Udlændingepolitikken spillede en afgørende rolle i præsident Trumps valgkamp i forbindelse med det amerikanske midtvejsvalg.
Journalistisk Venstreparti i de hjemlige medier gav dog en stærkt forvrænget fremstilling af dette.
De politisk korrekte danske journalister var fuldstændig fikserede til den lille karavane af migranter, der vandrede fra Mellemamerika i retning af USA.
Derimod leverede Journalistisk Venstreparti kun meget få informationer om det helt forskellige syn på indvandringspresset, som findes hos Trump og Demokraterne.
Det havde ellers været indlysende relevant, eftersom udlændingepolitikken var den vigtigste årsag til, at Trump kom forholdsvis godt ud af midtvejsvalget.
Udspil fra præsidenten
Efter valget udsendte Trump torsdag en proklamation (bekendtgørelse), der angiver, hvordan han nu vil komme videre i udlændingepolitikken.
Men heller ikke dette centrale udspil har fået nogen synderlig opmærksomhed i de danske medier.
Her berører Trump ellers nogle af de problemstillinger, som også den danske og andre europæiske regeringer tumler med.
De politisk korrekte journalister vil bare helst ikke fortælle om stram udlændingepolitik – hverken i USA eller i Danmark.
700.000 illegale – om året
USA har store vanskeligheder med mellemamerikanske indvandrere, der strømmer ind over grænsen mellem Mexico og USA. En meget stor del af dem er illegale.
Ifølge officielle tal har 400.000 personer om året illegalt krydset grænsen sydfra.
Men torsdagens proklamation fra Trump peger på, at tallet på det seneste er steget dramatisk.
Her tales der ligefrem om 2.000 illegale indvandrere fra Mexico – om dagen. Svarende til over 700.000 om året!
De danske mediers forsøg på at bagatellisere dette problem – bland andet i forbindelse med karavanen – er fuldstændig skandaløst. Hvis denne udvikling fortsætter, bliver USA ødelagt som det land, vi kender.
Demokraterne har ikke leveret noget svar på den enorme udfordring – andet end at lade stå til.
Mange forsvinder fra myndighederne
Hidtil har det været sådan, at enhver migrant, der kommer til USA, har mulighed for at søge asyl – uanset hvordan vedkommende er kommet ind i landet.
Det ændrer præsident Trumps proklamation nu på. Den suspenderer retten til at søge asyl for migranter, der er kommet illegalt ind i USA. Dermed vil Trump ramme den enorme tilstrømning af illegale.
Hidtil har det været sådan, at illegale migranter, der pågribes, bare skynder sig at sige, at de vil søge asyl.
Men mens den langstrakte behandling af deres asylsag foregår, forsvinder mange af dem, og de ender med at blive hængende i landet uden myndighedernes tilladelse.
Andre går rettens vej, hvilket også i den grad kan trække sagerne i langdrag. I øjeblikket venter 700.000 sager på behandling i retssystemet!
Ligesom retssystemet er asylsystemet under ekstremt pres. I de seneste fem år er antallet af asylansøgninger steget med 2.000 procent. Kun 10 procent af dem ender med tildeling af asyl.
Stort juridisk slagsmål i vente
Alt dette tilskynder til at blive illegalt i USA. Derfor vil Trump nu ramme dem, der forsøger det.
Han suspenderer retten til at søge asyl for dem, der er kommet illegalt ind. Denne suspension kan vare i op til 90 dage og skal tilsyneladende kunne forlænges.
Dermed vil Trump bremse den illegale trafik og tvinge folk til at henvende sig ved en officiel grænseovergang, så man har sikkerhed for, at deres sag bliver behandlet inden for legale rammer.
Trump understreger i sin proklamation, at dette er et spørgsmål om nationale interesser. Det drejer sig om at have styr på egne grænser og om forholdet til Mexico.
Ved at gøre det til et spørgsmål om nationale interesser åbner han for, at præsidenten som den udøvende magt har beføjelse til at træffe afgørelse i sagen.
Det var noget lignende han gjorde i januar 2017, da han indførte indrejseforbud til USA for personer fra en række muslimske lande. Dengang blev dette i sidste ende godkendt af Højesteret.
Man må forvente et nyt stort juridisk slagsmål om asylreglerne.
Indvandring må ikke blive selvbetjening – heller ikke i Danmark
Trumps offensiv for at bremse migrationen fra Mexico og hele Mellemamerika drejer sig om amerikanske forhold. Men den har samtidig interesse for Danmark og Europa.
Også i Danmark er det et kæmpeproblem, at migranter har så let adgang til landet. De kan komme illegalt ind. Men de kan også bare sige ”asyl” – så kommer de ind og får deres sag behandlet.
Al erfaring viser, at når migranter først er kommer ind, er de ofte meget svære at få ud igen.
Så migranterne skal ikke ind i landet, mens deres asylsag behandles.
Enten skal sagsbehandlingen foregå i et tredjeland langt fra Danmark. Eller også skal den foregå ved grænsen. Hvis de kommer fra et sikkert land, skal de uden videre kunne sendes tilbage.
Vi skal for enhver pris forhindre, at indvandring bliver selvbetjening. Det er, hvad USA’s præsident nu forsøger på.
Men de politisk korrekte i Danmark og USA ser ikke problemet. Vil ikke se det.
https://www.bbc.com/news/world-us-canada-46147137