Der er mange huller i Repatrieringsloven, som kan udnyttes af skruppelløse personer

Asylansøger på vej gennem Europa i 2015 (Arkiv/Skærmprint fra You Tube)

Da det kom til befolkningens kundskab, at den syriske hustru- og barnemorder Hussein Abbas, hvis han fik en fængselsdom i Syrien, ikke ville kunne nå tilbage til Danmark inden fortrydelsesrettens udløb og dermed skulle have udbetalt 2. rate på 100.000 kr. af repatrieringsbeløbet, vakte det mildest talt opsigt.

 

I februar 2020 rejste han hjem med 1. rate af repatrieringsbeløbet på lommen. Om hans kone, der havde søgt skilsmisse fra ham, samt deres tre børn fulgtes med ham, eller hun blev lokket til at rejse til Syrien efter ham, står lidt uklart, men i hvert fald fik han mulighed for at myrde hende og deres 8-årige søn. De to småpiger undgik denne skæbne, da de på mordtidspunktet var hos kvindens familie i Syrien.

 

Udlændingeministeren, Mattias Tesfaye, erklærede sig lige så opbragt som befolkningen, for Repatrieringsloven havde ikke taget højde for, at hvis repatrierede begik bestialske forbrydelser i hjemlandet og blev idømt  en fængselsstraf, der gik ud over fortrydelsesrettens udløbsdato, havde det til konsekvens, at forbryderen var berettiget til at få udbetalt 2. rate af repatrieringsbeløbet.

 

Man kan indvende, at det nok er en ret usædvanlig sag, og at man ikke i en lov kan tage højde for alt. Imidlertid skal politikerne nok gå med både rem og seler, når det gælder skatteydernes penge, der deles ud til udlændinge, der rejser hjem.

 

Men uanset, at Tesfaye vil ”gøre noget” og lappe hullet i loven, lovgiver vi ikke med tilbagevirkende kraft, så i denne sag er der næppe megen hjælp at hente.

 

Dømmes han ikke, kan han rejse tilbage til Danmark og få bistandshjælp.

 

Så lige meget hvad, vi må til lommerne igen-igen.

 

Repatrieringens målgruppe

Hele repatrieringsloven (REL) kan ses her. Beløbene er forhøjet og kan ses her.

 

Repatrieringshjælp til de oprindelige ufaglærte fremmedarbejdere, så de kan tilbringe deres alderdom i deres eget land og kultur med en økonomisk tålelig tilværelse, er vel kun rimeligt. De kom hertil uden særlig skolegang, og mange var analfabeter. De kunne kun bestride jobs på fabrikker med nedslidende og monotont arbejde, som ingen danskere ønskede at påtage sig.

 

Men at mange herudover – se REL § 3, stk. 2 – kan få repatrieringsbistand, når der skæres ned på alt, hvor der overhovedet kan presses en kniv ind, mens der sprøjtes penge ud til folk, der for de flestes vedkommende aldrig har gjort den mindste nytte, ses som et urimeligt økonomisk pres på den danske befolkning.

 

Selv migranter, der har stået på den danske grænse og sagt ”asyl” (det er dem, politikerne fejlagtigt kalder flygtninge), kan blive repatrieret. De skal blot have været i landet i 5 år, så kan de blive berettiget.

 

Den reklame for Danmark kan vi nok godt undvære. Uden nødvendigvis at være tvunget til løfte en finger, skal man bare klare at bo 5 år i et land med en befolkning man hader og foragter. Så kan vende tilbage til hjemlandet med en stor pose penge.

 

Vi sparer en masse penge

Selv om det gør ondt i pengepungen at udbetale så mange penge til fremmede, der for rigtig manges vedkommende aldrig har lagt en eneste krone i fælleskassen, og som vi tilmed har forsørget i X-antal år, er vi nødt til at erkende, at det billigere trods alt.

 

Det vil sige, det kan være billigere, hvis ikke politikerne havde fundet på, at de fremmede skulle have lov til at fortryde og dermed have ret til at vende tilbage til Danmark – til offentlig hjælp.

 

Hvis ikke loven indeholdt fortrydelsesretten (se nedenfor), ville det være korrekt, at vi sparer en masse penge ved at få de fremmede til at rejse hjem. Tænk blot på repatriering af en familie med mor, far og 3 skolesøgende børn mellem 5 og 16 år.

 

Tallene er de forhøjede beløb – se linket ovenfor.

 

Mor og far får 2 x 136.543 kr. og de 3 børn 3 x 41.643 kr., i alt 328.814 kr. Dog udbetales ved udrejsen mindre, nemlig 2 x 54.617 kr. og 3 x 16.657 kr., i alt 159.205 kr. Resten udbetales efter 12 måneder, hvis de ikke vender tilbage til Danmark inden da.

