I lighed med andre europæiske lande præges Sverige nu af en voksende folkelig modstand mod masseindvandringen fra især muslimske lande.
Men denne udvikling er mere tøvende i Sverige end i andre europæiske lande.
Nok gør svenskerne de samme erfaringer som andre med masseindvandringens konsekvenser. Men i Sverige har man et stærkt system, der fornægter disse folkelige erfaringer og forsøger at gøre dem ugyldige.
Dette system udgøres af en autoritær statsmagt, en massiv ideologisk påvirkning og en voldsom appel til den protestantiske skyldfølelse.
Sverige og Østrig
Det er interessant at sammenligne Sverige med Østrig.
Engang lignede de to lande hinanden i samfundsmodel og politisk tradition: Socialdemokratiet var den helt dominerende kraft, og staten havde en stor økonomisk rolle og moralsk autoritet.
I Sverige var dette inkarneret i en Tage Erlander. I Østrig var det inkarneret i en Bruno Kreisky.
Men i de senere år er de to lande gået hver sin vej.
I Østrig har man fået en regering, der fører stram udlændingepolitik. En regering bestående af et konservativt parti og et indvandringskritisk højrefløjsparti.
Her har de folkelige erfaringer med masseindvandringen givet sig stærke udslag på det politiske plan.
Den østrigske forbundskansler Sebastian Kurz er populær – også i andre lande – fordi han har gjort sig til talsmand for disse folkelige erfaringer.
Anderledes i Sverige. Her har den politiske og ideologiske elite hårdnakket bekæmpet alle forsøg på omsætte de folkelige erfaringer og holdninger til en ny politik, især udlændingepolitik.
Folket og eliten
Det svenske valg viste tre ting i den forbindelse:
For det første viste det, at også svenskerne bevæger sig mod mere kritiske holdninger til indvandringen fra ikke-vestlige, overvejende muslimske lande.
Men for det andet viste valget, hvor stærke ”systemets kræfter” – den politiske og ideologiske elite – fortsat er.
For det tredje viste valget, hvilke midler systemet tager i anvendelse for at holde befolkningens modstand i skak.
Valgresultatet afspejlede, at den folkelige modstand mod masseindvandringen klart er vokset – jævnfør Sverigedemokraternes markante fremgang.
Men samtidig afspejlede resultatet, at systemet fortsat kontrollerer den folkelige meningsdannelse meget mere end i andre europæiske lande, herunder Danmark.
Löfvén, Merkel og Macron
Sverigedemokraternes fremgang blev ikke så stor, som det på et tidspunkt så ud til. Og partiet bliver efter alt at dømme koblet helt af regeringsforhandlingerne.
De folkelige protester kan sågar ende i den absurditet, at det politiske korrekte systems mand, socialdemokraten Stefan Löfvén, fortsat sidder og troner som statsminister.
Hvordan kan det lade sig gøre? Hvorfor siger svenskerne ikke eftertrykkeligt nej til mere Löfvén? I Tyskland er de jo begyndt at sige nej til mere Merkel? I Frankrig siger de nej til mere Macron?
Man skal selvfølgelig have med i billedet, at det økonomisk går godt for Sverige, men det er langt fra hele forklaringen.
I Sverige er oprøret i udlændingepolitikken tøvende og frygtsomt. Det skyldes, at systemet bruger en effektiv kombination af ’hård’ og ’blød’ magt for at holde folkelige protester i ave.
’Hård’ magt
Den ’hårde’ magt giver sig blandt andet udslag i et særdeles udemokratisk valgsystem. Det er fuldstændig uacceptabelt, at svenske vælgere i fuld offentlighed tager en valgseddel, der viser, hvilket parti de ønsker at stemme på.
Den ’hårde’ magt giver sig også udslag i at den store offentlige TV-station SVT i forbindelse med en partilederdebat fordømmer de synspunkter, som et parti – Sverigedemokraterne – fremsætter. Intet andet sted i Vesteuropa vil man se et lignende overgreb på ytringsfriheden.
De seere, der ud fra deres erfaringer gav Sverigedemokraterne ret, fik her at vide, at deres erfaringer var ugyldige – ikke godkendte af systemet.
’Blød’ magt
Men systemet kontrollerer ikke kun vælgerne ved hjælp af den slags ’hård’ magt, der direkte knægter demokrati og ytringsfrihed.
Svenskernes frygtsomhed hænger i høj grad også sammen med den ’bløde’ magt, som staten, medierne og det øvrige system udøver.
Borgerne får til stadighed indpodet, at systemet ikke bare repræsenterer magten. Det repræsenterer også en højere moral.
Man er et dårligt menneske, hvis man ikke bøjer sig for denne højere moral og i stedet insisterer på sine egne personlige erfaringer.
Man er for eksempel et dårligt menneske, hvis man ud fra sine oplevelser i hverdagen finder den ikke-vestlige indvandring helt uholdbar og ønsker at lukke af for den.
Humanitær stormagt
Sverige har i mange år haft som officiel ideologi, at man skal være en ”humanitær stormagt”.
Til det hører nu om dage, at man slår dørene op for en massiv ikke-vestlig indvandring og endda erklærer, at det er en stor berigelse af det svenske samfund.
Det er lykkedes systemet at undgå et folkeligt oprør mod denne officielle ideologi. Selv om oprøret ved dette valg rørte mere på sig, så holdt systemet i hovedsagen stand.
Det hænger sammen med, at systemet ikke bare er et magtapparat. Det er en moralsk autoritet. Det appellerer i høj grad til svenskernes autoritetstro og protestantiske skyldfølelse.
Selvdestruktion
Mens systemet stadig formår at holde borgerne i skak i stort omfang, bevæger det svenske samfund længere og længere mod selvdestruktion.
Måske kommer oprøret med fuld kraft på et tidspunkt. Men der er stor risiko for, at det til den tid vil være for sent.
I Sverige foregår den folkelige modstand mod masseindvandring fra muslimske lande med to skridt frem og ét tilbage. Det tempo kan slet ikke holde trit med problemernes vækst.