På EU-rådsmødet for landbrug og fiskeri den 10. oktober 2016 blev det besluttet, at reducere fiskerimulighederne i vestlige Østersø med 56 procent for det erhvervsmæssige fiskeri efter torsk i hele 2017. Og samtidig blev der for dette fiskeri vedtaget et decideret forbud i perioden fra 1. februar til 31. marts 2017.
Torskeforbud i den vestlige del af Østersøen
Torskeforbuddet omfatter hele den vestlige del af Østersøen, Lillebælt, Storebælt og Øresund og skaber en alvorlig situation for fiskerne i området. Formålet med forbuddet er at genoprette fiskebestanden i området, men desværre fortolkede myndighederne i Tyskland og Danmark ikke forbuddet på samme måde.
De tyske myndigheder tillod de tyske fiskere at fange fladfisk i lukkeperioden, mens Landbrugs- og Fiskeristyrelsen i Danmark i første omgang meddelte danske fiskere, at det i lukkeperioden ikke ville være lovligt at fiske efter fladfisk i den vestlige Østersø, da et sådant fiskeri ikke kan finde sted uden bifangst af torsk.
Tyskerne har kunnet fiske fladfisk
Siden 1. februar har danske fiskere derfor kunnet observere, hvordan deres tyske kolleger gennem fiskeriet af fladfisk har kunnet tjene lidt penge i en svær periode. Selvom Danmarks Fiskeriforening er vidende om de kaotiske forhold i Landbrugs- og Fiskeristyrelsen, der tidligere hed FødevareErhverv, har foreningen ikke haft forståelse for, at tyskerne tolkede reglerne anderledes og kritiserede den åbenlyse mangel på koordinering mellem myndighederne.
Foranlediget af kritikken har miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen taget initiativ til at drøfte situationen med de tyske myndigheder, således at forvaltningen er ens i beskyttelsesperioden og de danske fiskere nu må fiske efter fladfisk på lige fod med tyske fiskere, så længe bifangster af torsk ikke overstiger 10 procent.
Lyst- og fritidsfiskeriet
EU-beslutningerne har også konsekvenser for lyst- og fritidsfiskere. Siden den 1. januar 2017 har du ikke haft lov til at tage mere end 5 torsk med i land om dagen – og siden 1. februar kun 3 torsk. Reglerne gælder også, hvis du tager ud på Øresund og fisker med en turbåd.
Nogle af de mere uprøvede lystfiskere ville såmænd være godt tilfreds, hvis de på en daglang fisketur fangede bare 3 torsk. Men der er også mange erfarne lystfiskere, der opfatter 3 torsk som en urimelig begrænsning på 6 timers fiskeri i kulde og høj søgang til en pris af omkring 300 kr. + udgiften til fisketegn.