Det går heftigt for sig i Odense.
Borgmester Peter Rahbæk Juel har nu fået politibeskyttelse døgnet rundt, efter at han blev passet op af medlemmer af indvandrerbanden Black Army.
Samtidig har der været stort drama i forbindelse med et opgør mellem to indvandrerfamilier, der længe har været i voldsom konflikt.
Onsdag omkring kl. 11 blev et 41-årigt medlem af den ene familie stukket i ryggen med en kniv i Bazar Fyn, et indvandrerdomineret butiksområde.
Manden blev livsfarligt kvæstet. Men efter en operation på Odense Universitetshospital (OUH) onsdag eftermiddag blev han meldt uden for livsfare.
En 22-årig mand fra samme familie, der forsøgte at lægge sig imellem, blev også stukket og fik skader i armen. Han blev ligeledes bragt på hospitalet, dog med mindre kvæstelser.
Vicepolitiinspektør Henrik Justesen, Fyns Politi, siger til fyens.dk: ”Det er en familiefejde, som ifølge vores efterretninger har stået på gennem længere tid. Det er nogle familier, som ikke rigtigt kan tåle at se hinanden.”
Nej, det er ikke Mellemøsten
Efter knivstikkeriet samlede en del personer sig ved OUH’s skadestue. Derfor besluttede man sig for at låse døren til skadestuen, så der ikke var risiko for indtrængende voldsmænd.
Hospitalet har nemlig ganske alvorlige erfaringer med den slags:
For nogle år siden stormede en gruppe bøller med indvandrerbaggrund skadestuen, terroriserede personalet og smadrede inventar. Det skete efter et knivstikkeri i Vollsmose.
Nu er man blevet hurtigere til at låse døren. Og man nåede det altså også denne gang.
Dette er Odense i Danmark. Det er ikke en by i Mellemøsten.