I Berlin har kriminelle klaner i vidt omfang taget magten fra myndighederne. Det drejer sig først og fremmest om 20 sådanne klaner, der har arabisk eller kurdisk baggrund.
Klanerne har stået bag en stribe af spektakulære forbrydelser. En af de mest kendte er tyveriet af en 100 kg tung guldmønt til en værdi af knap 28 mio. kr. fra et museum i Berlin.
Men først og fremmest udøver klanerne deres magt i det daglige.
De kontrollerer centrale områder af Berlin, og de tjener styrtende med penge på narkohandel, våbenhandel, opkrævning af beskyttelsespenge, prostitution, røverier og andet.
Man rekrutterer også asylansøgere til narkohandel og prostitution.
Samtidig investerer klanerne i ejendomme og andet for at hvidvaske de kriminelle penge.
”Staten er svag, klanerne er stærke”
Politiet og retssystemet har ingen autoritet i disse forbryderstyrede parallelsamfund.
Statsadvokat Sjors Kamstra sagde for nylig til avisen Die Welt: ”De viser på åben gade, at de er helt ligeglade med statsmagten – at de kan gøre, hvad der passer dem.”
Kamstra føjede til: ”Folk tænker: ’Myndighederne har mistet grebet – staten er svag, klanerne er stærke.’”
Den Korte Avis har tidligere beskrevet disse tilstande.
Så gik det helt galt …
På det seneste har politiet gjort nye fremstød for at trænge de kriminelle klaner tilbage. Og nu forsøger man at rekruttere unge indvandrere til styrken i håbet om at få bedre fodfæste i indvandrermiljøerne.
Til det formål har man fået produceret en video, der til tonerne af rap-musik viser, hvordan politifolk og unge indvandrere omfavner hinanden.
Meningen var, at det skulle sætte positive følelser i gang. Men så gik det helt galt. Der kom belastende oplysninger frem om manden, der har lavet videoen.
Politimand synger på rapper-sprog
I videoen, som kan ses ved at klikke på linket nedenfor, ser man først en gruppe af unge indvandrere og en gruppe politifolk.
De går hen mod hinanden, som om der var optræk til en konfrontation. Men så viser det sig, at der i stedet er lagt op til den store forbrødring ledsaget af en meget kærlig rap-tekst.
Den handler om det fantastiske samarbejde, de to parter har i et lokalt netværk i Berlin. Netværket benævnes med forkortelsen KbNa, og omkvædet lyder:
”KbNa, wir sind für einander da. Wir setzen ein Zeichen gegen Hass.” Oversat: “KbNa, vi er der for hinanden. Vi går foran i kampen mod had.”
Flere offentlige personer deltager i videoen, herunder Berlins politidirektør, formanden for Berlins parlament og et socialdemokratisk medlem af Forbundsdagen. Man ser et par af dem ’rappe med’, mens glade smil breder sig over deres ansigt.
En politikommissær iført solbriller synger på rapper-sprog: ”Isch abeite für die Polizei, aba trotzdem kann ich dein Homie sein.” ”Homie” er amerikansk slang og kan vel oversættes til ”en af dine egne”.
Ikke et øje er tørt. Men så kom der en grim afsløring.
”Jeg plaffer med arabere”
Manden, der har lavet videoen, er en vis Tahsin Özkan, som er socialarbejder og mediepædagog. Det er kommet frem, at han i 2016 producerede en video, der forherligede vold og islamisme!
På denne video optrådte rapperen SadiQ, som slyngede trusler ud mod islamkritikere og politifolk:
Han sang om at ”sigte mod karikaturtegnerne” og ”brænde siderne med Charlie Hebdos tegninger”, og han ville ”gennemhulle politifolkene” i Paris.
Videre lyder det i teksten: ”kom med AK – AK er slang for Al-Qaida – skyd for Gaza, Guantanamo, Mali – jeg plaffer med arabere.”
Denne krigeriske islamistiske video er altså produceret af den samme, som fik politifolk til at synge: ”Vi er der for hinanden, vi går foran i kampen mod had.”
Hvor naiv kan man være?
Rapperen SadiQ, som Tahsin Özkan lavede sin tidligere video med, er angiveligt påvirket af den rabiate islamistiske prædikant Pierre Vogel. Videoen var da også fuld af hadsk tale.
Kørte rundt sammen med gangsterfamilie
Men trods det tidligere samarbejde med SadiQ erklærer Tahsin Özkan nu over for Berliner Zeitung, at han kun har mødt rapperen et par gange. ”Jeg distancerer mig helt og aldeles fra vold og islamisme,” forsikrer han uden at fortrække en mine.
Han forklarer dog ikke, hvordan det hænger sammen med den islamistiske voldsforherligelse i videoen fra 2016..
Samtidig viser en anden video fra 2015, at Tahsin Özkan har haft forbindelse til kriminelle arabiske klaner. Det skriver Berliner Zeitung.
Özkan har således kørt rundt i en turbus sammen med medlemmer af den berygtede arabiske gangster Abu Chakers familie.
Politiet kan ikke se noget problem
Men Berlin-politiets talsmand, Thilo Cablitz, kan slet ikke se noget problem i samarbejdet med denne videoproducent. Politiet står fuldt og helt bag projektet, forsikrer han over for Berliner Zeitung.
Kriminaliteten i Berlin er ude af kontrol, og politiets ledelse er udsat for hård kritik, også fra politifolk.
I den forbindelse har der også været beskyldninger om, at de kriminelle klaner har fået anbragt familiemedlemmer i politiets rækker.
Det kan være svært at gennemskue, hvad der foregår. Men de to videoer, som Tahsin Özkan har lavet, tyder i hvert fald på, at der er noget alvorligt galt.