Juleudsmykning på Nørrebro er i fare, fordi så mange butiksejere er indvandrere – også i andre tilfælde viger den danske jul for islam

Nørrebros Handelsforening må se i øjnene, at juleudsmykningen på Nørrebro formentlig må aflyses i år.

 

Det er handelsforeningens formand, Hans Mejlshede, som nu slår alarm.

 

” Vi er ikke en særlig rig forening. Og vi har i de forløbne år har haft 40.000 kroner i underskud per ophængning. Det kan vi ikke blive ved,” siger Hans Mejlshede, til TV 2 Lorry og fortsætter:

 

”Det er frivilligt for forretningerne, om de vil deltage. Men andelen af butikker, som drives af personer med anden etnisk baggrund, er over halvtreds procent. Hvis nu du er muslimsk herrefrisør – og dem er der cirka tyve af – så er det jo ikke så meget at sige til, at du ikke gider betale til juleophængningen. Det er jo ikke fordi, du klipper flere kunder af den grund,” siger Hans Mejlshede til TV2 Lorry.

 

Et helvede at være indsamler på Nørrebro

Hans Mejlshede fortæller, at handelsforeningen har forsøgt at få hjælp fra Københavns Julebelysning og spurgt, om de udover at hænge julebelysning op også vil hjælpe med indsamling af penge.

 

Men her har man fået afslag, og det forstår handelsforeningens formand så udmærket.

 

”Det er heller ikke noget særligt rart job at være indsamler på det her. Det er et helvedes job for at sige det diskret,” lyder det fra Hans Mejlshede, som fortsætter:

 

”Overraskende mange er negative over at skulle betale. Afvisningerne er ofte ikke særligt pæne, og indimellem bliver nogle direkte ubehagelige,” siger han til TV2 Lorry og tilføjer, at det ellers er hans indtryk af, at de handlende er glade for julebelysningen.

 

Fætter BR og Føtex med flere vil heller ikke betale

I lighed med tidlige år vil Nørrebros Lokaludvalg også i år bidrage med et tilskud på 45.000 kroner til juleophængning, men heller ikke her vil man have noget med indsamling hos de handlende af de nødvendige ekstra penge til juleudsmykningen at gøre.

 

Det oplyser lokaludvalgets formand, Mogens Petersen, til TV 2 Lorry. Han fortæller, at det ikke kun er indvandrebutikkerne, men også store butikker som Fætter BR, Føtex, Kvickly og brillebutikkerne, som heller ikke vil bidrage til juleudsmykningen.

 

Sagen på Nørrebro omkring problemer med juleudsmykning er ikke usædvanlig, når det gælder områder og kvarterer med mange muslimer.

 

Men indimellem risikerer de supermarkeder, der dropper julen for ikke at fornærme deres muslimske kunder, en regulær shitstorm.

 

Føtex i Odense droppede juleudsmykningen, og så gik det helt galt

Da Føtex i Odense i julen 2013 droppede juleudsmykningen, rasede kunderne i en sådan grad, at butikskædens facebookside på det nærmeste glødede med rasende indlæg som for eksempel:

 

”Min mors veninde arbejder i Føtex, og hun VED, at I dropper julepynten p.g.a. muslimer … at I så vælger at lave en fed løgn og sige, at det ikke har noget med muslimer at gøre, er dybt chokerende. I har lige mistet en kunde, og jeg kommer aldrig igen. FØJ!”

 

”Når nu I er stoppet med at pynte op til jul for at tækkes muslimer, skal man så heller ikke regne med at kunne købe flæskestegen i Føtex fremover, eller vil I gerne have vores penge, men ikke respektere os. Hvordan hænger det sammen?”

 

Pressechefen benægtede nemlig hensyn til muslimer

Over for Fyns Stiftstidende afviste pressechef for Dansk Supermarked, Mads Hvidtved Grand, dengang, at den manglende juleudsmykning skyldes hensyn til kunder med muslimsk baggrund.

 

”Det er noget sludder,” sagde han og hævdede, at der siden den første Føtex-butik åbnede i 1960 aldrig har været pyntet med kristne symboler.

 

Den forklaring gik han dog senere i interviewet bort fra, og i stedet henviste han til pladsmangel som begrundelse for, at der ikke er hængt julepynt op i lofterne. Han sluttede interviewet med følgende bemærkning:

 

”Tidligere har folk ment, at der har været for meget julepynt, og i år har folk ment, at der har været for lidt.”

 

Ekspert i detailhandel: Sludder og vrøvl, det er hensynet til muslimer

Den forklaring gav Marcus Schmidt, der er forbrugsforsker og ekspert i detailhandel, ikke meter for.

 

”Jeg vil skrive under på, at det med hundrede procents sikkerhed handler om, at Dansk Supermarked vil tage hensyn til de muslimske kunder,” sagde han til Fyns Stiftstidende og fortsatte:

 

”Jeg tror ikke en meter på, at de gør det på grund af prioritering af pladsen. Pynt i loftet tager jo ikke plads fra andre ting. Føtex-butikkerne er jo store, så den tror jeg simpelthen ikke på. Det er en bortforklaring.”

 

Den Korte Avis kunne dengang ved selvsyn konstatere, at juleudsmykningen i Føtex-forretningen på Vesterbro i Odense bestod af nogle anonyme papskilte i lyse pastelfarver, der ved kasserne ønskede kunderne en glædelig Jul.

 

Truede Føtex og Dansk Supermarked med boykotaktion

Den Korte Avis skrev også dengang om sagen, og en af avisens læsere, Poul Antonsen, blev så vred, at han i en mail til Føtex, hvor han henviste til artiklen i Den Korte Avis, og truede med en boykot-aktion på facebook mod både Føtex og de øvrige butikker i Dansk Supermarked.

 

Og der må have været mange meget forargede kunder som Poul Antonsen.

 

Der har i hvert fald været så mange, der har reageret, at Føtex har følt sig presset til at ændre holdning til juleudsmykningen. Det kan man læse ud af det svar, Poul Antonsen fik fra Føtex.

 

Her erkender butikskæden, at den har fået mange reaktioner. Og til sidst kommer den bemærkelsesværdig indrømmelse. Føtex skriver:

 

“Når vi har fastlagt omfanget af julepynt i vores butikker, er det et spørgsmål om pladshensyn og ressourcer.

 

Når det er sagt, lytter vi til de mange opfordringer vi fik i løbet af julen 2013, om at vi fremover skal lægge mere vægt på julepynt i butikkerne. Det tager vi selvfølgelig med i vores overvejelser til julen 2014.”

 

Den Korte Avis kunne i øvrigt dengang med foto fra Føtex’ egen hjemmeside dokumentere, at der tidligere havde været masser af juleudsmykning i Føtex.

 

 

Du kan læse hele artiklen i TV2 Lorry her:

https://www.tv2lorry.dk/artikel/noerrebros-julebelysning-er-i-fare-handelsformand-klandrer-indvandrerbutikker

 

Og du kan læse mere om Føtex og juleudsmykning her:

https://denkorteavis.dk/2013/ansatte-og-kunder-raser-fotex-dropper-julen-af-hensyn-til-muslimer/

 

https://denkorteavis.dk/2014/vrede-kunner-presser-fotex-til-danske-traditioner/?print

 

 

Del på Facebook