En bog om livet i de muslimske ghettoer, har vakt stor opsigt i Frankrig. Den er skrevet af den kendte journalist Manon Quérouil-Bruneel.
Frankrigs forstæder har mange og store ghettoer. Quérouil-Bruneel har sat sig for at fortælle ”sandheden om forstæderne”. (“La part du ghetto, la verité sur les banlieues”).
Journalisten har igennem et år haft sin daglige gang i en by i departementet Seine-Saint-Denis nord for Paris (hun navngiver ikke byen). Hun er blevet assisteret af en bekendt, der bor fast i området.
Seine-Saint-Denis er kendt som et område, som er massivt præget af muslimsk indvandring.
Mange lokale røster er enige om, at dette muslimske parallelsamfund har ændret sig meget i de senere år – i den gale retning.
Islamisering og kriminalitet
Bogen beskriver den første generation af indvandrere, som kom til Frankrig i 1970’erne. Mange af dem var ikke særlig religiøse. De spiste ikke halalmad, kvinderne bar ikke tørklæde osv.
Men en ny generation kom til i 1990’erne. Den så i høj grad sig selv som islams repræsentanter. Og den følte sig som langt mere rettroende muslimer end de ældre.
Forholdet til islam er ikke den eneste store forskel på generationerne:
Mens mange i den ældre generation havde hårdt fysisk arbejde, henter mange i de efterfølgende generationer deres penge ved kriminalitet: narkosalg, røverier og andet. (Og ved offentlig forsørgelse).
Islamisering og kriminalitet går hånd i hånd i de muslimske ghettoer i Seine-Saint-Denis.
Islam giver fælles identitet
En hel del af den unge generation går op i at følge traditionelle islamiske forskrifter: tørklæder, lange gevandter, stort skæg, halalmad, bønner, moské-besøg.
Radikale muslimer – såkaldte salafister – fører sig frem. Men mange af de øvrige muslimer ved kun lidt om, hvad der står i Koranen. Ofte er de ude af stand til at skrive deres eget navn på arabisk.
Islam er først og fremmest en identitet for dem. Et fællesskab og en måde at hævde sig på over for det vestlige samfund.
De, der tilpasser sig det franske samfund, bliver behandlet som vantro forrædere, som skal kaldes til orden. De rettroende ser sig selv som et moralpoliti.
Det virkelige politi vil man derimod ikke have noget med at gøre. Hverken de kriminelle eller de hellige eller dem, der er begge dele på én gang.
En kvinde kan ikke sidde alene på café
De skal nok ordne deres egne sager i parallelsamfundet uden politiets hjælp. Og hvis almindelige franskmænd flytter til området, må de underkaste sig de muslimske regler.
Bogen fortæller om en kvinde i 30’erne, der kaldes Alice. Alice, der er kunsthåndværker, flyttede til byen med sin mand og to børn.
Den dag, de flyttede ind, satte hun sig på en café og bestilte en skinkesandwich. Skinke! De stirrede på hende, som kom hun fra en anden planet. Man spiser ikke skinke i dette område – det er forbudt (haram).
Alice fandt hurtigt ud af, at hun som kvinde ikke engang kunne sætte sig alene på en fortovscafé.
Hun skulle også vænne sig til de mange forsøg på at stjæle hendes taske, når hun kommer ud fra metroen.
Der er områder i byen, som hun aldrig vover sig ind i. Hun slentrer aldrig rundt, men går målrettet fra det ene sted til det andet.
Ifølge Alice er politiets tilstedeværelse i området reduceret til et minimum. Hun spekulerer på, om man bevidst holder lav profil, fordi man ikke vil risikere at jage de kriminelle videre til de pæne kvarterer.
Eksplosion i seksualforbrydelser
I områder som disse bliver kvinderne dobbelte ofre:
De rammes af islamisk kvindeforagt. Og de rammes af seksualforbrydelser, som bunder i en forestilling om, at mænd kan behandle kvinder, som de vil.
Avisen Le Figaro berettede mandag om en voldsom stigning i voldtægter og sexchikane i Paris.
Specielt advarer myndighederne mod en eksplosion i denne kriminalitet i departementet Seine-Saint-Denis. Altså netop det område, som beskrives i Manon Quérouil-Bruneels bog.
Som den franske kvinde Alice siger om sit liv i dette område: ”Det er os, der er de fremmede her.”
