RASMUS PALUDAN OG MEDIERNE
Berlingskes netavis d. 28.4 er deprimerende læsning. Her bliver man bekræftet i, at store nyhedsformidlere som Berlingeren, Politiken og de offentlige TV kanaler har valgt side i den politisk debat på en måde, der efter min opfattelse er uforenelig med deres PR forpligtigelse. Og så har de den frækhed at garnere deres upassende politiseren med forsikringer om åbenhed og saglighed. Det er simpel semantisk uredelighed.
PALUDAN SKAL CENSURERES
Man må knibe sig i armen, når TV2, i forbindelse med at Stram Kurs med Rasmus Paludan har samlet stemmer nok til at blive opstillingsberettiget, stolt meddeler, at de vil afbryde ham, ”HVIS HAN UDTALER SIG RACISTISK” (min frehævelse).
Er I rigtig kloge? Det er da ikke op til jer at tage stilling til, om Paludan er racist eller udtaler sig racistisk! I er nyhedsformidlere! Det giver mindelser om, da svensk tv i september 2018 valgte side og afviste Sverigedemokraternas Jimmie Åkessons udtalelser som racistiske. Lige så skrupforkert det var dengang SVT gjorde sig til aktiv deltager i debatten, lige så forkert er det, når TV2 nu har planer om at gøre det samme. Og hvordan havde I tænkt jer at servere den gang tyggemad for alle os uformående? Hvad må Paludan sige, og hvad synes I, at vi kan få lov at høre? I er simpelthen ikke rigtig kloge!
PALUDAN: DE MUSLIMSKE DEMONSTRANTERS OG MEDIERNES KREATION
Jeg bryder mig ikke om Rasmus Paludan. Han er en skinger og konfliktsøgende person, som jeg helst ville være foruden. Men han er skabt af jer, fordi I med jeres upassende stillingtagen retter bager for smed.
NÅR I NU ER SÅ MENINGSLIDERLIGE, HVORFOR VENDER I SÅ JERES FORARGELSE MOD PALUDAN, DER JO BLOT INDENFOR LOVENS RAMMER ANVENDER SIN GUNDLOVSSIKREDE RET? HVORFOR VENDER I IKKE JERES INDIGNATION MOD DE MUSLIMER, DER SÅ DEMONSTRATIVT PRØVER AT KNÆGTE PALUDANS RETTIGHEDER?
I er dårlige nyhedsformidlere, dårlige demokrater og principløse medløbere. Det er hvad I er.
PALUDAN BURDE TIES IHJEL
Hvis de muslimske demonstranter uanfægtet havde ladet Paludan lave sine tossestreger, så havde vi været så behageligt ude over det her. Men de har altså den formastelighed at kræve, at deres synspunkter skal danne norm for os andre. DET BURDE I HAVE HARCELLERET OVER, MEN I VÆLGER I STEDET BIZART AT RETTE SKYTSET MOD PALUDAN. SUK!!!
PALUDAN I VALGKAMPEN
Og nu er Paludans Stram Kurs så blevet opstillingsberettiget. Og ansvaret falder tungt på jer. Takket være jeres utidige politiseren har I nu fået provokeret en stor gruppe mennesker til at støtte Stram Kurs ansøgning. Så nu kan vi pga jeres meningsliderlige og fordrejende pseudojournalistik se frem til en valgkamp i racismens og den etniske udrensnings ånd.
Det varsler ilde for os, når vores medier latterliggør dem, der forsvarer ytringsfriheden. Som om et forsvar for ytringsfriheden kun har aktualitet, hvis det drejer sig om retten til at fremføre et synspunkt i en artig thebordskonversation.
Og det varsler ilde for os, at vi har en nyhedsformidling, der er vokset sammen med eliten, hvis prægtige og pæne mennesker I åbenlyst har solidariseret jer med. I har i den forbindelse gjort journalistik til en meningsdisciplin, hvor I anvender journalistikken til at bekæmper dem, der er uenige med jer. Det er en kvalmende, og det bliver ikke bedre af, at I skamløst henviser til jer selv som dedikerede fortalere for demokrati og fri debat.
Svend Lindhardt