Morten Messerschmidt har med stor viden og engagement skrevet et angreb på EU og et stærkt forsvar for nationalstaterne

Lone Nørgaard anmelder:

Morten Messerschmidt: FARVEL TIL FOLKESTYRET. Hvordan EU ødelægger frihed, folk og folkestyre – og hvad vi kan gøre ved det. Hæftet. 228 sider. Forlaget Munch & Lorentzen. Vejl. pris 250 kr. Udkommer 9.11. 20.

 

 

Morten Messerschmidt har med stor viden og engagement skrevet et angreb på EU og stærkt forsvar for nationalstaterne.

 

I bogen hudfletter han EU og sætter de ’liberaldemokratiske’ ideologer på plads.

 

Men hvem er det, han først og fremmest retter skytset mod i bogen?

 

Det er magthavere, som hverken er særlig demokratiske eller særligt liberale.

 

De er derimod anti-folkestyre og vil binde den politiske magt igennem konventioner og jura. Det sker ved at overlade magten til dommere, embedsmænd og eksperter, der på papiret tilslutter sig folkestyret, men i virkeligheden gerne var folket foruden.

 

Liberaldemokratiet bygger på glødende EU-begejstring og had til nationalstaten – den ramme, der ellers er forudsætningen for ægte demokrati.

 

Titlen ”Farvel til folkestyret” angiver indfaldsvinklen for analysen: Folkestyret ses som værende under pres, men – understreges det – truslen kommer ikke fra populisme eller antiliberalisme, som det ellers så ofte forlyder (læs fx her). Nej, den kommer fra vogterne af den såkaldt gode tone og fra konventionerne, der baster og binder til det abstrakte ’menneskerettighedsstyre’.

 

Bogens opbygning
Bogen er bygget op i 12 kapitler med et forord og en epilog. Hvert kapitel bærer en overskrift fulgt op af en kort, indledende passage, der angiver kapitlets ærinde.

 

Eksempel: ”Kapitel 5: Når juraen skifter side – mod folket

Med internationalismen bliver stadig flere politiske spørgsmål som klima, udlændinge eller velfærdspolitik til jura, der ikke afgøres af de folkevalgte, men af internationale domstole. Men hvor går man hen som vælger, hvis det ikke længere er de valgte, der bestemmer?”

 

Det tema belyses så i kapitlet med en række konkrete eksempler og i dette tilfælde konkluderes, at det er dommerne i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, der sætter kursen – ikke politikerne eller vælgerne. I liberaldemokratiet er dommerne blevet til lovgivere.

 

Citatmosaik

Følgende citater skulle gerne give en idé om det mere præcise indhold i den analyse, som Messerschmidt laver:

 

”(…) demokrati som styreform og demokrati som ideologi [står] i skærende kontrast overfor hinanden. For de, som ikke deler den vision, der udspringer af menneskeretten, vil ikke alene være i opposition til deres politiske modstandere, de vil være sat uden for hele den demokratiske proces. Dette er selve kernen i liberaldemokratiet – at ekskludere de holdninger, der ikke passer ind. Uanset hvor stor folkelige opbakning de har.” (s. 15)

 

Den aktuelle samfundstilstand sættes ind i en større historisk sammenhæng:

”På blot to generationer er hovedparten af den folkelighed, genkendelighed og tryghed, der fik samfundet til at hænge sammen i tillid og tryghed, forsvundet (…)

 

På få generationer er det lykkedes 68’erne at opløse de bånd, institutioner og traditioner, som frihedskæmperne døde for.”  (s. 19)

 

”Er den projicerede næstekærlighed [støtte til venligsindede NGO’ere] i virkeligheden blot en smutvej væk fra det personlige ansvar?” (s. 21)

 

”Fede og velfærdsfodrede mennesker, der ikke stiller spørgsmål, så længe supermarkedernes hylder bugner, og overførselsindkomsten kommer til tiden. Det er demokratiets dødsdom.” (s. 142)

 

”Mere end noget andet er EU-Parlamentet blevet skueplads for den ophøjede og anmassende følelse af at ”være god”. 10 år som medlem af dette parlament gav rigeligt med oplevelser af det hykleri og den dobbeltmoral, som EU-Parlamentets flertal overser i den højere sags tjeneste – nemlig det ”Europa”, man mener at skabe. I ideologisk blindhed ser de ikke, hvordan de forbryder sig imod selve de principper, de siger, at de forfægter” (s. 143)

 

”Det er ud af denne arv – fra det moderne gennembrud og verdenskrigenes totalitære ideologier, over mellemkrigstidens kulturradikalister og 68’ernes flowerpower-oprør til vore dages humanistiske internationalister – at liberaldemokratiet er født: en nihilistisk forkyndelse af det profane, men generelle; en bekendelse til universelle værdier, men båret af en afmagt og derfor uvilje til at definere dem. Ideologi frem for det konkrete, principper frem for virkelighed. For i den principielle verden er det jo nemt at være god og korrekt – man skal bare gøre det modsatte af de onde og ukorrekte.” (s. 194)

 

”Det er forkert, når man i dag stadig beskriver de politiske modsætninger som et spil mellem højre og venstre. Det er en gammeldags målestok fra klassesamfundets tid. (s. 216)

 

I epilogen med overskriften ”Det nødvendig oprør” kommer så Messerschmidts bud på, hvad vi skal besinde os på: At vi skal være forpligtet på noget, der ligger ud over os selv, for nok så megen velfærd kan ikke skabe et forpligtende fællesskab. At Danmark ikke tilhører enhver, men er danskernes førstefødselsret – og at det er slut med at tale om Danmark som en selvstændig nation, medmindre vi kommer ud af EU.

 

EU alias Europas Undergang
Da jeg i adskillige år har oversat forkortelsen EU til Europas Undergang, løber Morten Messerschmidt åbne døre ind hos mig. Jordbunden er gødet for hver et ord, og jeg kan ingen hår finde i suppen på indholdssiden. Det er gedigent arbejde, der leveres, med mange fine pointer, og forfatterens juridiske baggrund er et klart plus, når han skal gennemgå forfatningsret før og nu.

 

Knapt så begejstret er jeg for bogens opbygning, fordi det flere steder undervejs kniber (for mig!) med at se den røde tråd. Er det gået lidt for stærkt med at få debatskriftet ud? Indimellem bliver sproget også for akademisk.

 

Men det er i småtingsafdelingen, og fast står det, at Morten Messerschmidt har en såre vigtig stemme i samfundsdebatten, og hans seneste bog bekræfter hvorfor: Han er meget vidende, meget belæst og meget skarp. Og så brænder hans engagement – og store kærlighed til fædrelandet – vederkvægende klart igennem.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…