Kære statsminister: Ingen vil bygge mure omkring Danmark – det handler om at beskytte nationen Danmark i Grundtvigs ånd

Hjemme hos os hører vi til de mange, der nytårsaften havde sort tv-skærm og derfor ikke kun følge Hendes Majestæt Dronningens nytårstale med billeder på. Vi fandt dog vej til radioen og gik derfor ikke glip af talens indhold. Til gengæld var der igen levende billeder, da statsminister Lars Løkke Rasmussen nytårsdag holdt sin nytårstale direkte fra Statsministeriet.

 

Hvorfor dette knæfald for de politisk korrekte?

Det var i mange sammenhænge en god og en klog tale, og man kan ikke tage fra statsministeren, at han er en oratorisk begavelse. Jeg må dog indrømme, at de mange gode elementer i talen til trods sad jeg tilbage med en eller anden form for skuffelse.

 

Skuffelse over, at landets borgerligt liberale statsminister bidrog til at stigmatisere de mange danskere, der nærer en oprigtig og ægte følt bekymring for deres lands fremtid og for, hvordan dansk kultur og folkelighed bygget på det kristne livsgrundlag i disse år er stærkt udfordret og efter alt at dømme vil komme under et endnu stærkere pres.

 

Det gjorde han med bemærkningen om, at vi ikke skal bygge mure op omkring Danmark, for så lukker vi os selv inde (!). Mig bekendt er der ingen, der ønsker at bygge mure op og lukke sig inde i forhold til resten af verden. Hvad er det for en grundløs anklage at slynge ud?

 

At gå ind for permanent grænsekontrol er jo på ingen måde identisk med at ville lukke sig inde. Det er en helt naturlig ting at beskytte sin suverænitet – eller var det i hvert fald inden Schengen-aftalen indførte åbne grænser indadtil i EU uden at sikre grænserne udadtil. Det betyder, at Danmark i dag skal spørge EU-Kommissionen, om vi må have kontrol ved vores egen nationale grænse.

 

Dét falder forståeligt nok mange danskere for brystet, ligesom mange ville være utrygge, hvis de ikke kunne få lov til at låse deres gadedør om natten. Den låser man som bekendt heller ikke for at lukke sig inde eller for at isolere sig. Man gør det for at beskytte sig mod eventuelle ubudne gæster, der ikke vil os det godt.

 

Vi skal bære fortiden og historien med os for at gribe fremtiden

Statsministerens knæfald for den politiske korrekthed var således skuffende og hans tilsyneladende døvhed over for det, der optager store dele af den danske befolkning, var både overraskende og uforståelig. I sin sammenligning med Matador, hvor han fremhæver Skjerns Magasin i forhold til Damernes Magasin glemmer han også en vigtig pointe. Begrundelsen var, at de første greb fremtiden, mens de sidste vendte ryggen til den og hang fast i en fortid, som var forbi.

 

Så langt så godt, men det er ikke hele sandheden. Statsministerens new management-holdning stikker ganske enkelt ikke dybt nok. Den tager nemlig ikke højde for, at på den tid, hvor handlingen i Matador udspiller sig, var der alle skel til trods et stærkt fællesskab, fordi stort set alle stod på det kristne tros- og kulturfundament. På tværs af alle skel var der en fælles referenceramme. Så den moderne unge pige Victoria skal nok ikke følge statsministerens råd hele vejen, når han siger, at hun skal lukke ørerne, når nogen siger, at alting var bedre i gamle dage.

 

Det var alting ganske rigtigt ikke, men fortid og historie er ikke bare fortid og historie – det er også en del af os, der er midt i det moderne foranderlige samfund her og nu. Vi kan ikke gribe fremtiden på kvalificeret og menneskelig vis, hvis vi ikke bærer fortiden og historien med os.

 

For meget management og for lidt Grundtvig

Derfor er det ikke rigtigt, at det eneste, der står fast, er, at alting forandrer sig. Netop i en tid, hvor alting forandrer sig i et hastigt tempo, der truer med at efterlade mange mennesker på perronen, mens toget kører uden dem, er det vigtigt at stå fast på det i tilværelsen, der ikke forandrer sig.

 

Så er vi nede i de meget dybe folkelige, åndelige og kulturelle rødder, som den nu afgåede minister Bertel Haarder forstod sig på. – Statsministeren holdt som sagt en på mange måder god tale, Men der var for meget management og for lidt Grundtvig i den!

Del på Facebook