En ukuelig kæmpe fylder i morgen 80 år

Bent Jensen (Foto: Privat)

Der findes meget få fyrtårne i Danmark. Personligheder, der ukueligt kæmper for deres sag og aldrig giver op på trods af umulige odds.

 

Professor emeritus dr.phil Bent Jensen, som i morgen torsdag den 10. maj fylder firs år, er en af de få.

 

Hans kamp for forskningsfriheden og dermed danskernes ret til at kende deres egen historie i den periode, der går under betegnelsen Den Kolde Krig, har været lang og sej og belagt med brosten, benspænd og hadefulde udfald.

 

Født og opvokset i et indremissionsk hjem i Kjellerup mellem Silkeborg og Viborg var der vel ingen der regnede med, at slagtermesterens søn eller ”missionsungen”, som der blev råbt efter ham i den lille stationsby, en dag skulle gå hen og blive professor med russisk som sit andet modersmål.

 

Det regnede Bent Jensen i øvrigt heller ikke selv med. Han ville være elektromekaniker og gennemførte med det mål for øje i første omgang en uddannelse som elektriker, men ændrede så kurs.

 

I 1960 blev han student fra Rønde Studenterkursus. Aftjente derefter sin værnepligt og blev på to år sprogofficer i russisk.

 

Herefter gik det stærkt. I 1969 blev Bent Jensen cand.mag. i historie og russisk. I 1979 dr.phil på en afhandling om Danmarks de jura anerkendelse af Sovjetunionen (i juni 1924, forf.) og året efter professor ved Slavisk Institut på Syddansk Universitet i Odense, hvor Bent Jensen virkede til 2008.

 

Fra 2007 til 2010 var Bent Jensen herefter leder af Center for Koldkrigsforskning.

 

Venstrefløjens og flossede akademikeres hadeperson

Gennem sit store og omfattende forfatterskab, der siden 1973 omfatter ikke færre end femten historiske værker om Sovjetunionen og Rusland, har Bent Jensen i flere perioder opnået en position som venstrefløjens og hele den politisk korrekte gardes hadeobjekt.

 

Da Bent Jensen i 1984 udgav bogen ”Stalinismens fascination og danske venstreintellektuelle”, hvor Jensen hudflettede datidens forfatterikoner såsom Otto Gelsted og Martin Andersen Nexø for deres næsegruse beundring for Stalin fra perioden 1930 og indtil 1956, hvor Khrusjtjov trak tæppet væk under Stalin-dyrkelsen, lød der et ramaskrig.

 

Ramaskriget blev ikke mindre af, at velanskrevne akademikere såsom historikeren Albert Olsen, filosoffen Jørgen Jørgensen og ikke mindst tidligere rektor for Københavns Universitet, Mogens Fog, via uigendrivelig dokumentation blev revet med i faldet som blinde og naive beundrere af en diktator, der i brutal bestialitet så rigeligt kunne måle sig med Adolf Hitler.

 

Den akademiske verden var rystet og Bent Jensen blev fra flere sider beskyldt for at bruge sin forskerstilling til at føre korstog mod venstrefløjen og kommunistiske sympatisører, og anmeldelserne af bogen var nådesløse.

 

Bent Jensen blev en hadefigur for både venstrefløjen og ligeledes langt ind i såkaldt borgerlige kredse, medens mere ædruelige debattører tværtimod understregede, at Bent Jensen i strid med tidsånden havde udført en både modig og helt nødvendig forskning i det sovjetiske diktatur.

 

Og pludselig kunne alle se, at professoren havde haft ret

Da den produktive professor i 1999 udgav Bjørnen og Haren om forholdet mellem Sovjetunionen og Danmark i perioden 1945 – 1965, var tidsånden vendt. Det var langsomt begyndt at gå op for selv de største ignoranter, at Sovjetunionen var alt andet end et arbejderparadis.

 

Nu viste det sig, at slagtemesterens søn fra Kjellerup gennem sin forskning stædigt havde forholdt sig til facts uden at skæve til politisk korrekthed. Og havde haft ret. Bogen blev betegnet som et storværk af diverse anmeldere og revet ned fra boghandlernes hylder af et begejstret publikum, der værdsatte Bent Jensens formidable evne til at gøre historien levende og engagerende.

