Boganmeldelse: Globalismen er død – forstå populismen

Gyldendals serie ”Til Tiden” er overkommelig for det fleste travle mennesker, som er nysgerrige på aktuelle problemstillinger. Overkommelig m.h.t. både tids- og pengeforbrug. Skrevet af debattører med holdninger. Med udråbstegn. Anna Libak svinger krabasken over mangt og meget i sin bog om den såkaldte populismes mange aspekter.

 

Populisterne er altid de andre

”Populisme” er et ofte anvendt skældsord mod politikere og vælgere, som mener noget andet end det etablerede system. Man har det bare med at glemme, at næsten aller politikere på et eller andet tidspunkt optræder som ”populister”. Men hvad dækker begrebet egentlig? Libak har læst på sin lektie. I forskernes definition er populisme en samlebetegnelse for politiske bevægelser og partier, der positionerer sig i modsætning til de herskende eliter, idet de hævder at være folkets sande repræsentanter. En forestilling om en korrupt elite og et uskyldigt folk, hævder nogen. Men så enkelt kan man ikke stille tingene op, og Libaks opgør med alle de stereotype forestillinger er i allerhøjeste grad på sin plads.

 

Antiglobalisme som populismens drivkraft

Populismen har nemlig mange ansigter. Den kan være demokratisk (DF, AfD), semiautokratisk (Det polske Lov og Orden) eller autokratisk (Erdogan). Men den udspringer først og fremmest af ønsket om forandring og om modstanden mod en ny verdensorden, hvor Vesten har mistet sin dominerende stilling. Den har sin rod i en meget naturlig frustration og vrede over, at EU ikke har været i stand til at løse helt afgørende kriser såsom euro- og flygtningekrise. Den er endvidere et opgør med forestillingen om, at religion, historie, kultur og ideologi ikke er nogen hindring for at ophæve grænser i bredeste forstand.

 

At gøre idealer til virkelighed

Vi forestillede os, at idéen om ”den globale landsby” ville betyde en vestliggørelse af hele verden. Sådan er det ikke gået. Langtfra. De store magter er blevet stærkere uden at være blevet mere demokratiske. Tænk bare på lande som Kina, Rusland og Tyrkiet. Men naiviteten er ofte grænseløs – som når en dansk biskop og borgmester velvilligt deltager i en indvielse af en tyrkisk moské vel vidende, at et sådant foretagende er et led i en veltilrettelagt moralsk og religiøs oprustning af den tyrkiske diaspora i EU. Intet europæisk land er lykkedes med at integrere sine muslimske minoriteter, og det naturligvis er et problem, som bliver alvorligere år for år.

 

Afsnittet om EU-elitens hykleri i flygtninge-/migrantspørgsmålet er hudflettende. Alle EU-medlemsstater bestiller ikke andet end at forsøge at begrænse indvandringen, men toppen fastholder, at Europa ikke er en fæstning – samtidigt med at den betaler tvivlsomme regimer uhyre pengesummer for at hindre stormfloden! En vis Jean-Claude Juncker er et kapitel for sig.

 

Gode råd til politikere, der vil Vesten det godt

Libaks syn på Putin, Krim og Ukraine er velkendt. I bogens sidste afsnit opsummerer hun, at antiglobalismen snarere er et wake-up call til den vestlige verden end en trussel. De vestlige ledere bør love, at de tager de grænseoverskridende kapital- og menneskestrømme alvorligt, og at de vil sætte Europa Først. Og så skal en række forældede internationale konventioner ændres. Det er et glimrende og nødvendigt essay, Anna Libak her har begået, men det er nok knapt så behagelig læsning for dem, der går på de bonede gulve.

 

Anna Libak, Forstå populismen!

Gyldendal 2018, 190 sider, 100 kroner.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…