Den 10.-11. december afholdes en stor FN-konference i den marokkanske by Marrakech. Her skal man underskrive FN’s såkaldte migrationspagt.
Pagten har vakt stor debat i Danmark og andre steder. Den Korte Avis har i en række artikler påpeget fatale problemer ved pagten. Ikke mindst, at den åbner for en omfattende tilstrømning til Danmark af ikke bare flygtninge, men også økonomiske migranter.
Det sker med den begrundelse, at en sådan øget tilstrømning også vil være til gavn for modtagerlandene. En opfattelse, som støder frontalt sammen med den politik, der føres i Danmark.
Samtidig lægger pagten op til, at staten skal gribe ind i ytringsfriheden for medier, der påstås at være ”fremmedfjendtlige”.
En række lande har tilkendegivet, at de ikke vil underskrive pagten. Det gælder USA, Australien, Østrig, Ungarn, Tjekkiet, Polen, Bulgarien, Israel og Estland. Også Italien og Schweiz kan meget vel ende med at holde sig udenfor.
Men Danmark holder fast i at deltage.
Udpegningen af Støjberg
Det bliver dog ikke statsminister Lars Løkke Rasmussen, der kommer – det gør hans tyske kollega, forbundskansler Angela Merkel, ellers. FN har da også bedt om, at der bliver sendt ”en repræsentant fra allerhøjeste embede”.
I stedet udpegede Løkke udlændingeminister Inger Støjberg som Danmarks repræsentant ved konferencen i Marrakech.
Dermed ønskede han formentlig at sende et dobbelt signal til både udlandet og den danske offentlighed:
Ved at sende en højt profileret politiker som Inger Støjberg, blev det tilkendegivet, at Danmark tillægger pagten positiv vægt. Men samtidig signalerede statsministerens fravær, at man har forbehold over for dokumentet.
Inger Støjbergs folkelige prestige skulle så forhindre, at underskriften på migrantpagten udviklede sig til en regulær møgsag for regeringen.
Men denne strategi rummede en indlysende fare: I stedet for at gøre befolkningen mere venligt stemt over for FN-pagten, kunne den tværtimod føre til, at Inger Støjberg blev ramt på sit renommé ved at stå som den danske frontfigur, der underskrev pagten.
Bang! Støjbergs bombe
Støjberg har nok selv set denne fare. I hvert fald har hun nu taget det opsigtsvækkende skridt at sige nej til at deltage i konferencen.
Udlændingeministeren gør absolut intet for at signalere, at hun har en særlig begrundelse for at blive væk. Hun siger bare rent ud:
”Jeg har ikke tidligere deltaget i den slags konferencer, og jeg ser heller ikke mig selv som deltager i den her.” (Jyllands-Posten)
Bang! Dermed smed Støjberg en bombe under Danmarks forhold til FN’s migrationspagt.
Dette er en ret klar tilkendegivelse af, at Inger Støjberg ikke ønsker at blive rodet ind i den politisk betændte sag, som kan skade hendes ry blandt danskerne.
Hun forsikrer, at pagten giver et godt afsæt. Men det virker som en ren pro forma støtte. Nu har hun i hvert fald gjort det klart, at hun ikke ønsker at tage noget slæb for denne pagt.
Pinligt for Løkke
Dette er tredobbelt pinligt for Lars Løkke:
For det første bliver hans forsøg på at berolige befolkningen i forhold til migrationspagten gennemhullet. Selv om Støjberg formelt understreger, at hun støtter pagten, sender hun jo et negativt signal om den.
For det andet bliver det understreget, at der er uenighed i Venstre om udlændingepolitikken.
For det tredje er Støjbergs egenhændige afvisning af at tage til Marrakech undergravende for Løkkes autoritet.
Man kan undre sig over, at Løkke overhovedet fik ideen om at sende Støjberg.
Han håbede vel, at Støjbergs prestige ville få danskerne til at se mere velvilligt på migrationspagten. Men med den hede debat, der har været om pagten, burde han have forudset, at der kunne ske noget ganske andet:
Danskerne bevarer deres kritisk holdning til pagten, og Inger Støjberg må nu kæmpe for at forhindre, at den folkelige modstand mod pagten rammer hende.
Men hun øjnede faren og tog det helt usædvanlige skridt at sige nej til at være Danmarks repræsentant.
Man tabte sagen på gulvet
Formentlig forhindrer denne resolutte reaktion, at vælgernes modstand rammer hende.
Samtidig står hun vel så stærkt, at Løkke næppe vil kunne straffe hende for, at hun åbenlyst har trodset hans planer om at repræsentere regeringen i Marrakech. Løkke har hårdt brug for hende i valgkampen.
Men i første omgang skal Løkke finde en ny repræsentant for den danske regering, der kan underskrive FN’s migrationspagt. Udviklingsminister Ulla Tørnæs nævnes som en mulighed.
Uanset hvem det bliver, har regeringen tabt denne sag på gulvet. Først undervurderede man dens negative betydning. Og så turde man ikke drage den konsekvens at holde sig væk.
Nu kæmper man for at få den til at gå væk. Men man undgår næppe kritiske reaktioner blandt vælgerne.
Det bliver ikke sjovt for den, der ender med at repræsentere Danmark i Marrakech, at skulle forklare sig over for de hjemlige medier.
