En muslimsk kvinde fra Algeriet, der var gift med en franskmand, skulle tildeles fransk statsborgerskab. Det foregik ved en officiel ceremoni.
Men midt under ceremonien skete der noget, som ændrede alt.
Kvinden nægtede at give hånd til en embedsmand og en politiker, som skulle gennemføre ceremonien.
Hun påberåbte sig, at hendes ”religiøse tro” forbød hende at berøre fremmede mænd.
Men det ville den franske regering ikke finde sig i. Hun fik en straf, hun ikke havde drømt om: Regeringen afviste simpelt hen at give hende fransk statsborgerskab!
Begrundelsen lød, at hendes adfærd viste, at hun ”ikke var integreret i det franske samfund”.
Klage afvist ved domstol
Den algeriske kvinde klagede til domstolene for at få denne afgørelse omstødt. Men i torsdags led hun endegyldigt nederlag:
Frankrigs højeste forvaltningsdomstol – Conseil d’Etat – afviste hendes klage. Dermed står beslutningen om, at hun ikke skal have fransk statsborgerskab, ved magt.
Den oprindelige ceremoni, hvor hun nægtede at give hånd til mænd, foregik i juni 2016 i departementet Isère.
Frankrig holder fast i sine principper
Sagen er udtryk for den meget stærke tradition, som Frankrig har for at forsvare den verdslige stat mod religiøs indblanding.
Et af de store eksempler har været forbuddet mod, at muslimske skolepiger og muslimske lærerinder bærer islamiske tørklæder i skolen.
Denne kurs har ført til en række sammenstød med muslimske kræfter. Men Frankrig har meget langt holdt fast i sine verdslige principper. Landet gik således også i spidsen med et burkaforbud.
Danmark halter langt bagefter
Danske politikere har været meget mere konfliktsky og vaklende, når det drejede sig om at afvise islamiske regler i vores samfund.
Da Frankrig indførte sit burkaforbud, blev noget sådant pure afvist af et flertal i Folketinget.
Men også i Danmark har der været et stigende folkeligt pres for at afvise islamiske regler i vores samfund. Og dette pres har påvirket politikerne.
Vi får nu et burkaforbud, ligesom i Frankrig. Og vi ser en mere kontant kurs på nogle områder – for eksempel krav om, at daginstitutioner skal have svinekød på menuen.
Men vi halter stadig langt efter franskmændene. Danmark har for eksempel ikke noget forbud mod, at kvindelige skolelærere bærer islamisk tørklæde. Vi accepterer også, at muslimske skolepiger er tilhyllede.
Danske myndigheder ville heller ikke afvise at give statsborgerskab til en muslimsk kvinde, fordi hun nægtede at give hånd til mænd.
I Danmark er mange politikere parate til at slå af på grundværdierne i det verdslige samfund. I Frankrig forsvarer man disse værdier meget mere konsekvent.
