I et nyt værk analyserer professor emeritus Uffe Østergaard Europas historie og tager temperaturen på kontinentets aktuelle kurs.
Uffe Østergaard: HVORHEN EUROPA? Hæftet med flapper. 598 sider. Vejledende pris kr. 395. DJØF Forlag. Er udkommet.
**** 4 stjerner ud af 6
HVORHEN EUROPA? – er et murstensværk på næsten 600 sider af historikeren Uffe Østergaard, der igennem en årrække har deltaget i debatten om Europas historie, nationalstater og EU. Med såvel en række bøger og artikler til fagtidsskrifter som debatindlæg i dagspressen.
I bogen gennemgår han 1000 års europæisk historie, der kan kaste lys over paradokset alias hans tese alias hans diagnose: EU har styrket nationalstaterne, samtidig med at vælgerne frygter, at deres nationale suverænitet er ved at forsvinde ’nede i Bruxelles’. Europas befolkninger føler sig taget ved næsen af de høje herrer m/k i EU’s institutioner, og oplevelsen af bedrag sætter sig spor på stemmesedlen under mottoet: Nej tak til mere union. EU er i stedet for en union blevet en uplanlagt og uforudset ’føderation af nationalstater’.
Denne konstruktion betyder iflg. Østergaard, at EU er i større vanskeligheder end nogen sinde i form af knaster såsom nationalisme, Brexit og ”lande på kant med demokratiet”.
Hvordan er Europa – herunder EU – blevet et kontinent på nedtur? Dette store og meget omfattende spørgsmål sætter bogen sig for at besvare. I 500 år har Europa været dominerende i verden, men nu er festen forbi. Efter den europæiske verdenskrig 1914-45 (Østergaard argumenterer for, at Anden Verdenskrig ligger i direkte og kontinuerlig forlængelse af Første, og at krigene svækkede Europa fatalt) er det – til trods for de storslåede planer om et EU som Europas Forenede Stater – gået støt ned ad bakke. Perioden 1492-1992 vil komme til at stå som en historisk parentes, hvor Europa dominerede verden.
Uffe Østergaards position
Uffe Østergaard redegør for sin position med afsæt i den personlige / private historie:
”Jeg blev overbevist europæer af opholdet i Brügge, men valgte universitetsverdenen i Danmark, Firenze, Harvard og andre steder, kun suppleret med lejlighedsvis optræden i forbindelse med folkeafstemningerne om Danmark i EF. Men har måttet erkende at nationalstaterne har vundet og befolkningerne i stigende grad er grebet af nationalisme.” (s. 17, Indledning – Ung mand i Europa)
Bogens opdeling
Bogen falder i fire dele og et introducerende kapitel under overskriften ”EU- en stat, der ikke vil være en stat og et imperium der ikke vil være et imperium.”
De fire dele bærer overskrifterne: 1. Borgere og stater i Europa, 2. Europas 500 år, 3. EU: Klemt mellem borgere og stater, 4. Hvorhen Europa?
Tekstens sidste kapitel 19 ”Hvad kan vi lære af historien” er ikke mindst interessant, fordi Østergaard her erkender, at hans forestilling om, at de forskellige europæiske befolkninger er hinanden meget lig, ikke holder. De er langt fra hinanden både sprogligt og mentalt. Endvidere konstaterer han:
”(…) Europas krise er ikke kun en konflikt mellem øst, vest, syd og nord, men også konflikter I landene (…) Det bliver stadig tydeligere at EU falder i tre grupper, dem der kan og vil være med i euro-området, dem der vil, men ikke kan, og dem der kan, men ikke vil.” (s.527-528)
”Tyskland har været politisk lammet efter indtoget af Alternative für Deutschland, AfD”. (s. 530)
”Nationalstaten har ikke blot overlevet, men er blevet det sejrende princip i Europa såvel som i hele verden”. (s. 531)
Sprænglærd præstation
Østergaard har leveret en imponerende, sprænglærd præstation med et værk, der trækker de store linjer igennem 500 års Europa-historie og sætter de enkelte territoriers og efterhånden nationalstaters særtræk i perspektiv. Litteraturlisten er alenlang, og teksten krydret med ikke-oversatte citater på engelsk, tysk og fransk. Man kan vel sine fremmedsprog!
Her kommer en række eksempler på indfaldsvinker og pointer, der kaster nyt lys over gammelt stof:
- Den nationale velfærdsstat i Norden kan bedst forstås som sekulariseret lutheranisme
- Grundtvigianere og Indre Mission ses normalt som modsætninger og konkurrenter. Som folkeligt-kulturelle bevægelser er de imidlertid sammenlignelige i deres betydning for demokratisering af det danske samfund
- Et folkeligt forankret demokrati forudsætter tilsyneladende en eller anden form for national identitet
- Værnepligt vil kunne opfylde et behov for social integration på tværs af klassebaggrund i en befolkning, der er ved at glide fra hinanden i etniske, regionale og uddannelsesmæssige grupper
- EU’s historie er en historie om europæiske samlingsplaner og en mere eller mindre postuleret skildring af en europæisk identitet
- De westfalske principper om staters suverænitet og grænsers ukrænkelighed kom til at gælde for hele det europæiske kontinent
- Patriotisme skal ikke forveksle med nationalisme
- Karakteristisk for Europa: Forestillingen om det enkelte menneskes værd og respekt. Den utrættelige stræben efter at nå nye resultater – uden at underkaste sig en skæbnetro. Mennesket tager selv hånd i hanke med sin egen tilværelse.
