Frankrigs præsident Emmanuel Macron styrtdykker i meningsmålingerne. Årsagen er blandt andet, at han lukker øjnene for de store problemer, som landet har med indvandringen fra muslimske lande.
I Frankrig er der en stærk tradition for, at man ikke må omtale folk ud fra deres etniske baggrund og religion. De skal alle sammen bare betragtes som borgere i Republikken Frankrig.
Problemet er bare, at dette ikke har ret meget med virkeligheden at gøre.
Det bliver stadig sværere at fornægte, at Frankrig har fået store parallelsamfund af muslimske indvandrere. Parallelsamfund, hvor radikale islamistiske kræfter får stærkt voksende indflydelse.
Nu har to journalister og en afgående minister sat ild til debatten om islamisering af Frankrig.
De to journalister hedder Gérard Davet og Fabrice Lhomme. De er stjernejournalister på det venstreorienterede dagblad Le Monde.
Men de bryder med den politiske korrekthed, der hænger som en dyne over det venstreorienterede miljø. De har skrevet en bog, hvor de forsøger at sige tingene, som de er.
Islamiseringens konsekvenser
Bogen hedder ”Insh’Allah”, ”Om Allah vil”. Denne vending bruger muslimer i alle mulige sammenhænge. Den afspejler det islamiske dogme om, at alt er styret af Allah.
Davet og Lhomme taler om en ”åbenlys islamisering” af områder i Frankrig. En streng udlægning af islam får stadig større indflydelse. Men ”temaet er absolut tabu,” siger Gérard Davet.
De muslimske parallelsamfund vinder især frem i forstæderne til de større byer og forandrer dem fuldstændig:
Tilslørede kvinder. Kønsadskillelse i svømmehaller. Muslimske særkrav i klasseværelser, kantiner og sygehuse. Flere og flere muslimske privatskoler, hvor musik er forbudt, og hvor dukker ikke må have noget ansigt. Muslimske ansatte, der ligger og beder på toiletter eller i kosteskabe på arbejdspladsen.
De to journalister har især interesseret sig for departementet Seine-Sant-Denis nordøst for Paris, hvor problemerne er massive og varsler, hvad der er på vej i andre dele af Frankrig. (se link i bunden af artiklen).
”Rene” og ”urene” borde i kantinen
Seine-Saint-Denis har omkring 1,6 millioner indbyggere, hvoraf cirka halvdelen er muslimer. Det er Frankrigs fattigste departement med en arbejdsløshed på 20 procent, nogle steder på 50 procent.
I dele af departementet har islamister taget kontrollen med samfundslivet og tvunget andre til at rette ind efter deres regler.
En skoledirektør opdagede, at islamister på en skole havde indført en opdeling af kantinens borde i ”rene” og ”urene” borde.
Ved de ”rene” borde var maden halal, og ved de ”urene” borde kunne man blandt andet spise svinekød.
En læge beretter, at en muslimsk mand forhindrede, at hans kone fik en sprøjte – for lægen måtte ikke se hendes nøgne arm.
Departementets ’regionsborgmesteren’ siger:
”Befolkningen har ændret sig. Hvide mennesker og arabere, der ikke er specielt troende, flytter væk. Tilbage bliver de, der ikke synes, at det er noget problem, (…) at kvinderne ikke længere kan bevæge sig frit på gaden.”
Dette er Frankrig. Hele områder underkastes islamiske regler. Og det bliver stort set ikke diskuteret.
Indenrigsministeren fik nok
For politikere og medier er det vigtigere at være politisk korrekt og holde fast i, at man ikke må tale om folks etniske baggrund og islams magt. Præsident Macron flakser rundt og taler om alt mulig andet.
I begyndelsen af oktober blev det for meget for hans indenrigsminister, den respekterede Gérard Collomb.
Han tog sin afsked og vendte tilbage til posten som borgmester i Lyon. Med følgende salut:
”Situationen er stærkt forværret (…) i disse kvarterer. I dag er det snarest den stærkes ret, der bliver gennemtvunget – narkohandlere, radikale islamister har taget over i stedet for myndighederne (”Republikken”).
Nogle franske politikere også uden for de islamkritiske partier ved jo godt, at det er sådan. Men ofte mangler modet til at sige sandheden. De hykler, at situationen er under kontrol.
Stærke og modige intellektuelle står for det meste af islamkritikken.
”Det burde en præsident ikke sige”
Men indimellem kommer der altså sprækker i det politiske hykleri. Et af de mest forbløffende eksempler kom fra den foregående præsident, den ellers meget politisk korrekte socialist Francois Hollande.
Som præsident gennemførte han lange og ret åbenhjertige samtale med netop de to journalister, der nu har udgivet bogen om islamisering. Det blev til en bog med titlen: ”Det burde en præsident ikke sige”.
Her lukkede Hollande blandt andet følgende sidebemærkning ud: ”Det er sandt, at der er et problem med islam. Det er ingen i tvivl om”.
En meget opsigtsvækkende bemærkning fra en siddende fransk præsident. Men den blev fortiet i omtalen af bogen!
Mange franske politikere og mediefolk insisterer på at leve i illusionernes verden.
De lader, som om islam og den dramatiske ændring af befolkningens sammensætning ikke har den store betydning for det franske samfund.
Og præsident Macron? Han flakser videre, mens vælgerne forsvinder.
