De europæiske vælgere brugte EU-valget til at protestere. Men de protesterede mod forskellige politiske kræfter og for forskellige politiske kræfter i de forskellige lande.
Den eneste klare fællesnævner er, at befolkningerne brugte valget til at vise deres utilfredshed med de herskende tilstande i det politiske liv.
Tag to nært beslægtede lande som Danmark og Sverige.
I Danmark oplevede Dansk Folkeparti en kraftig tilbagegang. Derimod fik partier som SF og De Radikale, der har markeret sig på en grøn profil, en klar fremgang.
I Sverige blev Dansk Folkepartis søsterparti, Sverigedemokraterne, derimod den store vinder – sammen med de konservative hos Moderaterna. Derimod gik det grønne i Miljøpartiet tilbage – uanset Greta Thunberg!
I Tyskland fik Socialdemokratiet et elendigt valg. I nabolandet Holland kom socialdemokraterne ind på førstepladsen.
Fremgang til indvandringskritiske partier
I en stribe lande gik indvandringskritiske partier stærkt frem. Det gælder således Italien, hvor Matteo Salvinis Lega stormede frem og står til opsigtsvækkende 34,5 procent af stemmerne.
Det gælder Frankrig, hvor det ser ud til at Marine le Pen (Rassemblement National) får flere stemmer end den ekstremt EU-venlige præsident Emmanuel Macron.
Det gælder Belgien, hvor det indvandringskritisk Vlaams Belang har vundet en stor valgsejr i det rige Flandern.
Og det gælder i vigtige østeuropæiske lande. I Polen ser det nationalkonservative PiS ud til at få flest stemmer. Og i Ungarn har den stærkt indvandringskritiske ministerpræsident Viktor Orbán fået et kanonvalg med over 50 procent af stemmerne.
Venstre og andre regeringspartier fik godt valg
I Østrig ser man så en anden tendens igen: Den hidtidige konservative forbundskansler, Sebastian Kurz, er klar vinder
Det samme gælder i Danmark, hvor Venstre med fire mandater har fået en valgsejr, som har overrasket mange – herunder nok en del Venstre-folk.
I Spanien ser man et andet stort regeringsparti gå frem, men her er det socialisterne i PSOE.
Tilsyneladende stritter resultaterne af EU-valget i alle tænkelige retninger. Vinderne er de indvandringskritiske, de grønne, de konservative, de liberale, de socialdemokratiske …
Hvad i alverden er meningen?
Polarisering
Når det gælder politiske holdninger, er det faktisk umuligt at finde én vinder og ét sammenhængende mønster i dette EU-valg.
Man kan notere sig to stærke nye tendenser i forhold til EU-valget i 2015: De indvandringskritiske kræfter og de grønne kræfter står nu langt stærkere – det er udtryk for en politisk polarisering.
Til gengæld er der smæk til de kræfter, som traditionelt har været de politisk bærende i EU: De konservative/kristendemokratiske og de socialdemokratiske. Når det skal være traditionelle partier, foretrækker flere vælgere nu de liberale, som både Venstre og De Radikale hører med til.
Autoritetstroen smuldrer, og mistilliden vokser
Midt i denne brogede forvirring, kan man dog øjne et mønster:
Autoritetstroen smuldrer mere og mere. Vælgerne er hurtige til at føle mistillid til de traditionelle politikere. Og de er hurtige til at kræve forandring. I Danmark er vælgernes mistillid til politikerne i dag rekordhøj.
Mange europæiske vælgere føler sig således svigtet af de etablerede partier, når det gælder udlændingepolitikken.
Men denne tendens rammer også et parti som Dansk Folkeparti, der gennem en længere periode har haft ansvar og indflydelse. Faktisk har Dansk Folkeparti sammen med Venstre domineret dansk politik i to årtier.
Det har skabt plads til Ny Borgerlige og Stram Kurs. Hvis disse partiers vælgere fastholdt deres stemmer hos Dansk Folkeparti, ville partiet faktisk ligge til et rigtig godt folketingsvalg. Mange af disse vælgere blev formentlig hjemme ved EU-valget.
Forandring
De indvandringskritiske partier i Vesteuropa, der virkelig havde medvind ved EU-valget, står i høj grad som repræsentanter for forandring.
Matteo Salvinis Lega i Italien er stadig et frisk pust, og han er en karismatisk skikkelse. Marine Le Pen har endnu ikke haft del i magten på nationalt plan. Det samme gælder for eksempel Sverigedemokraterne.
Den samme afstand til magt og ansvar gælder for de partier, der markerer sig meget på en grøn dagsorden. Det gælder for De Grønne i Tyskland. Og det gælder for SF, De Radikale og Enhedslisten i Danmark.
Miljøpartiet i Sverige, der har haft indflydelse, klarede sig dårligt ved EU-valget.
En væsentlig forklaring på den grønne fremgang i Vesteuropa er formentlig, at det er lykkede at få mange unge, der står fjernt fra den traditionelle partipolitik, hen at stemme.
En proteststemme til … Løkke?
Man kan såmænd vove den teori, at selv Danmarks mangeårige statsminister, Lars Løkke Rasmussen, har nydt godt af denne mistænksomhed over for magthavere.
Journalistisk Venstreparti har for længst udråbt Mette Frederiksen til landets kommende statsminister. Så Løkke og Venstre har måske kunnet mobilisere folk til at gå hen og stemme i protest mod denne udsigt!
Europas politiske billede er under hastig forandring:
De indvandringskritiske partier står stærkere. De grønne partier står stærkere. Og de partier, som efter vælgernes mening er vigtige for at holde magten i ørerne, står stærkere.
Billedet er broget. Og det vil det sandsynligvis fortsætte med at være.
