Coronasmitten er tårnhøj blandt indvandrerne på Københavns Vestegn, men politikerne kan ikke få styr på den – det har sin særlige grund

TGadebillede fra Nørrebro i København (Foto: Privat)

Siden corona for alvor brød igennem i marts måned, har kommunerne på Københavns Vestegn stort set permanent haft landets højeste smittetal.

 

Man måler det såkaldte incidenstal, der angiver antallet af nysmittede pr. 100.000 indbyggere inden for den seneste uge. I de hårdest ramte kommuner har incidenstallet ligget på over 300 tilfælde pr. 100.000 indbyggere. Det er meget højt.

 

Også København og Frederiksberg har stigende incidenstal.

 

De fem kommuner i landet, der har det højeste incidenstal, ligger i Region Hovedstaden. Vestegnens kommuner har så hen ad vejen ’konkurreret’ indbyrdes om, hvem der ligger højest. Det er gået lidt på skift.

 

I øjeblikket ligger Ishøj på den tvivlsomme førsteplads tæt forfulgt af Brøndby og Albertslund. Vestegnskommunerne er konstant stærkt repræsenteret i top10.

 

Mønsteret er velkendt fra andre europæiske lande: Smitten er høj i de indvandrertætte områder.

 

Nu skal der ske noget … siger man

Herhjemme er det hverken lykkede for regeringen eller de berørte kommuner at få styr på den særligt høje smitte i disse områder.

 

Det har virket, som om myndighederne lidt havde opgivet ævred. Tingene har fået lov til at gå deres skæve gang. Og når ministre og borgmestre har holdt møde om problemet, er der mest kommet tyndt øl og afmægtig snak ud af det.

 

Men nu taler både politikere og eksperter igen om, at man er nødt til at gøre noget ved situationen på Vestegnen.

 

Sundhedsminister Magnus Heunicke taler om ”særlige tiltag” i forhold til de hårdest ramte områder. Både eksperter og politikere nævner den mulighed, at man midlertidigt lukker skoler og ungdomsuddannelser ned i de mest berørte kommuner – i to til fire uger.

 

Blandt andet er professor Allan Randrup Thomsen inde på den tanke.

 

Det er da også muligt, at man kan få en vis opbremsning i smitten med en sådan midlertidig nedlukning. Det er da forsøget værd.

 

Det giver hverken politikerne eller eksperterne svar på

Men de politikere og eksperter, der anbefaler denne fremgangsmåde, skylder svar på ét spørgsmål:

 

Hvad gør man for at sikre, at en sådan nedlukning ikke kun har en forbigående effekt? Det hjælper jo ikke meget, at smitten bliver bragt ned i nogle uger eller måneder, hvis den så tager fat igen, når den midlertidige nedlukning er forbi.

 

Man kan lave det ene eller det andet midlertidige indgreb. Men hvad er strategien for at rulle coronasmitten mere permanent tilbage i de indvandrertætte områder på Vestegnen?

 

Det giver hverken politikerne eller eksperterne noget svar på. De går rundt om den varme grød.

 

Indvandrere og samfundssind

Kendsgerningen er, at smitten kun for alvor kan rulles tilbage, hvis borgerne viser samfundssind. De skal tage ansvar for, at de ikke har en adfærd i det daglige, der fører til spredning af smitten.

 

Når man taler om uddannelsessteder, vil lærerne og skolen naturligvis have et ansvar for, at man undgår smitteadfærd.

 

Men en meget stor del af smitten sker i privatlivet. Og når der er så stor en smitte i indvandrertætte område, hænger det sammen med en kultur og livsstil, der øger risikoen for smitte.

 

Ikke-vestlige indvandrere bor ofte tæt sammen i store familier. Og hvis de ikke bor sammen, omgås de i hvert fald familien hyppigt.

 

Når nogen bliver syg med corona, vil familien ofte reagere ved at samles om den syge. Med risiko for smitte.

 

I det hele taget orienterer mange af disse indvandrere sig meget mod familien. Familiesamhørighed er en meget stærk værdi. Det er samfundssind derimod ikke. Man føler et stort ansvar for familien, men ofte ikke det samme ansvar for samfundet som helhed.

 

I den danske tradition er der en meget stærk sammenhængskraft og tillid mellem borgerne – også blandt borgere, som ikke kender hinanden personligt. Det betyder, at samfundssindet spiller en helt central rolle: identifikationen med og ansvaret for samfundet som helhed og ikke bare i forhold til familien.

 

Kampen mod corona skal i høj grad føres i privatlivet

Vi ved, at en meget stor del af smitten sker ved privat og personligt samvær – i familien og andre tætte relationer, for eksempel nære venner.

 

Skal man bremse smitten, må man ændre de nære relationer i en retning, der gør dem mindre risikable. For eksempel ved at begrænse antallet af personer, man omgås under private former.

 

Det forsøger de danske myndigheder da også at regulere. Men den slags kan man jo ikke sætte politiet til at ordne. Man må først og fremmest appellere til folks sunde fornuft og samfundssind. Alle må tage ansvar for, at kampen mod corona også føres i den daglige omgang med andre.

 

Men her synes der altså at ligge et problem, som myndigheder og medier tier forlegent om: For mange ikke-vestlige indvandrere ligger det fjernt at begrænse sig til en meget snæver privat omgangskreds. Danskere har også problemer med det, men ikke så store.

 

A-f-m-a-g-t

Kultur spiller en kolossal rolle for vores adfærd. Og kulturen i store ikke-vestlige indvandrergrupper gør det sværere at få styr på smitten. Det problem ser man som sagt over det meste af Europa.

 

Man kan lukke uddannelser midlertidigt ned, så meget man vil. Det kan hjælpe et stykke ad vejen. Men hvis man ikke får ændret den personlige adfærd – hverdagskulturen – så er det mere end svært.

 

Det er jo også derfor, at det foreløbig går så dårligt med at få styr på smitten på Vestegnen og lignende indvandrertætte områder. Og det er derfor, at politikere og eksperter kun har få og sparsomme bud på, hvad man skal gøre.

 

Således bliver vi ved med at mærke de fatale konsekvenser af den indvandringspolitik, som uansvarlige danske politikere satte igennem for årtier siden.

 

Man kalder det Vestegnen. Men det staves: A-f-m-a-g-t.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…