Taiwan har vist hvordan en epidemi håndteres

skærmprint/YouTube

Taiwan er lidt mindre i areal end Danmark, men har 24 millioner indbyggere, så øen er tæt befolket, godt 5 gange så tæt som Danmark. Den største by, Ny Taipei, har godt 8 millioner indbyggere. Øen ligger (ukomfortabelt) tæt på Kina, hvis erklærede mål er at ’inkludere’ øen. For at tækkes Kina, er det kun ganske få og små lande, der har officielle diplomatiske forbindelser med Taiwan, Danmark afbrød de diplomatiske forbindelser med Taiwan allerede i 1950.

 

På trods af de spændte politiske forhold, har Taiwan tætte økonomiske forbindelser med Kina, og der er en livlig trafik mellem de 2 lande, så allerede den 21. januar registrerede Taiwan den første person med corona virus, det var en skolelærer der havde undervist i Wuhan. Allerede dagen før, havde Taiwan aktiveret sit Central Epidemic Command Center (CECC), som var blevet etableret efter SARS udbruddet i 2004, til katastrofehåndtering.

 

Der blev indført en lang række tiltag (124 efter sigende), som omfattede rejserestriktioner, specielt over for Kina, testning, karantæner, og brug af masker, en effektiv smitteopsporingen var allerede i fuld gang, og rejsende fra Wuhan var blevet inspiceret siden den 1. januar, på grundlag af rygter om den nye virus. Men der blev ikke foretaget nogen form for nedlukninger.

 

Taiwan registrerede herefter 0-2 smittede pr. dag frem til den 15. marts, hvor der pludselig var 6 smittede. Det viste sig at de alle sammen var rejsende ankommet fra Europa (som man troede var sikkert), så det blev besluttet at finde og teste alle rejsende der var kommet fra Europa inden for de foregående 2 uger. Det gav 304 nye registrerede smittede, men så var det stort set overstået.

 

Frem til den 7. maj havde Taiwan igen 0-2 registrerede smittede pr. dag, og efter den 7. maj har de ikke fundet en eneste. Der skal nok dukke nye op, og der arbejdes stadig på at forbedre apps til sporing af kontakter, et arbejde som de menige taiwanesere også inddrages i. Der vil blive gjort alt for, at de nye udbrud bliver taget i opløbet. Ialt har Taiwan registreret 440 smittede (af mere end 69.000 testede personer) og har haft 7 dødsfald! Det er ret godt gået. Italien har relativt set næsten 2.000 gange så mange dødsfald. Taiwan har hele tiden fungeret nogenlunde normalt, uden nedlukninger, mens den italienske økonomi hænger i laser.

 

Vesten kan ikke have været uvidende om epidemier som SARS, MERS og Ebola. Hvordan kan det være at Vestens epidemiberedskab bestod i at lade hovedparten af befolkningen blive smittet? fordi det skulle være nyttesløst at forsøge at stoppe en virus, alle ville, før eller siden blive smittet, ifølge vestlige epidemiologers trosbekendelse. Epidemien skulle så ovenikøbet forløbe langs den katastrofale ’grønne’ kurve der, som dokumenteret i Den Korte Avis (1), uvægerligt ville føre til et stort antal dødsfald og omfattende økonomiske skader.

 

Der er noget at lære i Taiwan. Måske skulle vi overveje at genoptage de diplomatiske forbindelser med landet?

1) https://denkorteavis.dk/2020/corona-den-groenne-kurves-forbandelse-og-alternativet/

 

Per Ullidtz er uddannet som civilingeniør. Derefter har han arbejdet på DTU, og de sidste 10 år før pensionering, for University of California, via et lille dansk firma. Hans hovedinteresse har være matematisk simulering

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…