Vor kære klode har i mange år været overbefolket. Det har belastet den med globale forureninger, klimaforandringer, ekstreme vejrlig, sultkatastrofer mv, som har medført store nationale og internationale migrationer.
Selv om vi allerede er for mange mennesker her på kloden, bliver vi mange flere. FN angiver, at de nuværende 7,5 mia. mennesker i 2050 bliver til 9,8 mia. og i 2100 til 11,2 mia.- henholdsvis 30 og 50% flere end i dag.
Overbefolkningen er ujævnt fordelt
FN forventer, at mere end halvdelen af den forventede tilvækst til 2050 sker i Afrika. Fertiliteten(frugtbarheden) her er høj med ca. 5 børn pr. kvinde og den aftager kun meget langsomt. Asien bidrager noget, medens resten af verden kun bidrager lidt til tilvæksten med godt 2 børn pr. kvinde. Europa er den eneste verdensdel, hvor folketallet vil blive mindre i 2050 end i dag. Europas fertilitet er 1,6 børn pr. kvinde. Befolkningstilvæksten skyldes udover den høje fertilitet i nogle lande, at levealderen stiger og børnedødeligheden falder overalt på kloden. De sidste 2 udviklinger er glædelige og ønskede, men det samlede resultat er en stærkt voksende global befolkning, indtil der ikke fødes flere end der dør. Og det gør der indtil år 2100, hvor der vil opnås balance ved en fertilitet på ca.2 børn pr. kvinde.
Befolkningstilvæksten i dette tidsrum vil være størst i de mindst udviklede lande. Denne gruppe består af 47 lande, hvoraf 33 ligger i Afrika. FN forventer, at folketallet her næsten fordobles fra nu 1 mia. til 1,9 mia. i 2050 og videre tredobles til 3,2 mia. i 2100. Der er således god grund til, at globale indsatser mod den globale overbefolkning koncentrerer sig om de fattigste lande i Afrika.
Mange danskere vil måske synes, at der er så lang tid til 2050 og 2100, at man ikke behøver at interessere sig for endsige bekymre sig for disse ting nu. Men det er nødvendigt nu, da vore børnebørn, der fx fødes i år vil være 32-årige i 2050 og mange af dem vil fortsat være i live i 2100. Dvs. at vore børnebørn hele livet- og vore børn en stor del af deres liv-vil være udsat for de belastende følger af den enorme befolkningstilvækst i Afrika. Allerede i dag medfører den nuværende overbefolkning i Afrika stadigt større sultkatastrofer, mere uro, flere krigshandlinger og et stigende antal fattige og dårligt uddannede migranter. Disse tilstande må forventes at blive langt værre ved fordoblinger eller tredoblinger af de afrikanske befolkninger. Hvad mener Afrika selv om denne udvikling
Den 26. dec. 2017 bragte Berlingske Tidende et interview med den nu 80 årige Olusegun Obasanjo- tidligere præsident i Nigeria- Afrikas mest folkerige stat. Han erkender i interviewet, at befolkningstilvæksten er Afrikas største problem, uanset hvilket afrikansk land, der er tale om. Ikke desto mindre er hans budskab: ”Træk ikke et kondom ned over Afrika!”. Hans forslag er, at de meget store nuværende og kommende ungdomsårgange gøres til et aktiv som arbejdsstyrke. Dette er i princippet korrekt og muligt, men da IMF (International Monetary Fund) vurderer, at dette i så fald vil kræve oprettelse af 18 mio. højproduktive jobs om året frem til 2035, dvs. i alt 325 mio. jobs, har det næppe nogen gang på jord at skaffe ekstern investeringskapital af den størrelsesorden. De afrikanske lande magter heller ikke selv at gennemføre et sådant kæmpestort program. Obasanjo støtter det synspunkt, at den bedste måde at opnå, at der fødes færre børn, er at afvente resultatet af de næste 15-20 år med mere og bedre uddannelse. Obasanjo er jvf interviewets overskrift- slet ikke stemt for familieplanlægning med brug af kondomer og anden prævention.
Hvad mener andre?
Obasanjo er en af de fire forfattere til en netop udkommet bog:”Making Africa work, a handbook” (Hurst &Co, London 2017). Obasanjo er en militæruddannet, meget skrivende general og senere demokratisk valgt præsident i Nigeria. De 3 øvrige forfattere er: Greg Mills, Jeffrey Herbst og Dickie Davis, som alle er højt uddannede vestlige eksperter med tilknytning til ansete forskningsinstitutioner. De har også i mange år fungeret som rådgivere på præsidentniveau i mange afrikanske lande.
