Ida Auken inviterer alle dele af samfundet til at indgå i en ny og åben samtale om danskhed. I hvert fald ifølge eget udsagn.
Ida Auken: DANSK. Hæftet med flapper. 143sider. Kr. 199,95. People’s Press. Er udkommet.
*** 3 stjerner
——————————————————————————
Ida Auken (født 1978) er uddannet teolog, politiker og medlem af Radikale Venstre. Hun kommer fra SF og er tidligere miljøminister for dette parti i perioden 2011-14.
Nu foreligger der en lille debatbog fra hendes hånd, der bærer titlen ”Dansk”.
Forordet lover godt med disse indledningsord: ”DANSK – Man skulle tro, vi vidste, hvad det vil sige at være dansk. Alligevel har vi aldrig snakket mere om det end nu. Denne bog er mit bidrag til den samtale. Jeg er dansk. Det er derfra, min verden går. Jeg elsker vores sprog, vores land og vores fællesskab (…) Jeg er kristen og ved, hvor stor en rolle kristendommen har spillet i danmarkshistorien (…) DANSK – sidst men ikke mindst er titlen valgt, fordi den politiske og økonomiske elite i årtier har haft så travlt med at globalisere, urbanisere og digitalisere, at man har glemt at få sine egne med.”
Hold da op! Det er nye toner fra en repræsentant for det parti, Radikale Venstre, der bærer et hovedansvar for den ulykkelige udlændingelov 1983 (Danmark som en ladeport for massemigration). Solgt under sloganet: Kulturberigelse.
Kan det lykkes Auken at skabe en fælles platform for samtale om det ubestridt væsentligste politiske problem nu og her: Befolkningsudskiftningen i europæiske lande som resultat af masseindvandring, familiesammenføringer og antallet af børn født af herboende muslimske kvinder?
En fælles platform
”Dansk” rummer så absolut en række passager med bæredygtigt indhold:
”Kultur, sprog og nationalitet er en grundlæggende del af ethvert menneskes liv.” (s. 20)
”Jeg er opvokset med, at tolerance er godt. Men der skal ingen tolerance være over for mennesker, der udsætter andre for undertrykkelse og vold.” (s. 27)
”Problemet i Danmark er (…) ikke, at kulturen og religionen fylder for meget i vores samfund, som mange mener. Vi lider af, at den fylder for lidt.” (s. 33)
”Kultur skal holdes ved lige, tales om, dyrkes, udfordres, inspireres.” (s. 34)
”Det er lettest at holde et folk i skak, som slet ingen sange har.” (s. 37)
Slår Auken her indirekte til lyd for, at morgensangen skal tilbage i skolerne? For eksempel i erindring om, at de fremmødte ved sørgehøjtideligheden efter attentatet i Krudttønden ikke var i stand til i fællesskab at synge en dansk sang, der kunne have givet trøst og oplevelsen af fællesskab?
”Vores kultur er tæt vævet sammen med kristendommen.” (s. 39)
”Et land kan brække hurtigere over på midten, end jeg ville have troet for bare nogle år siden.” (s. 49)
Kapitel 3. Religion er ikke til pynt rummer informative pointer (om kristendommen). Det samme gælder kapitel 5. Vi skal omfavne og tæmme udviklingen. Om den teknologiske revolution og kloge refleksioner over mobiltelefoner og Ipads ødelæggende indvirkning på nærvær og menneskelighed.
Så tommelen op i forhold til bogens gode intentioner om at komme i samtale med alle positioner i debatten.
Knasterne
Da bogen er en debatbog, vælger jeg at gå i diskussion med knasterne:
”Integrationsdebatten i Danmark rammer stadig ved siden af, fordi den er kommet til at handle om frikadeller, tørklæder og badeforhæng, i stedet for om vigtige værdier som ligestilling og frisættelse.” (s. 31)
Kommentar: Auken må være rimeligt blank på islam og islams historie igennem 1400 år. Hun har med sit udsagn i hvert fald ikke forstået, at islam ikke kun er en religion, men politik forklædt som religion. Hvert eneste religiøst særkrav (tørklæder, nul svinekød i børnehaven, badeforhæng mv.) er i virkeligheden politik og udtrykker sharia, islamisk lov, der står over de love, der vedtages i Folketinget.
