Et møde d.31-10-2018 i Tivolis kongrescenter i København handlede om en global bæredygtig fremtid. Mødet, der var arrangeret af Nordea Bank, bestod af to én timers indlæg, hvor det første var en orientering fra Nordeas egne eksperter om bankens indsats for at give opsparere mulighed for at investere i bæredygtige aktier.
Nærværende indlæg skal dog alene behandle mødets andet indlæg, hvor tidligere finansminister Mogens Lykketoft redegjorde for FN´s indsats for at opnå en global bæredygtig udvikling. Indlægget var særdeles interessant, da Lykketoft præsiderede som generalsekretær i FN under udarbejdelsen i 2015 af FN`s 17 mål indtil 2030 for at opnå en global bæredygtig udvikling. Samme funktion havde han ved planens vedtagelse under en efterfølgende generalforsamling med deltagelse på regeringschefniveau af FN`s medlemsstater. Hans indlæg ved dette møde i København var derfor en tale fra løvens egen mund!
FNs vigtigste mål er udryddelse af fattigdom
At gennemgå den fyldige plan for FN`s mål indtil 2030 for en bæredygtig udvikling er svært og tørt stof, men Lykketoft var både professionelt dækkende og interessevækkende. Det første og vigtigste mål er at få reduceret antallet af fattige. Som Lykketoft rigtigt gjorde opmærksom på, er det en generel opfattelse i den vestlige verden, at meget store dele af jordens befolkning er ludfattige og at fattigdommen kun langsomt aftager.
Reelt er der de sidste 15-20 år imidlertid sket store fremskridt, og status er nu, at mindre end 1 mia mennesker kan betegnes som fattige defineret som indtægt under 2 US dollar pr dag. De øvrige 6,5 mia mennesker har i dag en levefod, der svarer til eller er bedre end den levefod, der fandtes fx i de nordiske lande i 1950erne. Det var og er en stram levefod uden plads til nogen form for luksus, men den er tilstrækkelig til at sikre god og tilstrækkelig kost, basal forebyggelse og behandling af sygdom samt grundskoleuddannelse af både drenge og piger. Lykketoft fremhævede, at denne gode udvikling i betydeligt omfang skyldes den beundringsværdige indsats i Kina. Her er en ludfattig landbefolkning gennem 40-50 år for en stor dels vedkommende udviklet til et moderne arbejds- og byliv i et industri/servicesamfund med en meget stærkt voksende levefod. Andre lande i Asien fx Singapore og Vietnam har gennemløbet en endnu stærkere udvikling.
Hvorfor er denne udvikling gået uden om nogle lande?
Klodens resterende fattigdomsproblemer er koncentreret om ret få lande i Afrika syd for Sahara samt i Mellem-Østen og i Asien. Det drejer sig med et FN-udtryk om ”fejlslagne stater” med autokratisk ledelse, udbredt korruption, manglende organiseret støtte til ældre samt meget stor arbejdsløshed. Fravær af en samfundsorganiseret alderdomssikring har her medført en familiestrategi om, at ens alderdomsforsørgelse bedst sikres ved at få mange børn, hvoraf en del helst skal rejse ud i verden for at arbejde og sende penge hjem til familiens underhold. Den tidligere meget høje børnedødelighed betød, at kun få af de 6-8 børn, som hver kvinde fødte, overlevede til voksenalderen.
Den stærkt reducerede børnedødelighed sammen med en generelt stærkt stigende levealder har medført og vil fortsat medføre en voldsom og næsten ubærlig befolkningstilvækst i disse lande. Denne tilvækst vil fortsætte, indtil der opnås balance ved, at der ikke fødes flere mennesker end der dør.
FN`s dygtige befolkningsstatistikkontor beregner hvert år befolkningsudviklingen indtil 2100. Allerede nu har lande med ca. halvdelen af jordens nuværende befolkning reduceret deres fødselstal, således at de har opnået et konstant eller faldende befolkningstal. EU er fx en region af sidstnævnte type. I de ”fejlslagne stater” falder fødselstallet også, men så langsomt, at der først opnås balance mellem fødsler og dødsfald i år 2100. Det betyder, at deres befolkninger vil vokse voldsomt indtil 2100, hvor deres befolkningsoverskud vil være 3,5 mia flere mennesker end i dag. I øjeblikket er befolkningsoverskuddet på 80 mio mennesker pr år. Jordens befolkning vil øges med 50% til i alt 11 mia i 2100.
For en klode, der allerede nu er voldsomt overbefolket af mennesker med overudnyttelse og fortrængning af den vilde natur medfører dette en katastrofal udvikling for planter, dyr og klima. Faktisk skulle vi råde over 1,7 kloder for at være i bæredygtig balance med det nuværende folketal på 7,5mia! Lykketoft redegjorde videre for de resterende 16 udviklingsmål, som han kort sagt anså for tilstrækkelige til at yde den nødvendige støtte til fattigdomsbekæmpelsen, da der også i andre mål var indeholdt bedre uddannelse især af kvinderne og styrket familieplanlægning.
Er FNs planlagte indsats tilstrækkelig?
Generelt er det skuffende, at FN satser på at opnå en bæredygtig fremtid primært ved fattigdomsbekæmpelse og teknisk udvikling med opfindelser som for størstedelens vedkommende endnu ikke er gjort. Disse skal gøres i løbet af maksimalt de næste 15 år for at skabe passende tid til at opfylde de allerede vedtagne FN-klimamål for 2050.
Andre tiltag, som Lykketoft lagde vægt på, var drastisk reduktion af landbrugets arealudnyttelse og dyrehold ved øget braklægning og skovplantning samt en stærk reduktion af husdyrproduktionen af især kvæg og grise. Han forventede, at mad i fremtiden primært måtte være vegetarisk og at kødindtagelse udover fabriksproduceret kunstigt kød ville blive en sjældenhed.
Et direkte spørgsmål fra salen var, hvorfor der blandt de 17 FN-mål ikke blot var ét, der direkte sigtede på massiv reduktion af befolkningseksplosionen for derved at opnå balance mellem klodens bæreevne og antallet af mennesker i de relevante lande.
Lykketofts deprimerende svar, at han anså de 17 mål for bæredygtig udvikling for at være tilstrækkelige til at opnå generel bæredygtighed samt befolkningsreduktion.
Dette giver dog ingen mening i sammenhæng med FN`s egne beregninger om 3,5 mia flere mennesker år 2100 fortrinsvis i de fattigste lande. Lykketofts mente videre, at en særlig indsats mod befolkningseksplosionen ville være meget vanskelig at gennemføre i muslimske og katolske lande.
Denne vurdering betyder, at vi i resten af dette århundrede i de ”fejlslagne stater” må forvente en fortsat befolkningseksplosion med utallige sultkatastrofer, ekstrem arbejdsløshed og gigantiske folkevandringer til følge, såfremt vi accepterer blot at følge FN`s planer for indsatser til 2030. Ved en beliggenhed nær de relevante ”fejlslagne stater” i Afrika, Mellem-Østen og Asien er det vigtigt, at Danmark sammen med partnerne i EU planlægger en selvstændig forebyggende indsats for at skærme EU mod følgerne af befolkningseksplosionen på de nærliggede kontinenter. FN`s indsats på dette område er tydeligvis helt utilstrækkelig.
