De ”gode gamle dage” var bestemt ikke den rene idyl. Ny bog sætter fokus på danske erindringer fra spisebordet, skammekrogen, skolebænken og andre steder, hvor det ganske almindelige hverdagsliv er blevet levet.
Giv det videre
Julia Lahme er etnolog og ifølge omslaget kendt som livsstilsekspert fra fjernsynet. Bogen bygger på de erindringer, som et stort antal danskere sendte ind til erindringsindsamlingskampagnen Giv det videre 2017. Udgangspunktet er, at der er en grundlæggende mangel på historier om det, der er mest af livet, nemlig hverdagen. Alle de små historier. De er vigtige at få med, selv om de færreste af os synes, at vi selv er vigtige nok til, at vores historie er interessant for andre.
I bogens syv afsnit demonstrerer forfatteren, at der findes et stort erindringsmateriale, som i allerhøjeste grad er vedkommende for andre. Det er nemlig i bund og grund sundt og oplysende for den moderne velfærds- og velstandsdansker at blive mindet om, at der var en tid for ikke så længe siden, hvor leveforholdene var ganske anderledes. Hvor dagligdagen var slid og slæb i kampen for at få mad på bordet. Hvor man kun var fattig, hvis man ikke fik mad mindst én gang om dagen.
Flugten fra land til by
Vi lever i en tid med meget romantiske drømme om livet på landet. Bonderøven. Det enkle og oprindelige og gode liv derude i naturen langt fra storbyens jag og stress. Det er ikke mere end to-tre generationer siden, at de fleste af os havde en nær tilknytning til landet. Men i gamle dage var dét at bo på landet ingen idyl. Dengang gjaldt det for alt i verden om at flytte til byen så hurtigt som muligt. Landbefolkningen kunne simpelthen ikke holde ud at bo på landet. Man var træt af manglende elektricitet, jordstampede gulve, mangel på toiletter og mest af alt det enorme, konstante fysiske slid. Ikke en eneste i stakken af erindringer fortæller om at længes efter livet på landet.
Bogen er fuld af interessante iagttagelser om en svunden tid. Om følelser og forhold fortælles det, at det ikke var noget, man viste eller delte med andre. Ofte var familiefaderen meget fraværende, optaget af at skaffe føde til den store børneflok. Forældrenes samliv var ikke en del af børnenes erfaringsverden. Sex talte man ikke om, selv om man naturligvis ikke vare uvidende om det mulige resultat af sex, det uønskede barn – det ”uægte”, dvs. uægteskabelige, barn, horeungen, frillebarnet.
Skam
Nogle af bogens illustrationer gør et stærkt indtryk. F.eks. billedet af den unge fembarnsmor, som sidder i en tarvelig lejlighed og stopper strømper. Et billede af slid, tristesse og manglende overskud i enhver forstand. Og så al den skam, som mest knyttede sig til kvinderne. Skam handler mest om at blive udelukket fra fællesskabet – at foretage sig en handling, som gør, at man på den ene eller anden måde bliver sendt i skammekrogen.
Mange bøger er på alt for mange sider. Denne kunne godt have været tykkere. Man læser den med interesse og lægger den fra sig med en forundring over, hvor hurtigt vi mennesker glemmer eller fortrænger forgangne tider, og med en stille glæde over den utroligt privilegerede epoke, vi selv lever i.
Julia Lahme, Hverdagen er der flest af
Gads Forlag, 198 sider, ill., 250 kroner.
