De danske og europæiske medier dyrker den nyvalgte franske præsident Emmanuel Macron.
Hans valg ses som udtryk for, at franskmændene nu viser nye veje i europæisk politik. Væk fra stram udlændingepolitik og EU-kritik. Væk fra ”populismen”, som de politisk korrekte ynder at kalde det.
Macrons sejr er bestemt bemærkelsesværdig. Han kom som den absolutte outsider og endte som præsident – den yngste, Frankrig nogen sinde har haft.
Men der er slet ikke tale om det store politiske nybrud, som mediehysteriet omkring Macron lægger op til.
Kendsgerningen er, at Emmanuel Macron har forholdsvis ringe folkelig opbakning.
Et flertal stemte ikke på Macron
I anden runde af præsidentvalget fik Macron cirka 20 millioner stemmer. Det er langt under halvdelen af de franske vælgere.
Marine Le Pen fik cirka 11 millioner stemmer.
Antallet af sofavælgere var meget højt – cirka 12 millioner. Det er det højeste antal siden 1969. Der var også flere sofavælgere i valgets anden runde end i den første, hvilket er usædvanligt.
Dertil kommer cirka 4 millioner blanke og ugyldige stemmer, hvilket er rekord.
Et klart flertal på cirka 27 millioner vælgere stemte altså ikke på Macron i anden runde.
Han var ikke deres mand
Dertil kommer en anden ting, som peger den forkerte vej for Macron:
De mange sofavælgere i anden runde skyldtes ikke, at det var svært at se forskel på de to kandidater. Sådan har det været andre gange, men ingen har svært ved at se de politiske uenigheder mellem Macron og Le Pen.
Når så mange ikke stemte på Macron, var det formentlig slet og ret, fordi de ikke anså ham for deres mand.
Mange af de vælgere, som i første omgang havde stemt på den konservative Francois Fillon eller den venstreekstreme Jean-Luc Mélenchon, ville åbenbart hellere holde sig væk i anden runde end flytte deres stemme til Macron.
Problemer forude
For den ny præsident varsler det ikke så godt for de kommende valg til Nationalforsamlingen (”Folketinget”) den 11. og 18. juni. Det kunne nemlig tyde på, at mange vælgere ikke vil stemme på Macrons parti En Marche!, men på andre partier.
Det bekræftes af en aktuel meningsmåling. Her siger kun 24 procent af vælgerne, at de agter at stemme på En Marche! ved valget til Nationalforsamlingen. (Kantar Sofres-One Point/Le Figaro)
Går det sådan, kan præsident Macron få stort besvær med at få sin politik igennem i Nationalforsamlingen. Men billedet kan naturligvis ændre sig i de kommende uger.
Det gik galt for rivalerne
Foreløbig tyder intet dog på, at Emmanuel Macron er båret frem af en stærk folkelig politisk strømning. Det prøver Journalistisk Venstreparti ellers at foregøgle.
Han blev ikke valgt, fordi den brede befolkning kræver et langt stærkere EU og en øget tilstrømning af migranter. Det ønsker han selv, men det ønsker befolkningens flertal ikke.
Macron blev valgt, fordi det gik galt for rivalerne, og fordi han stod som en ny og ubelastet skikkelse.
Præsident Francois Hollande fik smadret Socialistpartiet. Og den konservative Francois Fillon blev dødeligt såret af sin sag om ansættelse af familiemedlemmer på det offentliges regning.
Tilbage blev duellen med Marine Le Pen. Den duel vandt Emmanuel Macron stort. Men mange vælgere holdt sig altså væk fra den.
Uden pletter på skjorten
Franskmændene er ikke blevet politisk forvandlede, så de nu pludselig vil åbne grænserne og overlade mere magt til EU. Det ønsker nogle vælgere, men bestemt ikke et flertal.
Men de gamle partier og deres ledere var miskrediterede.
Mange foretrak derfor sofaen eller stemte blankt.
Andre søgte mod en politiker uden pletter på skjorten: Emmanuel Macron.
