I år er det 30 år siden, at Nordens tredjestørste importør af vin, spiritus og øl, firmaet Amka i Randers, som det første introducerede chilensk vin for det danske vinpublikum. Det skulle blive en succes langt over det forventede, selvom de politisk korrekte rynkede på næsen, idet Chile var styret af diktatoren Pinochet, og sådan et land burde en dansk vinimportør naturligvis ikke handle med.
Men med usvigelig tæft for forretning og kvalitet stod Amkas ejere, Anne-Marie og Karsten Søndergaard fast på deres aftale med vinproducenten Viña Santa Rita, der blev etableret i 1880 af Don Domingo Fernandez, med henvisning til, at de ikke blandede vin og politik sammen.
Gennembrud
Det skulle vise sig at være en god beslutning, for ved den årlige vinolympiade i Paris, den såkaldte World Wine Olympiad Gault-Millau, slog Santa Rita-vinen Medalla Real, Gran Reserva, årgang 1984 og fremstillet på druen Cabernet Sauvignon til alles forbløffelse og specielt franskmændenes fortørnelse samtlige favoritter af pinden og blev placeret øverst på podiet.
Sejren betød en afgørende åbning for Chiles export af vin og et økonomisk gennembrud ikke blot for Santa Rita, men også for Amka i Randers, som siden da har haft stor fornøjelse af at sælge sin chilenske partners produkter herunder ikke mindst den produktserie, der hedder Santa Rita 120, og som ligger i et prisleje, der behager supermarkedskunder.
I parentes bemærket var Amka også på pletten og sikrede sig importen af nogle af Sydafrikas bedste vinhuse, bl. a. Klein Constantia, da embargoen over for det hvide styre blev ophævet i forbindelse med apartheidstyrets fald i 1988. Denne satsning har også givet pote.
3000 hektarer med vin
Chiles vinproducenter er antalsmæssigt ikke noget at tale om sammenlignet med de myriader, der ligger i Europa. Til gengæld er de store, således råder Viña Santa Rita over mere end 3000 hektarer, og flere kommer til hvert år. Vinmarkerne ligger fordelt på de bedste klimatiske zoner og dale, som beskyttes af de sneklædte Andesbjerge, der samtidig forsyner vinstokkene med smeltevand.
De relevante dale er Maipo, Casablanca, Leyda, Maule, Apalta og Limari, men hovedproduktionen foregår i Maipo-dalen rundt om på hovedsædet Alto Jahuels marker.
Fire vinmagere med et større antal hjælpere arbejder til stadighed på at optimere kvaliteten og de forskellige dales potentialer, ligesom der eksperimenteres med nye sammensætninger af druer.
Denne ildhu har udløst en stjerneregn af ros i form af kåring som Årets Vinhus i 2016, og et utal af medaljer og points gennem de seneste 50 år.
Amkas vindere
Af Amkas sortiment – udover Santa Rita 120 –, og som kan findes hos udvalgte Meny- og Spar-købmænd, kan følgende anbefales:
2016 Santa Rita Rosé, Cabernet Sauvignon, Central Valley. Vejledende pris: 54,95 kr.
2014 Santa Rita Secret Reserve Red Blend, Cabernet Sauvignon, Merlot, Syrah, Petit Verdot og Carménère, Maipo Valley. Vejledende pris: 69,95 kr.
2015 Santa Rita Medalla Real, Crafted Series, Pinot Noir og Chardonnay, Casablanca Valley. Vejledende pris: 109,95 kr.
2013 Santa Rita Medalla Real, Gran Reserva, Cabernet Sauvignon, Maipo Valley. Valley. Vejledende pris: 129 kr.
2015 Santa Rita Medalla Real, Gran Reserva, Chardonnay, Leyda Valley. Vejledende pris: 129 kr.
2012 Santa Rita Casa Real, Cabernet Sauvignon, Maipo Valley. Vejledende pris: 495 kr.
Denne vin er, som prisen antyder, i absolut særklasse. Casa Real var titlen på et adelskab, som den spanske konge i 1910 gav til Santa Ritas ejer nr. 2, Vincente Garcia Huidobro, for hans politiske og kulturelle virke i Chile. Første vinudgave af Casa Real blev produceret i 1989, og den aktuelle 2012-årgang er lavet af Cecilia Torres, som rangerer blandt verdens bedste vinmagere. Det er en af de vine, som man bør have smagt, før man henlægges til den evige hvile.