Internationalt er bogen blevet overordentlig vel modtaget som den første kontante og realistiske håndbog i ledelse af afrikanske lande. Den koncentrerer sig om:” Hvordan får man tingene gjort” fremfor blot: ”Hvad skal gøres”. Her skal kun fremtrækkes fra bogen en række synspunkter, der ikke dækkes i interviewet med Obasanjo. Fremfor alt er det tydeligt, at de øvrige forfattere er af den opfattelse, at familieplanlægning i Afrika er afgørende nødvendig for at opnå nogen form for fremgang.
Bogen introducerer sig med: ”Afrika står over for en vanskelig, muligvis katastrofal fremtid, med mindre Afrika reagerer hurtigt for at få konsolideret demokratiske styreformer, liberaliseret økonomierne, investeret i mennesker og infrastruktur samt sikret og garanteret lovlige forhold”. Og videre: ”Da befolkningerne i Afrika syd for Sahara forventes fordoblet inden for en generation, vil kontinentet blive overvældet af dets befolkningsvækst, særligt i byerne, såfremt ledelserne ikke tager afgørende skridt, der sørger for langsigtede investeringer på de ovennævnte indsatsområder”.
”Til dato har Afrikas udvikling og jobskabelse ikke været i stand til at følge med befolkningstilvæksten. Uden en planlagt og gennemført udvikling som beskrevet, må det derfor forventes, at der udløses en befolkningsmæssig katastrofe, en fremskyndelse af social uro samt større migration inden for Afrika og til Europa og andetsteds.”
Inspiration fra Østasien
Udviklingen i mange østasiatiske lande har tidligere vist, at beslutsomme regeringer kan opnå forbavsende gode resultater mht. til både økonomisk udvikling og familieplanlægning. Eksempler herpå er fx Singapore, Vietnam og Kina. Afrika har behov for tilsvarende beslutsomme regeringer, der kan gennemføre foranstaltninger af den type, som håndbogen” Making Afrika work” foreslår.
Disse foranstaltninger må nødvendigvis også omfatte en udbredt og velgennemført indsats for familieplanlægning med kondomer og anden prævention. Som interviewet med Obasanjo viser, bliver det ekstremt svært at overbevise afrikanske ledere herom. Deres ulyst til at kræve en sådan indsats af deres vælgere er måske forståelig, men ikke acceptabel i deres funktion som nationale ledere. Det er i princippet ren ansvarsfriskrivelse. En indsats på dette område, må nødvendigvis foregå som en intern afrikansk proces. De tidligere koloniherrer, der slap tøjlerne lige efter 2.verdenskrig, kan i hvert fald vanskeligt stilles til ansvar herfor. Når Østasiens ledere med succes selv har kunnet styre deres udvikling efter kolonitiden, hvorfor skulle Afrikas ledere så ikke kunne gøre det samme?
Langsigtede tiltag skal supplere de nuværende indsatser
EU og herunder den danske regering har allerede igangsat en række aktiviteter i Afrika primært rettet mod at dække akutte behov hos migranter i Afrika og at reducere migrantstrømmene mod EU. EU vil sandsynligvis fortsat være leverandør af incitament-elementer, der sikrer en fortsættelse af disse aktiviteter. De forventelige stadig større fremtidige migrantstrømme i og fra Afrika vil dog kræve, at en betydelig del af fremtidige indsatser målrettes til familieplanlægning. De næsten utallige NGO`er, der med regeringsstøtte virker i Afrika især med nødhjælpsprojekter vil naturligt også kunne deltage i afrikansk drevne nationale familieplanlægningsprogrammer. Samtidig bør fremtidig støtte til økonomisk udvikling i Afrika også gøres betinget af politisk forpligtelse til gennemførelse af effektiv familieplanlægning.
For at sikre bred folkelig opbakning i Danmark og andre EU-lande til en sådan udvikling, er der behov for en folkelig debat om den globale overbefolkning og de mulige tiltag for at begrænse denne. Vore egne politikere og de fleste medier har imidlertid hidtil haft en udtalt berøringsangst over for dette problem, som i realiteten er den grundlæggende årsag til global forurening, sultkatastrofer, mange lokale krige og de store migrationer. I stedet for berøringsangst er der behov for en pragmatisk, løsningsorienteret tilgang, som fx beskrevet i håndbogen: Making Afrika work.
Ib Andersen er dr. med, speciallæge i miljø- og arbejdsmedicin.
