Folketingsvalget gav et stort flertal til rød blok og et dramatisk nederlag til Dansk Folkeparti.
Hvis man skal forstå resultatet, må man se det i sammenhæng med det sidste valg i 2015.
Vælgerne har reageret på, hvad der skete sidste gang. Og det har fået dem til at tage et nyt kraftigt sving.
Valget i 2015 var i høj grad et udlændingevalg – med Dansk Folkeparti som den store sejrherre. Mange vælgere så partiet som dem, der skulle sikre, at der kom styr på udlændingeproblemerne.
Andre partier rettede ind efter denne nye situation. De to store partier, Venstre og Socialdemokratiet, forpligtede sig på at føre stram udlændingepolitik. De var klar over, at de kunne blive hårdt ramt, hvis de ikke gjorde det.
Den internationale udvikling og en række indgreb fra den blå regering førte til en markant nedgang i asylstrømmen – i Europa og især i Danmark.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen kunne erklære, at der nu var kommet styr på problemerne. Socialdemokratiets leder Mette Frederiksen kunne tale om, at hun ville fastholde den stramme udlændingepolitik, hvis hun fik magten.
Vælgernes illusion
En stor del af vælgerne fik således det indtryk, at der nu ikke længere var så meget brug for at lave yderligere stramninger i udlændingepolitikken.
Dermed fik de også det indtryk, at de ikke længere behøvede at flytte deres stemmer til Dansk Folkeparti for at få udlændingeproblemerne under kontrol.
Da Dansk Folkeparti samtidig lagde op til et tæt samarbejde med Socialdemokratiet, var der mange vælgere – ikke mindst arbejdervælgere – der tænkte: ”Nå, men nu kan vi trygt vende tilbage til Socialdemokratiet”.
Og da Dansk Folkeparti samtidig havde et nært samarbejde med det store regeringsparti Venstre, var der mange Venstre-folk, der tænkte det samme.
Valgresultatet i går er ikke udtryk for, at befolkningens flertal nu er imod en stram udlændingepolitik. Det er derimod udtryk for, at mange har fået den opfattelse, at problemerne er ved at være under kontrol.
Dette er en illusion. Der er brug for en stor indsats for stram udlændingepolitik. Valgets resultat betyder en alvorlig fare for, at der kommer en fatal stilstand i udlændingepolitikken.
Men man forstår ikke valgets resultat, hvis man ikke forstår, at denne illusion er ganske udbredt. Det ramte Dansk Folkeparti hårdt – partiet fandt aldrig sine ben i forhold til den nye situation.
Morten Østergaards jak-jak-jak
Dette holdningsskifte afspejler sig også i opbakningen til de mindre røde partier. Især De Radikale og SF.
Efter onsdagens valg praler disse partier og deres mange tilhængere blandt journalister med, at de har fået en voldsom fremgang.
Men de glemmer at fortælle, at begge partier fik ekstremt dårlige valg i 2015. Nu kunne det næsten kun gå fremad.
Selv efter fremgangen i onsdags er SF og De Radikale stadig partier med en beskeden opbakning i befolkningen. Det kan man dog ikke høre på Morten Østergaard, der spiller stor mand med sine jak-jak-jak angreb på ”symbolpolitikken”.
Klimapolitikken
Vælgernes bevægelse væk fra især Dansk Folkeparti blev kraftigt forstærket af, at klimapolitikken blev et stort tema. Dansk Folkeparti har ikke fundet sine ben i forhold til dette tema, som især mange unge er stærkt optaget af.
Men man skal ikke tro, at klimapolitikken løb med hele valget. Den største vinder ved dette valg var Venstre, og det skyldtes ikke klimapolitikken. Derimod kan man sige, at De Konservatives grønne borgerlige profil bidrog til at give partiet et fint valg.
Generelt var klimapolitikkens rolle alt andet lige en fordel for partierne i rød blok.
Journalisternes røde slagside
Både udlændingepolitikkens svagere plads i valgkampen og klimapolitikkens stærkere plads hang i høj grad sammen med journalisternes ekstreme venstreorienterede og politisk korrekte slagside.
TV2 præsterede således en afsluttende partilederdebat, hvor der slet ikke var nogen runde om udlændingepolitikken! Aftenen før havde DR kun en debat om kvoteflygtninge – en lillebitte del af den samlede udlændingepolitik.
Dette kan ikke have været tilfældige svipsere. Det var misbrug af journalisternes mediemagt. Skandaløst.
Og dette er langt fra det eneste eksempel fra denne valgkamp. Journalistisk Venstreparti optrådte mere hæmningsløst politiserende end nogen sinde. Det siger ikke så lidt. Der var en stribe giftigheder mod Dansk Folkeparti og sødladne propagandaindslag til fordel for de røde partier.
Således fik man skabt det indtryk, at det vigtigste spørgsmål for dansk udlændingepolitik var, om børnene på Sjælsmark kunne få serveret broccoli …
På valgaftenen smilede journalisterne om kap med Morten Østergaard og Pernille Skipper.
Disse mennesker har fået en betroet opgave af det danske samfund, som de misbruger til skjult propaganda.
Løkke og det brede samarbejde
Den største triumfator ved dette valg endte med at blive Lars Løkke Rasmussen. Det må Den Korte Avis medgive, selv om vi undervejs ytrede os kritisk om hans linje i valgkampen.
Ganske vist ser det ikke ud til, at Løkke kan fortsætte som statsminister. Men Venstre løftede sin opbakning fra 19,5 til 23,4 procent af stemmerne.
Denne fremgang hænger formentlig sammen med Løkkes appel om bredt samarbejde. Det tiltaler mange danskere – ikke mindst i den aktuelle situation.
Det ender dog med Mette Frederiksen
Der er dog ikke meget, der tyder på, at Løkkes mere vilde planer for at blive siddende på magten lykkes.
Han forsøger at blive forhandlingsleder i forbindelse med regeringsdannelsen med hjælp fra De Radikale. Hans håb er at bruge dette udgangspunkt til at blive statsminister for en bred regering.
Men der er nu lagt op til drøftelser i rød blok med Mette Frederiksen som forhandlingsleder.
Det vil sikkert give en masse bøvl og ballade, og det kan komme til meget hårde opgør med de mindre, røde partier – ikke mindst De Radikale. De vil måske bruge det som en trussel, at de jo kunne finde sammen med Løkke. Men pilen peger mod Mette Frederiksen.
Løkke kan så glæde sig over sit gode valgresultat. Han kan også se frem til at få stor indflydelse i forhold til en rød regering, hvor Mette Frederiksen på lange strækninger vil være nødt til at gennemføre tingene sammen med ham.
Magtkamp i Venstre
Sidst, men ikke mindst: Løkkes gode valgresultat vil gøre det vanskeligere at vippe ham af pinden som Venstres leder.
Kristian Jensen venter formentlig utålmodigt i kulissen. Men andre, der måske selv kunne drømme om at efterfølge Løkke, er ikke interesseret i et hurtigt opgør. Det kunne for eksempel være Jakob Ellemann-Jensen.
Mens de røde slås om en ny regering og dens politiske grundlag, kan der i de kommende dage også blive høj søgang i Venstre.