Kriminelle arabiske klaner demonstrerer deres magt midt i Europa

Tirsdag eftermiddag parkerede to mænd på 22 og 36 år deres bil i en gade i Berlin. Inden de nåede at komme ud af bilen, blev de angrebet af omkring 50 mænd, der var bevæbnet med baseballbats, macheter, gadeskilte og andet.

 

Man hørte mænd brøle vredt og kvinder skrige i panik.

 

Politiet rykkede meget talstærkt ud for at få voldsorgiet under kontrol. De to angrebne mænd måtte behandles for skader på arme, hoved og ben. En bare 13-årig dreng blev bragt på hospitalet med alvorlige kvæstelser i hovedet. Gaden blev spærret af for trafik i hele tre timer.

 

Dagen i forvejen var to andre mænd blevet kvæstet med knivstik som en del af det samme opgør.

 

Der er tale om en krig inden for det kriminelle arabiske parallelsamfund i Berlin og andre dele af Tyskland. Sådanne krige føres mellem klaner og mellem storfamilier inden for klanerne.

 

Bagefter ville ingen af de involverede sige noget til politiet. Den slags er noget, man ordner inden for parallelsamfundets rammer – man vil ikke have de officielle myndigheder indblandet.

 

Ifølge avisen BILDs informationer skulle opgøret dreje sig om penge fra ulovligt manipulerede spilleautomater. En af de talløse sorte indtægtskilder, som klanerne har.

 

En kriminel klan med 5.000 medlemmer

Dette sker midt i Europa. Og det sker, uden at de europæiske samfund kan styre det. De arabiske parallelsamfund, hvor disse opgør foregår, har reelt magten over hele områder og udkæmper deres indbyrdes kampe.

 

Magthaverne her er kriminelle arabiske storfamilier, der er samlet i klaner. Disse klaner udfolder i vidt omfang deres kriminelle aktiviteter, uden at myndighederne kan få dem under kontrol.

 

Tyskland er et af de lande, hvor klanerne mest hæmningsløst udøver deres herredømme. Med Berlin som et af centrene.

 

De kriminelle storfamilier – selv inden for samme klan – fører også krige indbyrdes. Om hvem der skal have kontrollen med hvilke kriminelle aktiviteter. Om magt og ære. På arabisk vis.

 

Denne uges gadekamp i Berlin udspandt sig mellem de berygtede storfamilier, der bærer navnene Remmo og Al-Zein. Striden har stået på i et stykke tid, og opgøret i tirsdags var den foreløbige kulmination.

 

Disse to storfamilier er en del af den samme kæmpestore klan, der har rødder i Libanon. Den har op til 5000 medlemmer! En kriminel stat i staten. Der er stadig meget tætte forbindelser mellem den tyske del af klanen og den del, der har et storkriminelt netværk i Libanon og andre dele af Mellemøsten.

 

Arabiske forbrydere udnytter svage europæiske myndigheder

Tysk politi gør en stor indsats for at stresse og presse klanerne, så deres kriminelle aktiviteter bliver vanskeligere. Men den udlændingepolitik, som Angela Merkel har hovedansvaret for, har sat politifolkene på en næsten uoverstigelig opgave.

 

Klanens overhoved, Mahmoud Al-Zein, er en levende illustration af, hvor lidt politikerne og myndighederne har udviklingen under kontrol.

 

Denne libanesiske ’Godfather’ kom i 1982 til Tyskland som asylansøger. I 1986 blev hans asylansøgning afvist. Men karakteristisk nok blev han ikke udvist.

 

Disse arabiske kriminelle er eksperter i at udnytte de europæiske myndigheders svaghed og hullerne i deres regler.

 

De tyske myndigheder kunne ikke finde ud af, hvilken stat Mahmoud A-Zein egentlig tilhørte. Og Mahmoud Al-Zein havde ingen ID-papirer – meget tænkeligt, fordi han havde smidt dem væk.

 

Naive europæere bliver udnyttet af smarte og benhårde kriminelle.

 

Merkel har åbnet døren for kriminelt helvede

Mahmoud Al-Zein blev dog noget træt af politiets opmærksomhed og pres i Berlin. Så han har i flere år boet i Duisburg (Nordrhein-Westfalen) – et andet område, hvor de kriminelle arabiske klaner udøver deres magt.

 

Men nu var han vendt tilbage til Berlin. Og det ses som et prestigetab for ham, at han ikke har kunnet forhindre de to storfamilier, som er en del af hans klan, i at bekrige hinanden.

 

De tyske myndigheder har mistet kontrollen. Når så heller ikke klanlederen kan styre situationen, kan det udvikle sig til det rene kaos i Berlins gader.

 

Folk med indsigt i det kriminelle arabiske klanmiljø går ud fra, at opgøret vil eskalere yderligere. En kilde siger til BILD:

 

”Alle har oprustet. Begge sider venter kun på, at det første skud falder. Så vil der blive skudt dobbelt tilbage.”

 

Tyskland, med Angela Merkel i spidsen, har åbnet dørene for et kriminelt helvede.

 

https://www.bild.de/bild-plus/regional/berlin/berlin-aktuell/clan-krieg-in-neukoelln-hoehepunkt-im-streit-zwischen-remmo-und-el-zein-64263510.bild.html

 

 

 

 

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…