Corona: Den ’grønne’ kurves forbandelse – og alternativet

Graf fra Statens Serum Instituts hjemmeside

I forbindelse med corona krisen bliver det diskuteret, hvor store økonomiske tab samfundet skal lide, for at reducere tabet af menneskeliv. Det er legitime og vanskelige spørgsmål, men følger man den ’grønne’ kurve som strategi, er det ikke et spørgsmål om enten eller, men om både og. Med den ’grønne’ kurve får man både store økonomiske skader og store tab af liv.

 

Grafer med den stejle ’røde’ kurve og den flade ’grønne’ kurve, har været præsenteret overalt i den vestlige verden. Gav man epidemien lov til at følge sit naturlige forløb, ad den ’røde’ kurve, indtil størstedelen af befolkningen var blevet smittet og man havde fået ’flokimmunitet’, så ville sundhedssystemet blive fuldstændig overvældet. Fulgte man derimod en ’afbødningsstrategi’ langs den ’grønne’ kurve, ville man kunne sikre flokimmuniteten, uden at sundhedsvæsenets kapacitet blev overskredet.

 

Graferne er en kunstnerisk fremstilling, der ikke har meget med virkelighedens verden at gøre, der er ingen tal på kurverne, hverken for antallet af syge eller for forløbenes varighed. Havde den ’røde’ kurve været 10 gange så høj som den ’grønne’, og den ’grønne’ 10 gange så langvarig som den ’røde’, havde det været mere realistisk. Som de fremstår, giver kurverne et forfalsket billede af virkeligheden, og at fornægte virkeligheden har aldrig været en god overlevelsesstrategi, så lad os sætte lidt tal på kurverne.

 

Den ’røde’ kurve

Statens Serum Institut (SSI) har beregnet at smittetrykket ved epidemiens udbrud i Danmark, det initiale reproduktionstal (R0), lå mellem 4 og 6, hver smittet bragte smitten videre til mellem 4 og 6 nye. Med et R0 på 4 vil man opnå flokimmunitet når mere end 75% af befolkningen har været smittet (1-1/R0), og er blevet immune. Havde man i Danmark ladet epidemien gå sin naturlige gang, uden restriktioner og uden at befolkningen ændrede adfærd, så havde epidemien være overstået på 3 måneder, dvs om en uges tid.

 

Den ’røde’ kurve er en barsk sag, vi ville have haft titusindvis af dødsfald, og sundhedsvæsenet ville have været blæst helt omkuld, men de nationaløkonomiske skader ville ikke have været så omfattende. Mere end 75% af befolkningen ville være blevet immune (forudsat at man bliver immun efter smitte), men der ville være gode muligheder for nye bølger af epidemien, når en af virussens utallige mutationer finder ud af at omgås immunitet over for den første variant. Det var formentlig hvad der skete i 1918-19, under den Spanske Influenza, hvor der kom en første bølge i sommeren 1918, derefter en meget dræbende bølge i det sene efterår, og endelig en tredje bølge i 1919.

 

Den ’grønne’ kurve

Vi fulgte ikke den ’røde’ kurve, der blev indført talrige restriktioner og vejledninger, som reducerede smittetrykket, så vi istedet kunne følge den ’grønne’ kurve. Men det gjorde vi heller ikke. Restriktioner og adfærdsændringer var så omfattende, at smittetrykket blev banket ned til under 1,0, og epidemien begyndte at aftage. Så vi havnede meget langt under den ’grønne’ kurve.

 

Men hvad ville der være sket, hvis vi havde fulgt den ’grønne’ kurve? eller hvis vi senere igen skulle nå op på den? Det findes der efterhånden solid viden om. Det er ikke viden der adskiller sig væsentligt fra hvad man allerede vidste fra Østasien, ved den europæiske start af epidemien, men nu er det viden der er forankret i målinger foretaget i Europa.

 

To smitte analyser fra Sverige, en mindre fra Stockholm og en større der dækker hele landet, viser at dødeligheden, for dem der bliver smittet med Covid-19, er mellem 1,0% og 1,6%. Det er den såkaldte Infection Fatality Ratio, IFR.

 

Det bekræftes af en anden type af anlyser fra England (UK), Frankrig og Spanien. Her har man målt forekomsten af antistoffer, for at bestemme hvor stor en del af befolkningen der er blevet immune, og hvor nær man er på flokimmunitet. For de tre lande viste det sig, at der var meget langt igen, andelen af immune var henholdsvis 4%, 4,4% og 5%. Så 15-20 gange så mange skal smittes, før man når op på flokimmunitet. På grundlag af de officielle dødstal for de 3 lande, kan man beregne dødeligheden, IFR, til henholdsvis 1,24%, 0,96% og 1,01%.

 

Antager man nu en dødelighed på 1,0% for Danmark, og at vi når flokimmunitet ved 75% smittede, vil vi få et dødstal på 43.500. I løbet af de første knap 3 måneder af epidemien (pr. 17/5), har vi haft 547 dødsfald og sygdommen har krævet 4.912 intensiv-dage, eller 9 intensiv-dage pr. dødsfald. Fortsætter det, vil der skulle afvikles yderligere 387.000 intensiv-dage. Hidtil har den maksimale belastning på intensivafdelingerne været på 153, men med en kapacitet på omkring 940 intensivpladser, skulle det teoretisk set være muligt at afvikle den resterende del af epidemien over 412 dage, uden at hospitalsvæsenets kapacitet overskrides.

 

Men ud over at intensivafdelingerne ikke kan være blokeret af Covid-19 patienter i det næste år, så vil det også være nødvendigt hele tiden at holde smittetrykket nede, med restriktioner og adfærdsændringer, og hvad deraf følger af store økonomiske ødelæggelser.

 

Den ’grønne’ kurve er virkelig en forbandelse, den medfører det værste fra begge verdener, store tab af menneskeliv og store økonomiske skader.

 

Effektiv opsporing og lukning af smittekæder er det eneste alternativ

Det eneste alternativ til den ’røde’ kurve, er den metode der er benyttet i lande som Taiwan og Sydkorea. Med systematisk opsporing af hver smittet persons kontakter, test af de potentielt smittede, og isolation af dem der tester positiv, opsporing af alle deres kontakter etc. Det kræver en hær af detektiver (som ikke behøver at være læger) og at man gør brug af digitale spor. Det er dyrt og besværligt, men udgifterne er mikroskopiske i forhold til de udgifter der er forbundet med nedlukning af et helt land. Hvis smitteopsporing bliver givet den aller højeste prioritet og alle de nødvendige ressourcer, så kan vi undgå at landet igen skal lukkes ned. Så kommer der ikke ’en anden bølge til efteråret’, men nok nogle krusninger, som den der nu er ved at være overstået i Sydkorea.

 

Smitteopsporingen har den fordel, at den formindsker både tabet af liv og skader på økonomien.

 

Per ullidtz er uddannet som civilingeniør. Derefter har han arbejdet på DTU, og de sidste 10 år før pensionering, for University of California, via et lille dansk firma. Hans hovedinteresse har være matematisk simulering.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…