Houellebecq nye roman på dansk: Et Vesten på lykkepiller

Michel Houellebecq har gjort det igen. Skrevet en roman, der på kornet rammer det moderne menneskes desperate forsøg på at finde mening og lykke i globaliseringens tidsalder.  

 

Michel Houellebecq: SEROTONIN (godt oversat fra fransk af Niels Lyngsø). Hæftet med flapper. 350 sider. Vejl. pris 299,95. Forlaget Rosinante.  Udkommer d. 12. april 2019.

 

****** seks stjerner ud af seks

————————————————————————————————      

Der er efterhånden få mennesker, der læser blot en smule, som ikke kender navnet Michel Houellebecq. Helt fortjent. Manden kan noget, der er de færreste (skønlitterære) forfattere beskåret. Han formår at tage den helt nøjagtige temperatur på sin samtid og stiller en kontant og usentimental – nogen vil sige pessimistisk – diagnose af, hvor det brænder på og brænder sammen i de moderne, vestlige samfund. Hvor alt for mange mennesker må fylde sig med anti-depressiver og alkohol for at holde angsten, ensomheden og fortvivlelsen i skak, mens de drives videre af en længsel efter lykke og mening i tilværelsen.

 

Den cocktail gælder også for hovedpersonen i Houellebecqs seneste bog, der meget passende har fået titlen ”Serotonin” – betegnelsen for et biokemisk middel i lykkepille-afdelingen.

 

Handling
Florent-Claude Labrouste er 46 år gammel og ansat som vellønnet konsulent i Landbrugsministeriet. I privatlivet danner han par med den tyve år yngre, smukke og sofistikerede Yuzu, der er vokset op i en velstående familie i Japan. Det ser rigtigt godt ud på overfladen. Kæresterne bor i en luksuslejlighed i Paris og kan leve det søde liv, men Florent er kørt træt i sit arbejde. Også Yuzu har skuffet ham grumt, og efterhånden har han ikke andet end lede og foragt til overs for hende.
  Men hvordan skal han skille sig med hende? Ja, hvordan i det hele taget slippe ud af det her elendige liv?

 

Efter at have opgivet tanken om at slå hende ihjel (sic!) vælger han i stedet løsningen: At forsvinde uden at give Yuzu besked.

 

Han siger sin stilling op under dække af at have fået et bedre jobtilbud og indlogerer sig derpå i et lille hotelværelse omhyggeligt udvalgt på grund af rygetilladelse. Florent er nemlig cigaret-narkoman, og med hotellets liberale indstilling til rygning slipper han for at tage mere probate midler i brug.

 

På et tidspunkt drager han ud på landet for at opsøge en gammel ven fra studietiden. Her ser han med egne øjne et Frankrig, hvis landbrug er blevet ødelagt af globalisering og EUs landbrugspolitik. Hans studiekammerat er en af de landmænd, der slider fra morgen til aften for at tjene til deres udkomme – uden at gå på kompromis med ordentlig behandling af deres dyr. Sliddet er temmeligt udsigtsløst, så stadig flere landmænd er klar til at gøre oprør i et organiseret fremstød mod de myndigheder og EU-magthavere, der smadrer deres eksistensgrundlag.   

 

Florent kan sagtens identificere sig med vennens følelse af håbløshed. Florent kan jo selv næsten ikke hænge sammen, så deprimeret er han. Det – næsten – eneste, der holder ham i gang, er stadig højere doser af antidepressiver, men han har dog endnu en lille motor i sit liv: Håbet om igen at møde ex-kæresten Camille, der har vist sig at være hans store kærlighed.
  Hvorfor bommede han? Han martres over at have forlist den relation, han nu ser som det nærmeste, man kommer lykken. Derfor kan han heller ikke opgive forestillingen om en genforening.  

 

Om missionen krones med held skal ikke afsløres her….

 

En ’pageturner’
Hvor utroligt det end kan lyde på baggrund af de mange triste temaer, der står i kø (ensomhed, angst, depression, svigt, kynisme, selvmord, bedrag, fortvivlelse, menneskehad, utroskab, dyresex, pædofili mm.), er ”Serotonin” en ’pageturner’. Læseren suges ind i jeg-fortællerens tankeunivers og kan næsten ikke vente på at få at vide, hvad Florent nu har udtænkt af vanvittige handlinger. Og hvordan han mon vil håndtere den næste af de endeløst pinagtige situationer, han får placeret sig selv i.