 

Dertil kommer ”det løse”, se § 7, stk. 2, 1.-3. pkt. og 5.-10. pkt. Udover de fastsatte sammenlagte beløb, der andrager kr. 262.230, men nu er forhøjet, er der flybilletterne, udgifterne til eventuelle vaccinationer og nationalitetspas, hvor der betales højst 10.000 kr. pr. person.

 

Som med selve repatrieringsbeløbet, der deles i to, er der også flere af beløbene under ”det løse”, der udbetales over 2 gange.

 

Hvis de bliver i hjemlandet, frem for at bruge deres fortrydelsesret og vende tilbage til Danmark, vil beløbet til denne familie være næsten over 800.000 kr.

 

Og det er jo pebernødder i forhold til eventuel offentlig forsørgelse af forældre og børn. Selv med job til begge efter nogle år med danskundervisning, vil den skat, de betaler, udgøre et minimum af de udgifter, de koster samfundet. Dertil kommer børnetilskud, børneinstitution, skolegang, eventuel uddannelse, eventuel sygdom, lægebesøg, hospitalsindlæggelse, tandlæge, briller m.v. Og her er slet ikke medtaget, at et eller flere af børnene måske bliver kriminelle, hvorefter advokatbistand, domstole og fængsel kommer oveni de andre udgifter.

 

Gå blot i gang med at regne ud, hvad den syriske migrant, Daham Mamoud Hasan,   med de tre koner og tyve børn kommer til at koste det danske samfund.

 

I første omgang fik han én kone og otte børn familiesammenført. Den familiesammenførte kone er i den fødedygtige alder, så….

 

Yderligere ni børn under 15 år er i venteposition, men Hasan har ikke selv penge til at betale flybilletterne, siger han, for han savner sine andre to koner så meget, at han ikke er i stand til at arbejde, men må have psykologbistand. Det er de utroligste undskyldninger udlændinge kan bruge for at slippe for at arbejde.

 

Hasan må håbe på, at venligboerne foranstalter en indsamling.

 

De sidste tre af Hasans børn, der er over 15 år, må så selv finde vej hertil og sige ”asyl” sammen med Hasans to andre koner. Lykkes det for dem alle at blive samlet her i Danmark, vil det være ulige billigere at få dem til at rejse hjem igen, uanset den exorbitante øjeblikkelig udgift. Hellere det end at have familien boende her i landet. Det ville kunne slå bunden ud af statskassen.

 

Det må være tydeligt for enhver. Økonomerne har ret. Hver en krone i repatriering er godt givet ud.

 

Hvis det altså ikke lige var for fortrydelsesretten.

 

Fortrydelsesretten

Her kommer så dilemmaet. For loven giver migranterne tilladelse til at fortryde (REL § 9). Så hvis de kommer tilbage inden for 12 måneder, er de mange skatteyderpenge spildt. De kommer tilbage og kommer direkte på offentlige ydelser.

 

Mange kommuners sløseri med at kræve repatrieringsbeløbet tilbagebetalt, har bevirket, at der nu er et absolut krav om tilbagebetaling. Sådan da. For hvis der gennem 3 år ingen udsigt har været til, at beløbet kan blive betalt tilbage, eftergives det.

 

Jeg kan forestille mig, at undskyldningerne – som ved nægtelse af arbejdsindsats – er meget fantasifulde. Og tilbage står danskere måbende. Hvor fantasifulde disses undskyldninger end måtte være, har de ikke en jordisk chance for at få eftergivet gæld til det offentlige.

 

En rundspørge til 24 kommuner viser, at i 21 konkrete sager, overstiger kommunernes tab to millioner kroner. Der er tilfælde, hvor opholdet i hjemlandet kun har varet en måned. Se her fra Viborg Kommune. Og Københavns og Århus Kommune.

 

Rekognosceringsrejser

Det er muligt for udlændinge at få tilladelse til at rejse hjem i en periode på 3 måneder med bibeholdelse af bistandshjælp/arbejdsløshedsunderstøttelse for at undersøge, om der er mulighed for at få job og bolig ved en tilbagevenden.

 

Men skulle vel kunne gå ud fra, at når et voksent menneske har haft 3 måneder til at undersøge forholdene i sit hjemland og bestemmer sig til at rejse hjem, så er en fortrydelsesret ufornøden.

 

Når en udlænding kan få begge dele – rekognosceringsrejse og fortrydelsesret – er der tale om en typisk dansk barnepigementalitet over for udlændinge. I yderste konsekvens betyder det 3 måneders ferie med alt betalt, dernæst en stor pose penge at rejse hjem for, fortrydelse og tilbagevenden til Danmark og skatteyderne.

 

Så når nu hullet i Repatrieringsloven skal lappes, kunne man måske ved samme lejlighed kræve, at rekognoscering altid skal gå forud for repatriering. Herefter fanger bordet, og fortrydelse er udelukket.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…