Viktor Orbáns store valgsejr i Ungarn varsler nye tider i Europa. Men det finder man ikke mange spor af i de danske medier.
Orban karikeres som en marginal skikkelse i Europa. En mand, som provokerer EU. En mand, som har sine venner langt ude på højrefløjen i resten af Europa. Og en mand, som bruger ufine politiske metoder.
Men i iveren for at skælde Orbán ud og fremhæve hans problematiske sider lukker man øjnene for, at Orbáns succes afspejler vigtige og nødvendige forandringer i Europa.
Ulla Terkelsen og det ungarske valg
TV2’s Ulla Terkelsen har været en undtagelse fra den jammerlige dækning af det ungarske valg.
Man kan være uenig med hende i mange af hendes politiske analyser (herunder en ukritisk brug af ordet “populisme”). Men hun har en vilje til at søge de store linjer i det, der foregår.
Hun drog den simple, men rigtige konklusion på det ungarske valg: Ungarerne stemte på Orbán, fordi de er enige med ham. Ikke mindst i synet på masseindvandringen.
Og det gælder vel at mærke ikke kun vælgerne i Ungarn. I europæiske befolkninger lyder massive krav om at få styr på den ikke-vestlige, overvejende muslimske tilstrømning.
Disse folkelige krav bærer nye politikere frem og ændrer magtforholdene i Europa.
Østrig og Tyskland
Orbán blev altså genvalgt med overvældende opbakning.
I nabolandet Østrig stormede den konservative komet Sebastian Kurz frem ved valget sidste år. Her spillede udlændingepolitikken også en afgørende rolle.
Kurz har dannet en koalitionsregering med det højreorienterede Frihedspartiet. Denne regering har fortsat flertal i meningsmålingerne.
I det store Tyskland sker der også bemærkelsesværdige politiske bevægelser:
Angela Merkels bayerske søsterparti CSU har fået nyt liv og ny indflydelse.
Partiet har ellers været skrantende gennem nogen tid. Men nu har dets indenrigsminister Horst Seehofer givet det nyt liv med nogle markante meldinger i udlændingepolitikken.
Dem har vælgerne kvitteret for med massiv opbakning til Seehofers synspunkter, som sætter Angela Merkel under stort pres.
Nationalstaten
Disse stærke strømninger drejer sig ikke kun om udlændingepolitik. De drejer sig også om en fælles vilje til at værne om nationalstaten.
Alle de nævnte politikere tillægger den nationale selvbestemmelse stor vægt. Men samtidig er de alle tilhængere af EU. De ønsker et EU med en stærkere national forankring.
Også dette er i pagt med udbredte holdninger i befolkningerne.
Disse politiske forandringer fører samtidig til nye samarbejdsmønstre i Europa.
Orbán, Kurz, Seehofer – og Spahn
Der er gode relationer mellem Kurz, Orbán, Seehofer – og man kan tilføje endnu en skikkelse: Jens Spahn, som er en fremtrædende repræsentant for de nævnte strømninger i Merkels CDU.
Der er også bredere former for samarbejde – for eksempel mellem mindre EU-lande, der vil undgå et topstyret EU, hvor Tyskland og Frankrig er stærkt dominerende.
I dette bredere fællesskab finder man for eksempel Holland – og såmænd også Danmark (med en vis forsigtighed). Der er også forbindelse til en række østeuropæiske EU-lande.
Man samarbejder for at værne om den nationale selvbestemmelse og dermed leve op til befolkningernes krav.
Drømmen om, at alt er ved det gamle
Denne bevægelse omkring udlændingepolitik og national selvbestemmelse har vokset sig stærk. Den vil vokse sig endnu stærkere – uanset hvad en presset EU-top siger.
Man finder stadig røster i en politiske debat, der forsøger at lade, som om alt er ved det gamle. Røster, der gerne så, at EU satte de ’uvorne’ lande på plads.
Disse røster får stadig stor plads i de politisk korrekte medier – også herhjemme.
Men de kan ikke skjule, at magtforholdene i Europa er under dybtgående forandring.
