Video: Spiller med indvandrerbaggrund slår fodbolddommer bevidstløs – voldskultur breder sig på tyske fodboldbaner

Skærmprint fra video på twitter (se video i artiklen)

Den ikke-vestlige indvandring har ført en øget voldskultur med sig i Danmark og andre europæiske lande. Det gælder ikke bare på gader og i ghettoer, men også på fodboldbanen.

 

Her udspiller der sig i stigende grad grove voldsepisoder, herunder korporlige angreb på dommere (SE VIDEO I BUNDEN AF ARTIKLEN).

 

I den forgangne weekend fik denne udvikling fodbolddommere i Berlin til at gå i strejke. De nægtede at dømme kampe i de lavere rækker i den tyske hovedstad.

 

Voldsproblemerne er nemlig særlig slemme blandt amatører i de lavere fodboldrækker. I professionel fodbold er der trods alt mere styr på sagerne.

 

Slår dommeren bevidstløs uden varsel

Den video, vi bringer her, leverer et usædvanlig ondartet eksempel på vold mod en fodbolddommer, udført af en spiller, der tilsyneladende har indvandrerbaggrund.

 

Episoden udspillede sig for nylig i en tysk kamp langt nede i rækkerne – mellem FSV Münster og TV Semd.

 

Ved stillingen 0-2 giver dommeren en Münster-spiller først gult, så rødt kort.

 

Det får spilleren til at gå fuldstændig amok. Med en knytnæve slår han dommeren, så denne falder bevidstløs til jorden. Man ser, hvordan den intetanende dommer slet ikke når at beskytte sig mod slaget, der rammer med fuld kraft.

 

Efter det modbydelige overfald løber spilleren væk uden at vise mindste vilje til at hjælpe den hårdt ramte dommer.

 

En redningshelikopter må tilkaldes, så dommeren kan bringes hurtigt på hospitalet for at blive undersøgt for en eventuel hjerneskade.

 

Om aftenen bliver det så meddelt, at dommeren ikke har taget skade på hjerne og hoved. Men det bliver tilføjet, at han stadig har vanskeligheder med at tale!

 

Fodboldkampen fandt sted i delstaten Hessen, og her kræver indenrigsminister Peter Beuth nu, at voldsmanden på fodboldbanen, der slog dommeren bevidstløs, udelukkes på livstid.

 

Det er jo fuldkommen uhyrlige tilstande. Den slags sker hyppigere end før, og det fik så fodbolddommerne i Berlin til at strejke.

 

Voldsmand med tyrkisk navn

De tyske medier var i det store og hele tavse om voldsmandens baggrund. Men avisen BILD fik en idé til at kaste lys over, hvem han var.

 

På videoen kan man se, at han bærer rygnummer 12. Det sammenholdt BILD med Münsters holdopstilling, og dermed havde man et navn.

 

BILD er dog så politisk korrekt, at man nøjes med at kalde manden Hayri G. Men også det er oplysende. Hayri er et tyrkisk navn.

 

 

Episoden på videoen er chokerende. Men den er ikke enestående.

 

Tæskede løs efter nederlag

Så sent som i september kom det til voldelige udskejelser i en anden kamp.

 

Hjemmeholdet Westfalia Vinnum, der ligger i bunden i sin række, førte 1-0 over favoritterne fra Herta Recklinghausen. Det var stadig stillingen, da dommeren fløjtede kampen af.

 

Det udløste et sandt raseri hos Herta, der mest består af spillere med mellemøstlig baggrund (Libanon). De hævdede, at dommeren havde fløjtet for tidligt af.

 

Holdet er berygtet for voldelige tendenser, og det billede blev til fulde bekræftet. Da dommeren fløjtede af, gik spillere og fans fra Herta til angreb på hjemmeholdet og dets trænerstab.

 

Fansene stormede ind på banen og tæskede ifølge politiet løs på enhver med tilknytning til hjemmeholdet, der kom i nærheden af dem. Selv når folk lå på jorden, sparkede voldsmændene til dem.

 

En mand fra hjemmeholdets stab fik dobbelt kæbebrud. Faderen til en af hjemmeholdets spillere fik brækket låret. Hjemmeklubbens formand sagde: ”Jeg ville lægge mig imellem, men fik straks en knytnæve i ansigtet.”

 

Politi og ambulancetjeneste måtte sende et større mandskab til stedet. Men det lykkedes kun at få fat i en enkelt gerningsmand, der sigtes for grov legemsbeskadigelse.

 

Jagtede panikslagen dommer rundt på banen

I et tredje, meget omtalt voldsorgie på fodboldbanen jagtede en utilfreds spiller fra hjemmeholdet dommeren, der flygtede rundt på banen i panik. Gerningsmanden blev omtalt som Kerim K., hvilket også er et tyrkisk navn.

 

I et fjerde tilfælde beretter en dommer om sine erfaringer som dommer i en kamp, hvor Al Dersimspor var det ene hold (også et tyrkisk hold). Efter kampen fik han en lussing af en af de tyrkiske spillere, og han og hans linjevogtere måtte flygte ind i deres omklædningsrum og tilkalde politiet.

 

Ovenikøbet blev han udsat for at blive kaldt ”racist”.

 

En dommer blev ikke bare slået og sparket, men også banket med et hjørneflag!

 

”Rent held, at vi ikke har en død dommer”

Tyske fodboldledere taler om ”en mere og mere dramatisk situation”, der vil give færre mennesker lyst til at blive fodbolddommere.

 

En dommerobservatør siger lige ud: ”Det er rent held, at vi endnu ikke har en død dommer.”

 

De berlinske dommeres strejke i den forgangne weekend er en stærk advarsel om, at man ikke vil ud i en situation, hvor der kommer lig på bordet.

 

Også i Danmark kender man til indvandrerrelaterede voldelige angreb på fodboldbanen. Men de har slet ikke samme omfang som i Tyskland, hvor den ikke-vestlige, specielt tyrkiske tilstrømning har været anderledes massiv.

 

Man er ikke særlig langt inde i fodboldsæsonen, og der har allerede været over 100 tilfælde af angreb på dommere.

 

Til voldsepisoderne kommer de mange fornærmende tilråb såsom ”svin” og ”søn af en luder”.

 

Det er ikke så mærkeligt, at stadig færre personer i Tyskland ønsker at være fodbolddommere.

 

Men dette drejer sig ikke kun om fodbold. Det drejer sig om en bredere voldskultur.

 

 

https://www.bild.de/sport/fussball/fussball/fussball-schiri-nach-rot-ins-krankenhaus-gepruegelt-video-der-schande-aus-11-lig-65641690.bild.html#remId=1586700261724370348

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…