: Tordne? Hvad med at bruge ordet ’argumentere’? Fulgt op på næste side af vendingen ”buldre ind i Élysépalæet”. Hvorfor ’buldre’? Her fornægter den tidligere Politiken-korrespondent og aktuelle kommentator på DR-Orientering sig ikke. Der er ikke antydning af balance, men en stillingtagen som en ordentlig graverjournalist ville have holdt sig langt væk fra.  

 

”(…) ikke just en position, der synes truet, efter at briterne stak halen mellem benene og stemte sig ud af EU.” (s. 47)

 

Kommentar: Hvilken genre har Aske Munck fat i? Er ”Den rystede republik” en propaganda-debatbog eller analytisk journalistik?
På dette tidspunkt var jeg ved at opgive bogen, fordi dens slagside til fordel for globaliseringens multi-kulti-position er forstemmende. Når Aske Munck kan glide så meget ud af en tangent, hvor stor lid kan læseren så fæste til den resterende tekst. 

 

”Mange af de unge i forstæderne har da også for længst vendt Frankrig ryggen.” (s. 75) 

 

Kommentar: ’de unge’?  Skulle vi måske i overensstemmelse med sandheden i stedet benævne dem muslimske indvandrere eller efterkommere af muslimske indvandrere?  

 

Læs også
Ny bog om et af de modbydeligste mennesker under en af de mest rædselsfulde tidsperioder i historien

Og så igen et udfald mod ’det højreekstreme parti Front National’ (s. 87) 

 

Endelig en decideret fejl: 

”International islamistisk terrorisme er nok den af de følgevirkninger af den intensiverede globalisering, der lægger hårdest pres på den franske verdslighed og religiøse tolerance og dermed også på samfundets sammenhængskraft.” (s. 121)

 

Kommentar: Nej, Aske Munck. Det er ikke terrorismen, der er problemet, selv om det skriger til himlene, at EU med sine pivåbne grænser lader de oprindelige befolkninger, ikke mindst den franske, agere sitting ducks for jihadister. Det er den snigende islamisering af de vestlige demokratier, der er problemet – og det er dét, der er tæt på at være Frankrigs hovedproblem i dag. For det koster kassen, og Danmark og Frankrig konkurrerer pt om at have verdens højeste skattetryk. 

 

Den obligate Trump-bashing slipper læseren heller ikke for: ”(…) den penge- og selvglade, orangebrune og forspiste amerikaner, der knap kan hamre 140 twitter-tegn af sted uden mindst én slå-, stave- eller faktuel fejl, og hvis kulturelle udsyn nøje følger kabel-tv’ets sendeformat.” (s. 126)

 

Det kan godt være, at Aske Munck bliver populær på Weekendavisen med den bandbulle – han gør det helt sikkert i DR-boblen Orientering – men vidnesbyrd om tilstræbt objektiv journalistik er det synd at sige, der er tale om. 

 

Aske Munck bliver reddet på målstregen
Ret skal være ret: Aske Munck bliver reddet på målstregen med sit kapitel 4 ”Frankrig og tro: Religion, verdslighed, antisemitisme og terrorisme”. Her rammer han plet flere gange, ikke mindst fordi han endelig vælger at praktisere ordentligt journalistisk håndværk ved at interviewe og citere folk, der i modsætning til ham selv ved, hvad islam og islamisme går ud på. Alene at stille skarpt på Islamisk Stat holder nemlig ikke en meter.

 

Læs også
Fremragende bog om et gammelt mord på en ung svensk pige og vores flygtige hukommelse

Jeg tænker på navne som den algeriske forfatter Boualem Sansai, Alain Finkielkraut, Jeannette Bougrab (kæreste med Charb fra Charlie Hebdo), Michel Onfray og Le Mondes litteraturredaktør, Jean Bierbaum. 

 

Hvad Caroline Fourest – endnu en forfatter, Aske Munck samtaler med – angår, skal hun aldrig glemmes for at have dokumenteret Tariq Ramadans tvetungede tale i bogen Frere Tariq (Bror Tariq). Hendes undersøgelse viste præcist, hvordan hovedtalerøret for den såkaldte euroislam Tariq Ramadan, barnebarn af broderskabets grundlægger Hassan al-Banna taler med to tunger. Fordragelige dialog-ord til de naive vesteuropæere, der lapper de søde talemåder i sig – anderledes incitament til had mod den dekadente vesterlandske kultur, når modtagerne er brødrene og ligesindede. Desværre kan hun ikke slippe sine venstreorienterede rødder (læs fx her) og bliver dermed kun i begrænset omfang et sandhedsvidne.  

 

Jeg ender på tre stjerner ud af seks, fordi Aske Munck på lange stræk FÅR taget temperaturen på den franske tilstand og formidlet vigtige og relevante informationer om de seks valgte problemområder. Store dele af værket er læseværdigt.  

 

Men han har – som det store flertal af journalister – et problem med at holde blikket på bolden og sine fordomme og uforgribelige meninger i snor.
Altså hvis det er ordentlig journalistik han har ønske om at levere? Frem for ’venstreekstremistisk’ propaganda. 

 

Faktaboks 

Aske Munck, født 1970, cand.scient.pol. Tidligere korrespondent i London for Information og assisterende udlandsredaktør på Politiken. Har siden 2003 arbejdet i Frankrig for bl.a. Politiken, P1Orientering og siden 2011 for Weekendavisen. 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…