Kommunernes Landsforening har købt kuglepenne for 90.000 kroner. Det skriver Danske Kommuner.
Kuglepennene var så dyre, fordi de var fra luksusmærket Mont Blanc.
En typisk Mont Blanc-kuglepen koster herhjemme i omegnen af 3000 kroner. Således blev der købt en til de 37 medarbejdere i KL’s juridiske afdeling.
Den administrerende direktør i KL, Kristian Wendelboe, har bekræftet over for Ekstra Bladet, at man har undersøgt det luksuriøse køb.
“Vi sidder og forhandler økonomi for nogle kommuner, som er ganske pressede. Det der med de kuglepenne er jo slet ikke noget, vi kan stå inde for. Det er et helt skævt signal, siger Kristian Wendelboe til Danske Kommuner.
De dyre kuglepenne er indkøbt af den juridiske afdeling i KL. Og der er flere eksempler på frådseri, skriver Ekstra Bladet og henviser til metroxpress, som tidligere har afsløret, at KL havde lejet tre seks-personers sommerhuse til tre mand til folkemødet på Bornholm.
Her endte det ene sommerhus med at stå tomt grundet et afbud. Det og de dyre kuglepenne fik den konsekvens, at kontorchef Karsten Thystrup sagde op, mens vicekontorchefen heller ikke er der længere, skriver eb.dk.