 

Det samme skete, da Bent Jensen i 2003 udgav ”Gulag og glemsel”.

 

Igen blev den tidligere så forkætrede professor rost til skyerne for både sin grundige forskning og for sin formidable evne til at formidle forskningsresultater i et levnede og publikumsvenligt sprog. Endnu engang var der ingen ende på begejstringen og det endda i en sådan grad, at ”Gulag og glemsel” fik Weekendavisens Litteraturpris og i øvrigt tilmed udsolgt fra forlaget.

 

Men så blev politikerne bange for skeletter i skabene

Hvis vi stopper fortællingen om den kompromisløst forsker her, kunne Bent Jensen have haft en relativt fredelig tilværelse med biavl på gården i Frørup og med kritik af islam, som han har betegnet som en ny sindssyg ideologi, der har afløst sovjetkommunismen.

 

Men sådan skulle det ikke gå.

 

I juli 2005 kom den længe ventede redegørelse fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) om Danmark under Den Kolde Krig, og det gik ikke stille af. Kritikken haglede ned over redegørelsen.

 

Blandt de skarpe kritikere var blandt andre tidligere brigadegeneral og koldkrigshistoriker, Michael Clemmensen. Han beskyldte især DIIS for at have leveret en alt for USA-kritisk og fagligt underlødig bedømmelse af truslen mod Danmark under Den Kolde krig.

 

DIIS-redegørelsen blev efterfølgende behandlet i Folketinget og blev fra borgerligt hold kritiseret så voldsomt, at et flertal bestående af Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti endte med at beslutte, at det skulle være en ommer.

 

På finansloven blev der herefter afsat en tre-årig bevilling på ti millioner kroner til oprettelse af et Center for Koldkrigsforskning, og i konkurrence med fire andre ansøgere blev Bent Jensen ansat som leder af centret, som fik til opgave at ”klarlægge aspekter af de militære trusler rettet mod Danmark og Østersøområdet, herunder østblokkens indflydelse på danske beslutningstagere.”

 

Det blev fra start op ad bakke. Oppositionen og især den socialdemokratiske Morten Bødskov rasede og forsøgte på alle måder at spænde ben for centrets start, ligesom Bødskovs gode partikammerat helt tilbage fra DSU-dagene, daværende chef for PET Jacob Scharf, forsøgte at fratage Bent Jensen hans sikkerhedsgodkendelse.

 

Der gik rent ud sagt panik i Socialdemokratiet og venstrefløjen i sådan grad, at rygter om skeletter i skabene begyndte at florere. Alt dette kan du læse mere om ved at følge linket i bunden af denne artikel.

 

Ulve, får og vogtere deler vandene

Resultatet af koldkrigscentres forskning, trebindsværket med den symbolske titel ”Ulve, får og vogtere” blev offentliggjort i februar 2014 og delte forudsigeligt vandene med seks stjerner i både Jyllands-Posten og Berlingske, medens Politikens anmelder, chefredaktør Bo Lidegaard, næsten kedsommeligt forventet gav to stjerner.

 

Informations anmelder røg ud i ufrivillig komik med ordene. ”Hos Bent Jensen finder vi ingen seriøs diskussion af alternative tolkningsmuligheder, og hans bog gør intet reelt forsøg på at forstå Den Kolde Krig som en geopolitisk konflikt.”

 

Det var åbenbart gået helt hen over hovedet på anmelderen, at forskningsprojektet ikke drejede sig om geopolitik, men om Danmark og truslen mod Danmark.

 

Og så var der en Jørgen Dragsdahl, der blev pikeret

Den 14. januar 2007 skrev Bent Jensen på grundlag af PET-dokumenter en artikel i Jyllands-Posten om Dragsdahls kontakter til KGB.

 

Artiklen medførte, at Dragsdahl anlagde injuriesag mod Bent Jensen og Jyllands-Posten ved Retten i Svendborg. Jyllands-Posten blev frikendt, da retten behandlede sagen i maj 2010, medens Bent Jensen blev dømt til at betale Dragsdahl 200.000 kroner i erstatning samt Dragsdahls sagsomkostninger på 300.000 kroner.

