Opsigelse af konventionerne kan vise sig at blive en håbløs opgave

Hovedbanegården i København (arkivfoto: Steen Raaschou)

De mange forskellige konventioner, som Danmark uden befolkningens samtykke har skrevet under på at ville overholde, har skadet og formentlig uopretteligt ændret vores land.

 

Konventionerne ajourføres til stadighed i tillæg, bekendtgørelser, regulativer, protokoller, tillægsprotokoller og direktiver, så det er ikke mindre end uoverskueligt at hitte rede i gældende praksis. Endvidere giver hvert nyt tillæg vores land endnu mindre råderum.

 

En del af konventionerne implementeres i vores nationale love, og for hvert nyt EU-påhit i form af nye tillægsprotokoller, regulativer og direktiver skal vores egne love have tilføjet nye forskrifter, bekendtgørelser m.v.

 

Ikke underligt, at protesterne over særligt Menneskerettighedskonventionen (EMRK) og Flygtningekonventionen (FLK), som er forfattet i en anden tid, efterhånden har udviklet sig til et oprør fra befolkningens side.

 

Ikke mindst Menneskerettighedsdomstolens afgørelser, der fratager vores land enhver mulighed for selv at bestemme vores udlændingepolitik, har vakt vrede.

 

Oprøret, der blev hørt

Ind imellem siver rumlen fra folkedybet ind bag Borgens mure, så statsministeren lovede, at når Danmark overtog formandsskabet i EU i januar 2018, ville han tage problemet op.

 

Som sagt, så gjort: I en tale i Europarådet kritiserede statsministeren Menneskerettighedsdomstolens praksis. Hverken de øvrige nordiske lande eller formanden for Europarådet forstod kritikken. Endvidere var heller ingen andre af de deltagende stater efter sigende interesseret i at ændre på noget som helst. Og så er statsministerens oprør, så vidt vides, et overstået kapitel.

 

Dette på trods af Danmarks retsforbehold, som skulle beskytte os mod suverænitetsafgivelse og dermed bl.a. Menneskerettighedsdomstolens såkaldte dynamiske fortolkning af Menneskerettighedskonventionen (EMRK). Danmark går nemlig ikke enegang!

 

Nyt parti – nye boller på suppen

Nye Borgerlige,  der måske kommer i Folketinget efter næste valg, har tre ufravigelige krav til Venstre, hvis partiet ønsker Nye Borgerliges støtte:

 

Asylbehandling skal ikke foregå her i landet, udlændinge skal forsørge sig selv, og kriminelle skal udvises ved første dom. I sit principprogram erkender Nye Borgerlige dog, at det vil være nødvendigt at skille sig af med de konventioner, der står i vejen for effektueringen af disse krav.

 

Danmarks internationale forpligtelser

Ved notat af 5. marts 2012 har Justitsministeriet oplistet de forpligtelser, Danmark har over for udlændinge. Skulle nogen være i tvivl om, hvordan konventionerne har bastet og bundet vores land, kan man blot gennemgå de 52 sider samt de utallige noter, der uddyber teksten.

 

Her skal blot opsummeres nogle få af de forpligtelser, som Danmark har påtaget sig ved at tilslutte sig utallige konventioner, der i en del tilfælde ikke alene overlapper, men tillige er i modstrid med  hinanden.

 

Menneskerettighedskonventionen – tortur

Menneskerettighedskonventionens (EMRK) artikel 3 sætter en effektiv bom bom for hjemsendelse af en forbryder ”efter første dom”. For ifølge artiklen må ingen underkastes tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling. Dette gælder ikke kun inden for det enkelte lands grænser. Beskyttelsen har eksterritorial virkning, hvilket bl.a. indebærer, at medlemsstaterne ikke kan udsende en person til et land, hvor der måtte være risiko for, at vedkommende bliver udsat for eller videresendt til behandling i strid med artiklen.

 

Og som en krølle på halen, er beskyttelsen absolut og uden relation til personens opførsel og strækker sig endog så vidt, at vedkommende skal beskyttes, selv om denne anses at udgøre en alvorlig trussel mod værtsstatens sikkerhed (min fremhævelse).

 

Tydeligere kan det næppe siges. Den kriminelle udlændings sikkerhed er vigtigere end befolkningens.

 

Hvordan i alverden har nogen politiker på befolkningens vegne kunnet undlade i det mindste at tage forbehold for en artikel, der prisgiver deres landsmænds og statens sikkerhed?

