Islam kan aldrig indgå i en erklæret sekulær stat

Man skal ikke pege fingre af mennesker, der helst vil tro det bedste om deres medmennesker, men attituden bliver problematisk, hvis man i sin iver efter at fremstå som et tolerant og fordomsfrit menneske rent ud fornægter, at største delen af vore muslimske medborgere er væsensfremmede for vort demokrati, kvindesyn og religionsfrihed. Selvom al empiri entydigt peger på, at muslimer afviser vores værdier, så insisterer mange på, at det bare er et spørgsmål om tid, så vil de komme til at identificere sig med os og vores værdier.

Det er et underligt søvngængeragtigt argument, der uden belæg blot kategorisk afviser det faktuelle, at årtiers forsøg på at integrere muslimer er slået fejl, simpelthen fordi de ikke nærer noget ønske om at identificere sig med det demokratiske verdslige samfund. Selv tredje generations indvandrere holder iflg de seneste undersøgelser trofast fast i Koranen og islams sharia som gældende norm. Det er ikke vores liberale Grundlov, der danner norm for dem.

De virker lidt godhedsforgabte: ”Hvis det er fakta, så benægter jeg fakta”. I frihedens og tolerancens navn gør de sig blinde. De kan ikke rumme forestillingen om, at muslimer virkelig skulle være så væsensforskellige fra os.

Og paradoksalt nok kan de faktisk finde støtte til deres stæreblinde tossegodhed i Grundloven, hvor det pointeres, at religions- og trosfrihed er grundlæggende frihedsrettigheder, der gælder for alle borgere. Det er tragikomisk og paradoksalt, at borgerlige frihedsrettigheders beskyttelse munder ud i, at man giver carte blanche til dem, der bekæmper demokratiet. Men det er altså frihedens pris.

Men de toleranceforgabte ser ikke noget problem i det. Faktisk er det vores egen skyld, at integrationen er slået fejl, for vi har beklikket og mistænkeliggjort vore stakkels muslimske medborgere så groft, så de naturligvis må afvise integration.

Islam kan aldrig indgå en erklæret sekulær stat

Men inden de muslimforgabte nu løfter fanen alt for højt, så burde de betænke, at der faktisk er mange og tungtvejende grunde til, at man kan anskue det muslimske samfund som en trojansk hest.

Det er altså uanset om man bryder sig om det eller ej den islamiske ummas erklærede mål, at Danmark i tidens fylde skal indgå i det store verdensomspændende islamiske kalifat. Islams ledes i Danmark af Det Muslimske Broderskab Hitzb ut-Tahrir og de siger det begge helt åbent. Ja, vores mål er magtovertagelsen, så det danske samfund kan indgå i det islamiske kalifat.

Er ”almindelige muslimer” uskyldige muslimer?

Det er min påstand, at den fejlslagne integration gælder så godt som alle muslimer. Jeg er her uenig med den generelle opfattelse, at såkaldt ”almindelige muslimer” blot passer deres arbejde og er uinteresserede i imamers og retslærdes fundamentalistiske dagsorden. De er muslimer på samme måde som mange kristne er kristne, der kun møder op i kirken juleaften for hyggens skyld.

Synspunktet er tillokkende fordi vi så kan nøjes med at distancere os fra den muslimske elite, der som fundamentalister ønsker jihad og kalifat og den islamiske ummas magtovertagelse. Men når det kommer til såkaldt ”almindelige muslimer”, så skulle det altså forholde sig anderledes. De ønsker faktisk at være med i det sekulære samfund, de passer deres arbejde og uddanner deres børn, og de er i realiteten integrerede  i det sekulære danske samfund.

Og guderne skal vide, at det ville være dejligt, hvis det forholdt sig sådan, men denne ønskeforestiliing har efter min opfattelse ingen gang på jord.

”Almindelige muslimer” går på arbejde, ja, de uddanner deres børn, ja, og de markerer sig ikke med radikaliserede ytringer, men det er imamen og islam, der udgør deres identitet: De kommer i moskeen, hvor de betaler deres skat, lytter pligtskyldigt til imamens fredagsbøn og deltager i moskeens fejring af de muslimske højtider. De er ikke ”uskyldige muslimer”, for de  har aldrig distanceret sig forhold til ulamas, dvs de retslærdes belæringer. De er dybt autoritære, så de gør og siger i det små og for sig selv, hvad islams ulama åbent dikterer dem. De sender deres børn på genopdragelseslejre i moderlandet, hader jøderne, fordømmer homoseksuelle, undertrykker deres kvinder, følger de retslærdes krav til klædedragt og accepterer, at man ikke giver danskere hånden, og hvis de stemmer, så gør de det, som de retslærde kræver det.