- Næsten alt, hvad vi tidligere regnede for renæssancens fortjeneste, stammer fra den såkaldte ’mørke middelalder ’ – der altså ikke er spor mørk! Skolastikken var ikke snæver og dogmatisk, men nysgerrig, empirisk og stærkt optaget af teknik, naturvidenskab og matematik.
- ”alle civilisationer skylder krigere deres oprindelse” (s. 359)
- Integrations- og mindretalsforskningen skulle nok have ladet være med at skrive af efter amerikanske forskere, der skrev om virkeligheden i et indvandrerland
Blinde vinkler
Østergaards historieskrivning ægger imidlertid også til modsigelse, fordi den har slagside, indsnævret ud- og tilbagesyn og blinde vinkler.
Således er hans brug af populisme-begrebet nedsættende og upræcist (jf. fx Anna Libaks langt mere dækkende definition. Det ville også have været fint ikke at skære den vigtige anden halvdel (linje 3 og 4) af følgende Grundtvig-citat væk:
” Til et Folk de alle hører,
Som sig regne selv dertil,
Har for Modersmaalet Øre,
Har for Fædrelandet Ild;”
I en note citerer han Israels første premierminister Ben Gurion: ”(…) den hurtigste måde at skabe en nation på er gennem en hær [og har følgende kommentar – LN:] At resultatet så er blevet at Israel nærmest må karakteriseres som en hær med et land er anden sag.” (s. 240)
Det er, hvad jeg vil kalde farvet/ ideologisk historieskrivning, og da holdningstilkendegivelsen er alt andet end en enlig svale, må ”Hvorhen Europa?” genremæssigt betegnes som en debatbog snarere end et faghistorisk værk.
Hvor Uffe Østergaard er uendeligt stærk på tiden efter 1700-tallet og til dels Luther, så kniber det med middelalderen, hvor Østergaard bl.a. kolporterer myten om, at ”I 1200-tallet havde europæiske lærde fået direkte adgang til de græske originaltekster gennem oversættelser af ARABISKE [min fremhævelse – LN] lærde, der havde opretholdt en ubrudt tradition for at studere de græske forfattere (…)” (s. 293)
Det er ganske enkelt ikke rigtigt, jf. fx denne spanske historiker samt fx middelalderhistorikeren Sylvain Gouguenheims bog: “Aristote au Mont Saint-Michel”(2008).
Bemærkelsesværdigt er også, at følgende forfatteres bøger mangler på litteraturlisten: Niall Ferguson: ”Civilisation” (2011), Adam Wagner: ”Danskhed i middelalderen (2015) – for ikke at tale om, at der ikke er en eneste henvisning til Roger Scruton, der har forsket systematisk i den vestlige civilisation og nationalstaten.
Et interessant spørgsmål
Til sidst et interessant – og indrømmet, også polemisk – spørgsmål: De seneste 10 år har Uffe Østergaard ifølge eget udsagn været klar over, at den såkaldt danske – eller nordiske – samfundsmodel er noget ganske særligt. Samt at massemigrationen er en katastrofe. Han skriver således, at Europa er truet af en folkevandring, der minder om Romerrigets undergang, hvor barbarerne strømmede ind over grænserne.
Hvorfor meldte han ikke klart ud i debatten, dengang han stadig sad i sin professorstilling og havde magt til at påvirke politikere, andre beslutningstagere, medier & journalister – og dermed samfundsdebatten?
Spørgsmålet er retorisk, men jeg konstaterer, at den europæiske elite, som Østergaard repræsenterer, har (haft) store problemer med at forstå såkaldt almindelige menneskers liv og prioriteringer. Og at denne globale elite har afsindigt svært ved at få føling med fænomener som kærlighed til hjemstavnen og patriotisme – der INTET har at gøre med ideologien nationalisme.
Tilbage står, at Østergaard har solidt greb om at opridse de lange linjer i de senere århundreder og dermed får vist såvel brud som sammenhænge i den europæiske historie efter middelalderen. Derfor er ”Hvorhen Europa?” også særdeles læseværdig.
P.s. Et lille hjertesuk: Den grammatiske kommatering, som Uffe Østergaard nedgørende-ironisk udnævner til ’åbenbart at blive opfattet som en central del af dansk identitet’ og derfor ’har luget ud i’ – savnes sørgeligt undervejs. Alt for mange sætninger må man (jeg!) læse to gange, fordi de retvisende kommaer mangler.
