Peter Skaarup: Udskiftningen af befolkningen må stoppe – over tusinde nye udlændinge igen på vej til at få dansk statsborgerskab

Muslimske kvinder med barnevogn på Nørrebro i København (Foto: Privat)

Når Folketinget samles efter valget, vil den 26-årige somalier Abdifatah Abukar på et tidspunkt få dansk statsborgerskab og dermed i så fald blive en del af de i alt 12.447 herboende somaliere, som gennem tiderne har fået dansk statsborgerskab.

 

Somalieren er sammen med 1.447 udlændinge af ikke-vestlig og vestlig oprindelse opført på den nye såkaldt indfødsretsliste over udlændinge, der har opfyldt betingelserne for at blive danske statsborgere.

 

Listen udarbejdes af Social- og Integrationsministeriet samt Folketingets Indfødsretsudvalg og skal formelt ifølge Grundloven vedtages som et lovforslag af Folketinget gennem tre behandlinger.

 

På grund af valget er lovforslaget i sin nuværende form bortfaldet og skal genfremsættes af en kommende regering, men det ændrer intet ved, at de 1.448 personer på listen på et tidspunkt vil få dansk statsborgerskab.

 

Der er her tale om en formssag, hvor samtlige partier minus Dansk Folkeparti hver gang stemmer for.

 

Det skyldes, at Dansk Folkeparti har den grundlæggende holdning, at der kun skal uddeles ét tusinde statsborgerskaber om året til primært vestligt orienterede personer.

 

Brug jeres stemmeret og bestem over Danmark

Folketinget uddeler danske statsborgerskaber to gange om året, og ved den forrige uddeling den 22. november sidste år af 1.225 statsborgerskaber, sagde den socialdemokratiske ordfører, Astrid Krag, blandt andet:

 

”Med statsborgerskabet får de nye statsborgere stemmeret til folketingsvalget, og det kan jo snart nok blive relevant, og her vil jeg gerne sige til jer, at nu er det ikke kun jeres ret at være med til at bestemme over Danmark,” og fortsatte:

 

”Det er også jeres pligt at tilføre de fælles diskussioner jeres egne erfaringer og tage del i debatten og tage del i vores demokrati.”

 

Hos Enhedslisten mente ordfører Rosa Lund, at mange flere udlændinge bør få dansk statsborgerskab:

 

”Der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi fra Enhedslistens side mener, at de regler, der gælder i dag, for at opnå statsborgerskab er alt for stramme,” lød det fra Rosa Lund, som fortsatte:

 

”Vi så gerne, at flere, som bor her i landet og har deres liv her, blev fuldgyldige medlemmer af fællesskabet. Derfor er vi også imod de stramninger, som flertallet herinde har vedtaget i en aftale lige før sommerferien.”

 

Over 150.000 siden årtusindskiftet

Det er muligt, at Rosa Lund og hendes parti, som regner med indflydelse på landet kommende regering, mener, at alt for få har fået dansk statsborgerskab.

 

Men ikke desto mindre har i alt ikke færre end 152.978 udlændinge fået dansk statsborgerskab siden årtusindskiftet.

 

Det drejer sig om i alt 136.435 ikke-vestlige personer og blot 16.543 personer fra vestlige lande.

 

Inklusive alle dem, der inden årtusindskiftet også har fået dansk statsborgerskab, er den ikke-vestlige befolkning i Danmark med dansk statsborgerskab nu oppe på lidt over 230.000 personer den 1. januar i år.

 

Det er lidt under halvdelen af samtlige ikke-vestlige personer med bopæl i Danmark på i alt 506.570 personer den 1. januar i år.

 

Peter Skaarup: Vi har protesteret, men ingen ville lytte

Hos Dansk Folkeparti frygter Peter Skaarup nu, at den liste over personer, der nu ligger over folk, der skal have dansk statsborgerskab, vil blive udvidet.

 

”Den kommende regering vil formentlig fremsætte et nyt lovforslag, og vi kan frygte, at den nu vil blive udvidet, men vi vil se meget nøje på det, når den tid kommer,” siger Peter Skaarup til Den Korte Avis og understreger:

 

”Vi har protesteret mod den udskiftning af den danske befolkning med folk fra Mellemøsten, som Folketingets store flertal har gennemført år efter år, men ingen har villet lytte til vores forslag om et årligt loft på ét tusind statsborgerskaber om året til personer med vestlig oprindelse.”

 

Og nu får Rosa Lund & Co. formentlig indflydelse på området.

 

Det her er jo ikke den del af den stramme udlændingepolitik, der trækker de store overskrifter, men som alligevel har stor betydning for Danmarks befolkningssammensætning, så her vil det i al ubemærkethed være nemt for Mette Frederiksen at give Enhedslisten en luns kød.

 

Denne artikel er baseret på følgende kilder:

https://www.statistikbanken.dk/10021 (Tabelkode: FOLK2)

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…