”Danmark er ikke et muslimsk land, og bliver det aldrig.” (s.35)
Kommentar: Den uforbederlige optimist er på spil. Hør hvad den engelske filosof Roger Scruton har at sige i bogen ”The Uses of Pessimism”. Her sætter Scruton sig for at undersøge konsekvenserne af det, han kalder “skruppelløs optimisme”. Hans påstand er, at håb og optimisme løsrevet fra (historiske) erfaringer er farlig og lægger op til, at man kan tro hvad som helst – herunder at uorden, problemer og menneskelige fejl(be)slutninger kan ’løses’/elimineres. Troen skal bare give en god følelse. Hvor galt det kan gå for optimisternes visioner, er nazismen og kommunismen glimrende eksempler på, og han kritiserer lysseende politiske beslutningstagere [læs: Auken] for i tvivlstilfælde altid at vælge de mest optimistiske tolkninger frem for de realistiske og erfaringsbaserede.
Heroverfor sætter Scruton pessimistens alternativ, nemlig at den eneste mulighed for forbedringer, der ligger inden for menneskelig kontrol, er forbedringen af os selv. Samt at omkostningerne ved risikofyldte beslutninger skal bæres af beslutningstagerne selv (sic!).
Så jo: Danmark BLIVER et muslimsk land, hvis vi ikke laver totalstop for al muslimsk tilvandring.
”Vælgerne ved formentligt godt, at højrefløjens forslag om hele tiden at stramme de danske regler ikke løser flygtningekrisen.”(s. 46)
Kommentar: Det er IKKE en flygtningekrise. Det er massemigration og gradvis erobring af territorier.
Hvor EU ikke er løsningen, men problemet, fordi EU-politikerne nægter at beskytte Europas grænser.
Indleder Ida Auken en ny værdikamp?
Knasterne til trods: ER der nye toner i dette lille skrift, der hævder at være Ida Aukens ”glødende forsvar for et revitaliseret Danmark og hendes personlige svar på de mange værdipolitiske spørgsmål, som vor tid stiller”? Indleder Ida Auken rent faktisk ’ny værdikamp’?
Svaret viser sig desværre – det lovende forord til trods – at blive et klingende nej. Der er intet, absolut intet, nyt under solen i forhold til det altafgørende politiske emne: Indvandringen. Det er fint, at Ida Auken og dermed hendes parti er blevet lidt klogere på de ulykker, de har sluppet løs på den danske befolkning.
Men når rosen er så behersket, hænger det sammen med, at kun en blind og døv i dag kan benægte fakta: Massemigrationen er en katastrofe for Danmark og dansk kultur, og indvandringen gør hver eneste dag Danmark fattigere.
Godt nok er erkendelsen på vej:
”Jeg tog for givet, at mit land var der, og at vi kunne holde sammen på tingene.” (s. 142)
Men det spørgsmål trænger sig på: Hvorfor lyttede Ida Auken ikke til en Søren Krarup, en Ole Hasselbalch, en Mogens Camre, en Ole Hyltoft, en Pia Kjærsgaard og en Lars Hedegaard i nullerne? Hvis hun var for ung til at registrere Vestegnens borgmestre?
Nyttig idiot for den liljehvide elite?
Formuleret lidt bredere med et citat fra en nyligt afholdt tale af den tyske parlamentariker Alice Weidel: ”Hvorfor ledes dette land af idioter”?
Jeg opfatter bestemt ikke Ida Auken som idiot. Men er forfatteren til ”Dansk” alligevel ikke en slags nyttig idiot – og repræsentant? – for den liljehvide elite? Den elite, der har åbnet armene for indvandring, men nok skal sørge for at flytte sig selv og deres børn langt væk fra, hvor ’de fremmede’ bor. Mens andre – de socialt dårligere stillede danskere – får lov til at bære konsekvenserne af Auken & Co.’s misforståede godhed?
Og vel er er det skønt, at Ida Auken er blevet lidt klogere på det danske demokratis og dansk kulturs skrøbelighed. Desværre bare ikke klog nok.