 

Flygtningekonventionen

Præamplen til Flygtningekonventionen af 1951 (tiltrådt af Danmark i 1953) er uigenkendelig i dag, for også denne konvention er blevet ført up-to-date, således at den gælder alle fra et hvilket som helst sted i verden, der banker på vores dør og kan sige ”asyl”.

 

Artikel 1 (f), anfører dog, at konventionen ikke skal finde anvendelse på en person, der har begået en alvorlig ikke-politisk forbrydelse uden for tilflugtslandet.

 

Flygtningen kan også udvises (artikel 32, pkt. 1, 2 og 3), såfremt den nationale sikkerhed eller den offentlige orden er i fare. Men dog kun på grundlag af en afgørelse, der er truffet i overensstemmelse med gældende lov.

 

Men Menneskerettighedskonventionen (EMRK) artikel 3 om ”absolut beskyttelse” er i modstrid med FLKs artikler. Så migranter, der er forbrydere såvel i eget land som i værtslandet, kan vi alligevel ikke slippe af med. Når de først er ankommet, er vi forpligtet til at beholde dem på ”tålt ophold”, for at skåne dem for konsekvenserne af deres forbrydelser i hjemlandet.

 

Enhver afvist migrant eller anden kriminel udlænding kan derfor påberåbe sig at være i fare ved hjemsendelse. De bliver så anbragt i åbne udrejsecentre, hvor der er fri adgang til enten at gå under jorden eller fortsætte forbrydelserne mod befolkningen.

 

Artikel 33, stk.1 omhandler bl.a. afvisning af en flygtning ved grænsen til usikre lande. Sådanne lande er Danmark ikke omgivet af, hvorfor der i teorien ingen problemer er med at nægte en såkaldt flygtning adgang til Danmark.

 

Men så har vi altså Schengenaftalen, hvor vi skal bede EU om ”tilladelse” til sporadisk grænsevagt.

 

Schengen-aftalen vedr. Danmark

Danmark underskrev Schengenaftalen i 1997, og den 25. marts 2001 nedlagde politikerne Danmarks grænser velvidende, at fra denne dato kunne alle, hvem de end var, og hvor som helst i verden de kom fra, traske uhindret ind i vores land.

 

Ifølge De Europæiske Fællesskabers Tidende, s. 101, II, 1., 2. afsnit, var forudsætningen imidlertid for at nedlægge grænserne, når

 

“…kontrollen ved de ydre grænser er blevet effektiv…” (min fremhævelse).

 

Hvad i alverden var årsagen til, at Danmark nedlagde sine grænser allerede i 2001? Endnu i 2018 er kontrollen ved EU’s ydre grænser hullet som en si, hvilket NGO’er i øvrigt udnytter til fulde og optræder som menneskesmuglernes forlængede arm.

 

Så at undgå at foretage asylbehandling her i landet kræves en døgnet rundt grænsebevogtning.

 

Nødvendige krav, men…

Hvor absolut nødvendige Nye Borgerliges krav end er, hvis vi skal kunne bevare det Danmark, vi engang kendte, er det kedeligt at skulle ødelægge den gode stemning ved at påpege, at det har visse vanskeligheder. Migranters egenforsørgelse kan kollidere med Grundlovens § 75, stk. 2, og som det er fremgået ovenfor, er konventionerne (samt traktater og aftaler) spundet ind i hinanden i en indviklet sammenfiltring, hvor ethvert forsøg på at udrede det sandsynligvis vil komme til kort.

 

Det bør nok også lige nævnes, at Dansk Folkeparti den 26.10.2016 fremsatte forslag til folketingsbeslutning om Menneskerettighedskonventionen (EMRK):

 

”Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af indeværende kalenderår at ophæve inkorporeringsloven til den europæiske menneskerettighedskonvention samt at tage initiativ til, at Danmark får et forbehold over for den europæiske menneskerettighedskonvention, som sikrer, at den danske regering fremover kan føre den udlændingepolitik, der er flertal for i Folketinget”.

 

Som forventet, blev forslaget forkastet. Så man bør måske sige: Bedre held næste gang.

 

Det er dog nok en god idé at tage bestik af Justitsministeriets notat, hvoraf fremgår: ”Det bemærkes, at Danmarks medlemskab af internationale organisationer direkte eller indirekte kan være betinget af Danmarks tiltræden af bestemte internationale konventioner mv.” (s. 3).

 

Denne bemærkning kan ses som en advarsel mod at opsige visse konventioner, idet det da kan knibe med at få lov til at være med i det gode selskab.

 

Så glem ikke den menneskelige faktor: Håbet om en karriere i EU eller en international organisation.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…