Den Korte Avis har længe efterlyst debat om thorium – nu spørger Welt: Hvorfor er dette vidunder af en reaktor ikke bygget for længe siden?

Faximili/ Welt

Hannes Stein fra tyske WELT (nyheder, kommentarer m.m) skriver om atomkraft, 2.9.2020:

 

Thorium (smeltet) saltreaktorer er testet siden 1950erne og har forbløffende fordele i forhold til alm. atomkraftværker. Den mængde thorium, det tager at producere så megen energi, som du bruger hele dit liv, er ikke større end en kugle, der kan ligge i din hånd. Thorium er mere almindeligt end uran, der bruges i atomkraftværker i dag, og derfor meget billigere. Der er store forekomster af dette svagt radioaktive metal i Indien, USA og Norge, og måske hundredtusindvis af tons i Tyrkiet.

 

Affald fra thorium udleder kun radioaktivitet i 300 år, og en kernenedsmeltning kan ikke ske, fordi atombrændstoffet allerede er opløst i en smeltet saltopløsning. I tilfælde af en ulykke forbliver elektriciteten slukket, og den smeltede radioaktive væske løber ud i en tank. Fast stof, der er egnet til våben, produceres ikke i et thoriumkraftværk. Den mængde radioaktivt affald, der kommer ud, er kun farlig radioaktivt i ca. 300 år. Og bedst af alt: Med et sådant kraftværk kan man også reducere det eksisterende nukleare affald og genbruge det til at generere elektricitet.

 

Thorium saltreaktorer udleder ikke CO2 og er mere miljøvenlige end vindmøller og solceller. De dræber ikke fugle, og når de fjernes, er det ikke nødvendigt at begrave giftige sjældne jordarter på lossepladser med farligt affald. Thorium saltreaktorer fungerer også under rolige vindforhold og efter solnedgang, så strømforsyningen til en by som Shanghai eller Hamborg kan sikres.

 

Hvis reaktorerne producerer for meget elektricitet, kan energien bruges til at dele vand i ilt og brint, som derefter kan bruges til brintbiler, der ikke udleder udstødningsgas og derfor gør luften renere under kørsel eller til at optage CO2 fra atmosfæren og komprimere det til opbevaring i jorden.

 

Thorium saltreaktoren skal ikke først opfindes, da en prototype blev testet med succes på Oakridge National Laboratory, Tennessee 1954 – og en anden prototype fra 1965-69. Den eneste ulempe var korrosionen af metalhuset fra det flydende salt, men man forudså, at problemet kunne løses.

 

Forsøget blev stoppet pga. den kolde krig, da uran bedre end thorium kunne anvendes til atomvåben. Derfor valgte man den sikre og kendte vej med uran og plutonium i amerikanske og sovjetiske atomkraftværker, hvor infrastrukturen allerede var klar. Nu drejer det sig i fremtiden også om frygt for de menneskeskabte klimaændringer samt forsyningssikkerhed. Fx ønsker Indien at opnå energiuafhængighed inden for få årtier ved hjælp af thorium saltreaktorer.

 

Tyskland kunne stoppe brugen af brunkul meget hurtigere.  Et godt forslag vil være, at tyskerne, der er et folk af opfindere og ingeniører i deres bedste og værste historiske øjeblikke, skulle bygge thorium reaktorer til eget brug og også eksportere dem. Ledere fra Siemens og Uniper burde lytte!

 

Fra et økologisk synspunkt ville det være et spring fremad, hvis Tyskland kunne stoppe med at brænde brunkul og samtidig demontere de grimme vindmølleparker. Det ville også være et socialt fremskridt, idet elpriserne, som især er en byrde for fattige husstande, så kan falde igen. Sidst men ikke mindst ville det resultere i en global politisk fordel. Hvilket land, kære læser, foretrækker du at være afhængig af – Rusland eller Norge?

 

Alle fra Luisa Neubauer til Angela Merkel, fra CSU til Venstreparti, fra kapitalister til velfærds­modtagere burde være for, men atomkraft betragtes stadig som en djævelsk ting i Tyskland, skønt der til dato er færre mennesker døde af den end af forbrænding fra fossile brændstoffer.

 

Det eneste legitime middel mod klimaændringer i Tyskland er afkald, afkald, afkald og en prædiken om moral. Tanken, at et teknisk problem kunne løses med tekniske midler, er næsten kættersk. Det vil være utænkeligt, at tyskerne vil trække ‘atomkraft-nej-tak’ klistermærkerne fra deres øjne og se klart ind i verden, når en grøn kansler overtager regeringsansvaret. Robert Habeck (forfatter og leder af De Grønne), vis vejen!

 

Oversat og forkortet af Jonna Vejrup Carlsen, global-alarm.dk

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…