 

Bent Jensen ankede afgørelsen til Østre Landsret, som den 25. oktober 2013 konkluderede, at Bent Jensen havde haft et faktuelt grundlag for sine udsagn om, Dragsdahl havde bedrevet misinformation til fordel for Sovjetunionen. Dragsdahl tabte dermed sagen, og blev dømt til at betale sagsomkostninger på 600.000 kroner.

 

Jensen glemte at skrive, at det ikke er strafbart at være agent

Imidlertid lykkedes det for Dragsdahl at få fri proces til at anke Østre Landsrets afgørelse til Højesteret, som den 3. juni 2015 frikendte Bent Jensen for næsten samtlige anklagepunkter, men som til gengæld med dommerstemmerne 5-2 dømte Bent Jensen for injurier med den begrundelse, at han ikke tydeligt havde gjort opmærksom på, at Jørgen Dragsdahl i lovens forstand ikke havde foretaget sig noget strafbart.

 

De fem højesteretsdommere sidestillede åbenbart agentvirksomhed med spionage, som vitterligt er strafbart, men Bent Jensen har aldrig betegnet Dragsdahl som spion. Hvilket han formentlig heller ikke var.

 

De to sidste dommere ville pure frikende Bent Jensen på også det spørgsmål, men kom altså i mindretal, og Bent Jensen blev herefter dømt til at betale 10 dagbøder á 1.000 kroner som skyldig i injurier, samt 100.000 kroner til Jørgen Dragsdahl som godtgørelse for tort og svie samt yderlige 500.000 kroner til dækning til Dragsdahls udgifter ved by- og landsretten.

 

Afgørelse blev på stedet anket til Menneskerettighedsdomstolen af Bent Jensen og hans advokat, Karoly Németh. I skrivende stund er det stadig uvist, hvorvidt domstolen i Strasbourg vil behandle sagen.

 

Biavler og vinbonde og meget mere

Det generelle indtryk af Bent Jensen er formentlig, at han i næsten døgndrift sidder og hamrer i tastaturet.

 

Intet kan være mere forkert.

 

For selvom Bent Jensen så sent som i efteråret 2017 udgav endnu et digert og anmelderrost historisk værk, ”Ruslands Undergang – Revolutioner og sammenbrud 1917-1921”, (Gyldendal, 526 sider), er der også et hav af andre gøremål, der optager morgendagens fødselar.

 

På gården i Frøstrup på Fyn har Bent Jensen fem bistader, hvor han årligt slynger omkring hundrede kilo honning, og i Ligurien i det nordvestlige Italien, hvor han sammen med sin russiskfødte hustru, historikeren Tatjana, har en sommerresidens, har ægteparret lejet en vinmark.

 

Den giver i gennemsnit 250 – 300 liter rødvin om året på druen Dolcetto, medens de mange æbletræer på gården i Frørup giver mellem 800 og 1000 kilo hvert år, som ægteparret samler og kører til Ørbæks mostfabrik, hvor de giver én liter most for hver ti kilo.

 

Andre af Bent Jensens store passioner er tomater og oliventræer. Hvert år planter han forskellige slags tomater med en årlig høst på omkring 50 kilo, medens de ti unge oliventræer, han har plantet, allerede sidste november gav ti kilo.

 

Læg dertil Bent Jensens tre nye ferskentræer og et abrikostræ, som giver omkring 50 kilo plus tre gamle figentræer, som årligt giver et udbytte på omkring 100 kilo, der dels bliver tørret og dels lavet til omkring 50 liter syltetøj.

 

Det er ikke kun danskernes kendskab til deres egen historie, der stortrives, når Bent Jensen tager fat.

 

Her kan du læse om de groteske forhold, der udspillede sig, da Center for Koldkrigsforskning skulle etableres:

https://www.180grader.dk/Politik/Jensens_farlige_forskning-gammel/

 

Og her kan du klikke ind på facebookgruppen, ”Jeg støtter også Bent Jensen”, der blev oprettet umiddelbart efter afgørelsen i Højesteret:

https://www.facebook.com/groups/846251972131316/?ref=bookmarks

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…