 

Romanprojektet lykkes på grund af en kombination af faktorer: Et veldrejet, velskrevet plot med spring mellem nutid og fortid, der skridt for skridt kortlægger og dermed kaster lys over Florents personlighed og livsvalg. En stor faktuel viden om allehånde emner som fx fødevarer, vin, kvægdrift, EU, geografi og våben. Alt pakket ind i en ætsende samfundskritik, der glider ned, fordi den kompromisløse revselse samtidig er så grotesk og humoristisk og tillige selvudleverende:

 

”(…) jeg havde endnu ikke opnået de guerilla-færdigheder som senere satte mig i stand til at være ligeglad med røgalarmer: Når man først har fået dækslet skruet af apparatet, kræver det bare to hårde knytnæveslag, det var det hele.” (s. 34)

 

”Jeg så hvordan hun hensank i dybe kvindetanker som fik yderligere dybde af endnu et glas cognac (…)” (s. 123)

 

”En global katastrofestemning lindrer altid de individuelle katastrofer lidt, det er givetvis af den grund at selvmord er så sjældne i krigstid (…)” (s. 307-308)

 

”(…) alt det her med sammenbragte familier [efter skilsmisser – LN] var efter min mening bare noget frastødende vås, når der da ikke ligefrem var tale om ren og skær propaganda som var henvendt til den højere middelklasse, og som ingen havde hørt om så snart man kom lidt ud i forstæderne.” (s. 312)

 

Citaterne giver også et indtryk af den sproglige stil. Generelt karakteriseret ved lange sætninger / få punktummer, der afspejler de reflekterende tankestrømme og iagttagelser – for så at runde af med en bemærkning, der tilfører en vittig eller spydig-provokerende krølle.  

 

Kærlighedens mulighed
Den gode nyhed i Houellebecqs ellers så sorte forfatterskab er, at han i dette værk åbner op for kærlighedens mulighed. Om hans mange kvindeskildringer holder vand – såvel de positive som de negative – vil jeg tillade mig at sætte spørgsmålstegn ved, men tvivlen er underordnet i denne større sammenhæng.

 

”Serotonin” får topkarakter, fordi det er en roman til tiden, ja på forkant. På 350 sider får forfatteren med kirurgisk præcision indfanget det morads af materielle og moralske problemer, moderne mennesker sumper rundt i – alt imens de jager kærlighedsdrømmen og lykken.  

 

Houellebecq søger og siger sandheden
Men nok en pointe, og i min optik den altafgørende, skal tilføjes. Også fx en Helle Helle, en Naja Marie Aidt og en Carsten Jensen skriver god litteratur. Men i modsætning til Houellebecq går de uden om som forfattere – ligesom det store flertal af deres kolleger – at forholde sig til det vigtigste tema overhovedet i tiårene omkring århundredeskiftet: At den vestlige kultur og de nationale demokratier er i gang med et selvmord på grund af dels massemigration, dels institutionernes sammenbrud i takt med at rødderne til kristendommen tørrer ud.   

 

Fordi Houellebecq søger og siger sandheden – så ond og tung og grim den end er – er han i en helt anden liga: Han leverer Sandhed med stort S, i modsætning til den dominerede, relativistiske, socialkonstruktivistiske diskurs, der er ude af stand til at skelne løgn og ideologi fra, hvad der er sandt.  

 

Hvilke skønlitterære forfattere kan man sammenligne ham med i nyere tid? De, der umiddelbart dukker frem på nethinden, er navne som George Orwell, Albert Camus, Aleksandr Solsjenitsyn og Imre Kertész. Desværre alle døde.

 

Inden for faglitteraturen melder nulevende, ægte intellektuelle som Roger Scruton, Douglas Murray, Jordan B. Peterson, og på dansk grund Lars Hedegaard og Søren Krarup, sig på banen.

 

Men hold fest, hvor er der langt mellem snapsene i en æra gennemsyret af liberalistisk og socialistisk ideologi. Så meget mere skal der kippes med flaget for Michel Houellebecq.

 

Faktaboks:

Michel Houellebecq (født 1956) er fransk forfatter. Han er oprindeligt uddannet som ingeniør og har udgivet både romaner, digte og essays.
  Han debuterede i 1994 med romanen ”Udvidelse af kampzonen”, der hudfletter det moderne samfund. Han får sit internationale gennembrud med romanen ”Elementarpartikler” (2001) og har siden udgivet romanerne ”Platform” (2003), ”Muligheden af en ø” (2005) og ”Kortet og landskabet” (2012).  For sidstnævnte værk modtog Houellebecq litteraturprisen Prix Goncourt, der regnes for Frankrigs mest betydningsfulde af slagsen.
  I 2015 udkom romanen “Underkastelse”, der skildrer islamiseringen af Frankrig – en bog der gør forfatterens navn kendt i en bredere kreds.  

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…