Man kommer ganske enkelt ikke gennem den dybt autoritære og androgyne islamiske socialiseringsproces uden at være skadet for livet. Selv muslimer, der bryder med islam, hvad der faktisk er dødsstraf for, kommer aldrig fri. Se blot hvordan Naser Khader fortvivlet tumler rundt og forsøger at orientere sig.

Tankevækkende er det også, at såkaldt ”almindelige muslimer” aldrig har selvstændiggjort sig i en bevægelse af muslimer, der har et erklæret tilhørsforhold til den sekulære stat og definerer islam som en udelukkende personlig fromhedsforestilling, der ikke skal være gældende norm for staten og den enkelte.

Islams historie som et mindretal i vesten

Siden 1950erne har islam i Vesten udgjort en mindretalsreligion i alle betydende lande inklusive Danmark. Under ledelse af Det Muslimske Broderskabs fundamentalistiske retslærde har de etableret sig i Vestens hovedstæder, hvor de til at begynde med af vore politikere og embedsmænd blev modtaget med åbne arme. De troede, at de var vores dialog- og samarbejdspartnere i vores kamp mod den islamiske fundamentalisme.

Forestillingen om, at man kan sætte Det Muslimske Broderskab til at bekæmpe den islamiske ummas radikalisering er som at sætte ræven til at vogte høns.

I stedet tog de fuldstændigt røven på os. Vi finansierede dem, mens de samtidig dolkede os i ryggen.

Jeg skal ikke her trætte med et utal af historiske eksempler. Jeg vil blot nævne Muhammedkrisen fra 2005, hvor vore imamer og dialogpartnere finansieret af os rejste til den arabiske verden og under dække af at tale vores sag overfor den arabiske verden snegløb os på det skammeligste og skadede Danmark voldsomt. Med sådanne ”venner”, behøver man ingen fjender.

Remigration 2026

Og nu står vi så i 2026 og intet har ændret sig. Integrationen er nu som før slået fuldstændig fejl, tredje generation af muslimske indvandrere er nøjagtigt lige så utilpassede i forhold til det sekulære samfund som deres forældre, islam er fortsat ledet af Broderskabets jihad drømmende imamer, unge muslimske kvinder bliver fortsat sendt på genopdragelseslejre i hjemlandet, den islamiske umma er nu som før storleverandør til vore fængsler og ”såkaldt almindelige” muslimer er nu som før fremmede overfor det sekulære samfund, som vi ellers så gerne så, at de valgte at blive en del af.

Og nu kommer så on top of evrything meddelelsen om, at vi er ved at give statsborgerskab til en stor gruppe muslimer, hvoraf mange er kriminelle og afsværger demokratiet.

Jeg forstår godt, hvis der er mange, der synes, at nu kan det være nok. De skal overhovedet ikke have statsborgerskab, de skal remigrere, mens vi ved samme lejlighed afviser al yderligere muslimsk indvandring til landet.

Er remigration racisme?

Nej, det er det efter min opfattelse ikke. Vi stiller udelukkende kravet om remigration fordi vi har fået nok af den muslimske løgnagtighed og illoyalitet. De svindler og bedrager og venter kun på, at de kan sikre sig magten, så Danmark kan blive en islamisk stat.

Racisme argumentet er også på månen på den måde, at Danmark er et åbent samfund. Alle andre steder fra lukker vi beredvilligt fremmede ind, der kan og vil bidrage til Danmarks ve og vel.
Men tossegodhedens dag er forbi. Muslimer vil vi ikke alene ikke have, vi ønsker direkte, at de skal remigrere, fordi de åbenlyst er illoyale og afvisende overfor alt, hvad der dansk.

Så altså: luk grænserne for muslimsk indvandring og gå i gang med en remigration af muslimer. Og gerne så hurtigt som muligt.

Svend Lindhardt